11.10.2009

TookIt09: Fredagen

tookit09 059Dette års Aarhus Took It stod i jubilæets tegn, da det var 10. år i træk, det løb af stablen. I den 10-årige anledning kunne man måske have forventet det helt store line-up af amerikanske kunstere for at markere begivenheden. Men arrangør Henning Winther har fået nok af dårlige shows og aflysninger fra utjekkede yankees, så 2009-programmet bød udelukkende på danske navne. En disposition, der fredag aften viste sig måske slet ikke at være så ringe igen!

Præsenterende et rent dansk line-up var dette års program også fornuftigt nok skåret ned fra tre til to dage. Fredag aften skulle derfor desto mere kickstartes, og dette blev gjort på fineste vis med Århus Kulturnat og Spraycans arrangement med fire undergrundsnavne (Under Masken, Boom Quips, OA og Magerman), der varmede op foran Train allerede fra kl. 18. Således var der allerede block-party stemning og en ganske stor mængde mennesker på plads da dørene åbnede kl. 20.

tookit09 011Inde i salen var en sulten Kuku Agami klar til at åbne ballet. Det var dog ikke synderligt imponerende som gulvet blev fyldt, og da den gode rapper og hans medbragte DJ Phase 5 fyrede op for bangeren ’Run’ til sidst kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over, hvor fed en koncert det faktisk kunne have været med en langt større crowd. Men ingen tvivl om at Kuku leverede varen. DJ Shack vendte nogle deffe pause-plader og der blev hurtigt klargjort til at komme videre i aftenens ganske lange program.

tookit09 016Næste levende billede var Khal Allan aka Khalern. Iført sort hættetrøje og sort kasket under hætten indtog han scenen i selskab med DixOne som backup-rapper og Dr. Lazerlyde (Analogik) på Mac og Steen Rock samt Scratchmagic bag pulten som DJ’s. Khalern er inden for det sidste år udkommet med hele to skamroste albums, nemlig Tuder og Høvding samt remix-skiven Melodier man mindes. Efter at have startet med ’Alle kigger’ og et stk. solo hvor der blev spillet på skeer (!) fik vi et af de vildeste remixes fra pladen nemlig ’Tomorrow’ (af DixOne), og publikum var efterhånden nogenlunde med. Showet bar præg af rådyrkede og maskingeværsspyttede linier fra Khalern, der endnu engang stadsfæstede sig som en ener på den danske rapscene, både i form af tekstmageri og levering. Imponerende. Showet sluttede med ’Tryllemusik’, der ud over at være et fedt track også har en lettere lalleglad børnetime-agtig sample hvortil aftenens konferenciers J-Spliff og Johnny Hefty kom dansende ind på scenen og sagde tak.

tookit09 019Så blev det tid til at høre Joe True. Først måtte jeg dog gøre mit bedste for at forklare min sidemand – en ældre mand iklædt original 80’er trackjakke ved navn Einar (ja ham) – hvem ”ham der Kalle?” vi lige havde set på scenen var. Hvilket nok var en oplevelse i sig selv :)
Nå, men Joe True indtog scenen, han efterhånden har stået på en del gange, iført en lilla t-shirt med påskriften ”Rap er tilbage”. Med sig havde han som altid Matthæus aka Machacha, og DJ Jett bag pladespillerne. Joes udstråling var lige så fresh og glad som altid, og han jokede med at være blevet droppet fra sit label. En stram halv time og jeg gør det herre sticky-stramt proklamerede Joe om showet, og salen var ved at være fyldt godt op. DJ Jett fik sågar 2 minutter til at fyre den af på egen hånd, men det tangerede til tider at kaste perler for svin, så lidt som publikum reagerede på Jetts opvisning på hjulene af stål. Showet sluttede med nummeret, hvor der på højst irriterende vis råbes ”bullit bullit” ind over et par hundrede gange, og uden at vi fik lov at høre ’Gadeplan’ markerede Joe hermed sin endelige afstandtagen fra sit ældre materiale, han ellers har været så vellidt for. Et party-show ganske uden dybde og sjæl, ret ligegyldigt i mine øjne.

