05.07.2009

Roskilde 2k9: La Coka Nostra @ Cosmopol (fredag)

Selvom debutpladen først udkommer om en uge, spillede rapper-mash-up gruppen La Coka Nostra for et stopfuldt telt fredag nat og var dermed værter for et monster af en hiphop-fest.

Det var nærmest et drømmescenarie at se undergrundsrapperne Ill Bill fra Non Phixion og Slaine fra Special Teamz stå side om side med rapdinosaurne fra House of Pain; Everlast og Danny Boy.
La Coka Nostra er et mix af forskellige dele af hiphop-universet og udgør tilsammen en glødende komet af hardcore hiphop.
De dræberhårde beats fra gruppens kommende album, blev skudt af fra DJ’ens hånd og mobiliserede det meste af Cosmopol-teltet, der utrætteligt styrtede op og ned.
Melodierne var afbalanceret tilpas med bassen og trommerne og lagde et solidt fundament til den stramme lyrik der ufortrødent kom ud af rappernes munde. Især Everlast imponerede med sin præcise levering og utrolige energiniveau. Især taget i betragtning af, at den snart 40-årige mand har måttet se det meste af sin hårfarve vige for grå stænk.

“Non Phixion was a group, House of Pain was a group. La Coka Nostra is a movement!” så kontant var gruppens besked fra scenen. Gruppens musik og dens mening er i os alle mente de, og dømt ud fra crowdens reaktion virkede det som om vi stod i et telt fyldt op af dedikerede sekt-medlemmer.
Vi fik en god portion af gruppens nye og hidtil ukendte numre, og flere af de allerede udgivede. Heriblandt den Alchemist-producerede ’Choose Your Side’ der denne aften fik tusindvis af festivalgængerne til at kaste deres hænder i vejret til omkvædet om selvmord. Festgaranten ’Thats Coke’ skuffede – ikke overraskende – heller ikke i aften, men endnu vildere blev det da beatet til headbangeren ’I’m An American’ der er produceret af vores egen undergrundskonge Sicknature smadrede sig gennem det decibelfyldte telt. Dette lagde grund for Slaines introvers som han overlegent leverede, mens han indhyldet i Stars and Stribes tonsede rundt og rimede om sin amerikanske identitet.

Nummeret kom i forlængelse af et lækkert skud af blandede Ill Bill og Non Phixion-numre som ’Peace Sells’, ’CIA trying to Kill Me’, ’Anatomy of a Schoolshooting’, ’Gangsta Rap’, og ’A Bullet Never Lies’ der stoppede da den enorme rapper konstaterede ”I’m an american – I need a blowjob and a pizza!” – Linjen der bliver brugt i omkvædet på førnævnte headbanger.

Hvor mange amerikanere der befandt sig foran scenen er uvist, men adspurgt direkte af Slaine var der i hvert fald masser af skrigende alkoholikere og hash-elskende fans til stede i aften.
Efter at Ill Bill erklærede sin ubetingede kærlighed til Danmark snakkede Slaine videre om, hvor lidt han havde til overs for British Airways der havde smidt hans baggage væk. Men her gik noget galt ved DJ’ens drejehjul.
Den velkendte intro-fanfare fra House of Pains superhit ’Jump Around’ fik ved en fejl lov til at brage igennem tre-fire gange. Og hver gang blev publikums jubel-brøl endnu mere overdøvende. Det var dog først en rum tid senere, at vi fik lov at hoppe rundt til hittet i en ubeskrivelig hiphop-rus der var blandt festens mest huskbare minder. Inden da leverede det gamle House of Pain-team blandt andet ’Shamrocks And Shenanigans’ med det catchy omkvæd ”Boom Shalock Lock Boom” der blev bakket op af velnok 80 procent af teltets råbende fans.

På trods af, at La Coka Nostra er et mix fra en blandet raphandel var samarbejdet på scenen ikke til at brokke sig over, og det virker som om, at initalerne ’LCN’ fremover vil være et brand vi kan stole på.

5 ud af 6
5 RapSpot Spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik på skud for større versioner)

Læs interview med La Coka Nostra lavet kort før koncerten.

Skrevet af Falco Lamb 05.07.2009 arkiveret under LiveSpot |