tookit09 027Også næste optrædende var et klart party-indslag, men her af en mand, der langt mere bevidst gør det med humoren i højsædet og fokus på at være decideret underholdende med sine fortællinger. Det var nemlig Århus’ egen Mark Johnson, der efterhånden er ved at være blevet folkeeje. Ikke mindst med sommerens hit ’Bawler hele dagen’, der atter optegner ikonet Johnsons smartenspillende univers. Manden er måske også én af de eneste i landet, der kan træde på scenen iført solbriller og et så specielt pimp-skæg på kinderne uden at blive mødt med en hånlatter. Og hvorfor så det? Fordi hans figur er fuldendt, hans flow er stilsikkert og hans personlighed skinner så utroligt igennem. Med en Hennesey-flaske i hånden og Rune Bøje ved sin side styrede han os sikkert igennem showet. Tøserne skreg ivrige på ’Kig forbi’ og drengene skrålede med på koret i den nye single ’Teriyaki’ om karameldrikken hvor ”vi hælder-hælder”. Storsmilende og dollargrinende forlod Johnson herefter scenen og stemningen var rigtig god.

tookit09 035Den gode stemning gav et godt grundlag for næste optrædende MC Clemens. Den nu 30-årige rap-legende, der sidste år måtte tage til takke med et endog meget tyndt publikum, fortjener bedre. Og det fik han heldigvis også denne fredag aften. Bakket op af homie Tjes Boogie og en meget langhåret og energisk trommeslager startede Clemens showet med et brag til ’Psykopat på fri fod’ og intensiteten var straks i top. Dette blev efterfulgt af ’Rock den club’, hvortil der også blev affyret fyrværkeri på scenen med et brag. ’Lad dem hænge’ gav stor genklang hos det glade publikum og fremstod til min overraskelse nærmest som et regulært hit. Herefter fik vi den sjæleudkrængende og smukke ’Dans med døden’, hvor Clemens virkelig gav den hele armen og på dette tidspunkt allerede kampsvedte. Respekt for det nummer. Så fulgte et medley af ’Strandvasker’, ’Flammende oprør’, ’Russisk roulette’ og ikke mindst ’Den lyriske 9mm’, der bortset fra Malk de Koijn senere på aftenen nok var det nummer, der fik mest bounce frem i publikum. I sandhed en klassiker i dansk hiphop, hvis nogen skulle være i tvivl. ’Fyrer den A-Z’ fulgte over Kinky-fætter beatet, så den stadig vilde ’Bucka bucka’, inden ’Flakker rundt og snakker ondt’ sluttede af som grand finale med endnu en gang fyrværkeri. Kort, men fedt show.

tookit09 042Ved midnatstid var vi nået frem til Jooks, der med sommerens hit ’Hun vil ha’ en rapper’ formentlig ikke har været uden ubetydning i forbindelse med årets billetsalg. Den gamle Rent Mel-rapper kom på scenen med backup i form af S!vas på rap, en trommeslager og Atilla på Moog-knapperne. Med det velkendte slikhår og iklædt wifebeater fik vi ’Priviligeret’ og publikum var allerede overordentlig godt med. Efter et par numre kom gode gamle Tegnedrengen på scenen samt Mikkel Mund, og en Rent Mel-revival var nærmest en realitet med ’Ta det af’. Efter at have været en intens tur i hegnet med ’Træk vejret’ trådte Liam O’Connor pludselig på scenen og gav en hånd med på et track, inden vi sluttede af med den uundgåelige ’Hun vil ha en rapper’. Meget kan man sige om Jooks’ stil og radiovenlighed, men publikum efterlod ikke nogen tvivl – showet var vellykket.

tookit09 049Aftenens syvende og næstsidste indslag kl. 1 var Per Vs hjertebarnsprojekt Danish operation. Et show tilegnet DJ Premiers beats, for at understrege hvorledes denne mands beats gennem en hel generation skabte en kendetegnende lydkullise. En hyldest til New Yorker-lyden, som den bare skulle lyde i slut-90’erne. Til nyskole-ungerne forklarede Per V tilmed: ”Da jeg vandt Fightnight-finalen, var det over et Premier-beat. Clemens, den eneste rapper der nogensinde har givet mig modstand, gjorde det over et Premier-beat. Denne her festival er opkaldt efter noget fra en sang med et Premier-beat!” og salen jublede. Med lækre N.Y.-visuals i baggrunden og DJ Static på pladespillerne gik showet igang, og vi fik en perlerække af vers serveret over Premier-klassikere. Vi fik Joe True der spyttede et fedt vers, Strøm rippede ‘Nas is Like’, der var Lappeløsning fra Torrpedorr, samt Mikkel Mund, der atter understregede sit syn på musikbranchen i landet: ”jeg ser ikk ned på rollinger der ser op til mig/ men hele pladeindustrien får en fuckfinger”. Også Jooks gav et vers om tiderne i 90’erne, og Tegnedrengen et yderst underholdende vers om en pige, der lagde en lort i sengen hos en fyr efter et one-night-stand :D

tookit09 052Per V fyrede noget fristil af til stor begejstring for publikum, Kejser A kom, så og sejrede med et ultra uptempo-vers over Christina Aguileras ’Aint no other man’. Tyde T forkyndte på sit vers storsmilende til alle haters at: ”ja gu fanden er det backpacker gøgler-rap”. Og efter lettere stenede Humme og cognac-beduggede Magerman kom klimaks så. Med selveste the grand old mand, forgængeren for de sidste 20 års hiphop-kultur i Danmark: MC Einar. Med karakteristisk strit-hår og et par gule solbriller man skulle tro var løgn indtog han scenen. Selvsamme mand som undertegnede havde måttet opdatere omkring situationen på den danske hiphop-scenen anno 2009 tidligere på aftenen. Det var både fantastisk og virkelig mærkeligt på samme tid. Men folk var ellevilde, og Einar spyttede nogen ganske underholdende linier (der dog ikke ville overraske mig, hvis de var skrevet 100 % af en vis Per Uldal): ”Til alle jer der synes onkel Einar sucks/ I er bare fuld af lort som en china box”.

Alt i alt et ganske underholdende indslag, Danish Operation, der trumfede med endnu en levende legende nemlig Kong Winther hamselv, der lagde et tight vers om Århus: ”jeg’ så Århus at Vestergade slingrer ned af mig”. Stemningen var til sidst på kogepunktet, Århus Took It var blevet 10 år, Johny Hefty 40 år, champagnepropperne kunne springe og det hele kunne sagtens have stoppet her og have været en fuldendt aften.

tookit09 057Men nej, publikum vidste der ventede mere, noget der om muligt var vildere. Og kl. 2.30, til hvad jeg tror er én af Took Its seneste koncerter, gik verdens bedste rapgruppe Malk de Koijn såmænd på. På dette tidspunkt havde undertegnede stået nærmest fast foran scenen i 7 timer takket være de meget korte pauser mellem optrædende, og det føltes næsten som for meget af det gode, at tage hul på aftenens ottende koncert. Heldigvis var jeg ikke gået glip af årets Malk-ekstasekoncert på Roskilde, og det var da også på mange måder samme show Århus fik denne aften. De tre Malkdekanere spillede næsten til kl. 4 og taget i betragtning af, at de havde spillet i Aalborg tidligere på aftenen, var det en ganske imponerende kraftpræstation. En mere detaljeret beskrivelse vil jeg overlade til vores Aalborg-korrespondent, men faktum var, at publikum elskede det, og jeg tror ikke nogen kunne gå utilfredse fra Train denne aften.

Generelt til festivalen som helhed vil jeg sige, at fraværet af den obligatoriske torsdag aften-opstart var ganske tydeligt i min bevidsthed, så at stemple årets udgave som en Took It-”light” kommer vi nok ikke uden om. Ikke desto mindre var fredag aften en yderst tætpakket og velgennemført festivaldag med op mod 10 timers musik, og alt i alt var den således faktisk til topkarakter. Jeg spekulerer på, om der nogensinde bliver mulighed for at se så mange store navne fra den danske hiphop-scene samlet på én aften igen, for denne fredag havde virkelig stort set alt, hvad kunne ønske sig.

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større versioner og se meget mere i galleriet herunder)

Skrevet af Julaw 11.10.2009 arkiveret under LiveSpot |