15.10.2009

LiveSpot: Malk de Koijn @ Studenterhuset, Aalborg

malk_aalborg_2009Klokken nærmer sig 20.30 fredag den 9.oktober, og efter at have efterladt barnepigen med chokoladekiks og slik begiver jeg mig af sted mod Studenterhuset, hvor dørene til Langestrand snart genåbnes. Udenfor på Gammel Torv er der gang i Aalborgs Kulturnat, og der bliver spillet Calypso – steeldrum steelo – mens der bliver hygget i køen. Folk skal lige ha’ drukket og røget det sidste, inden de begiver sig indenfor i mørket.

Malk de Koijn er en underlig størrelse. Det er egentligt ikke fordi de har lavet så meget. To studiealbums plus nogle singler og et par obskure og underlige udgivelser er det blevet til siden 1996, hvor de fortalte om Langestrand på ‘De Grimme Ællinger’. De havde godt nok rørt lidt på sig i undergrunden med bl.a. en sang om Lones store røv og noget med en underlig titel (‘Å Åå Mæio’) og så en hulens masse “Prods” – men så skal man vist også kende nogen, der kender nogen for at ligge inde med dem. Alligevel har de en fanskare uden lige både i og udenfor den danske rapscene.
Efter udgivelsen af ‘Sneglzilla’ i 2002 og et hav af priser tog de rundt i kongeriget og underholdt gamle fans og erhvervede sig en masse nye. Og så blev der stille. Lysene i Langestrand blev slukket. Mikrofonerne lagt på hylden, og Langestrands Fladhjul (af stål) holdt op med at dreje rundt. Radio Langestrand (55,5 LFM) holdt op med at sende, og folket blev efterladt, hungrende efter mere. Men der kom ikke mere. Selv fastholdt de tre hovedmænd at gruppen ikke var gået i opløsning.

Fast forward til 2009, og Malk genopstår, som en vaskeægte Fugl Føniks, på Roskilde Festival. De kom. De så. De sejrede. Men hvad så nu..?
En dag kom det. Rygtet. Det havde bredt sig som en steppebrand siden Roskilde. De havde leveret et brag af en koncert, og hov. Var der ikke også et par nye numre, der havde sneget sig ind? Var de på vej med en ny plade? Hvad skete der? Og var Geolo G ikke pensioneret efter ‘Gynt’-forestillingen? Og havde Blæs Bukki ikke gang i Bikstok Røgsystem eller Balstyrko? Og havde Tue Track ikke genopfundet sig selv som Track72? Rygterne fik endnu en tand opad på skalaen, da der på RapSpot-boardet blev lækket et par oplysninger; Kom de til Århus Took It? Nej, blev der sagt, for de skulle spille i Aalborg og Odense den weekend. Man kunne skære igennem stemningen. Der stod ikke noget omkring en koncert i Aalborg eller Odense nogen steder, og der var absolut ingen hjælp at hente fra dem selv. De udtalte sig ikke om noget.
Endelig kunne man på Studenterhusets hjemmeside se en notits om en kommende tour med Verdens Bedste Gruppe; Malk de Koijn. Koncerten blev hurtigt udsolgt – over hele landet. Det var tydeligt at folk var tørstige efter en go’ omgang Malk. Sultne efter en portion ketchtool. Langestrand havde alt for længe været lukket for offentligheden, og dørene var parate til at blive sparket op.

tookit09 061Klokken bliver 21.00, og salen er ved at blive fyldt med utålmodige Malk-fans. Koncerten starter åbenbart til hiphop-tid. Vi fordriver ventetiden med at småsludre lidt med Malks “far” Jesper, der står og sælger t-shirts, og lytte lidt til de rolige og hyggeligt reaggae- og dubrytmer, der fylder salen (jeg tror faktisk jeg hørte Blæs’ ‘Skrako-dub’ – go’ stil). Der er varmt på Studenterhuset, og tørsten melder sig. Baren er proppet med folk, og bedst som jeg står og bestiller noget at drikke hører jeg hujen og piften fra scenen. Der er åbenbart begyndt at ske noget, så jeg rykker nærmere. Jeg tjekker lydpulten, men jeg kan ikke få øje på Saqib, Malks trofaste lydmand. Pludselig bliver alles opmærksomhed rettet mod scenen,
musikken starter. Da de tre malkdekanere, Blæs, Geo og Tue, træder frem på scenen går folk amok!

tookit09 056Det er seks år siden Aalborg sidst har haft besøg af Malk de Koijn, men det føles som i går. Har man læst anmeldelserne af deres koncert på Roskilde, kunne man læse om kostumer og alt muligt gøgl, men her på Studenterhuset er der skruet lidt ned for cirkuset og mere op for den indre b-boy, som de alle tre har i sig. Der er dog lidt; Blæs har en kasket med langt nakkehår på, Geo har en paryk og store solbriller mens Tue er lidt mere afdæmpet med skjorte og slips – men hold da fast, der er knald på.
Det første nummer (jeg går ud fra at det hedder ‘Malks Toback’, et nummer i den klassiske Langestrands-stil) er forbi, og før man overhovedet når at opdage, hvad der ramte én, går de tre MC’s i gang med at tæppebombe os med den ene klassiker efter den anden. “Velkommen tilbage til Langestrand”, råber Tue Track der farer frem og tilbage mellem mikrofonen og pladespillerne, og efter ‘Fågt op i skalle’ og ‘Rocstar’ fortæller man os, at showet i aften var det første, de havde booket – og endda før Roskilde. Vi æder det råt, og der bliver langet flere hits over disken.

tookit09 055“Her kommer vores sidste (læs: seneste) nummer” siger Blæs, og vi får ‘Til de folk’, der smukt går over i ‘Troppelanding’. Lyden på Studenterhuset er go’, men jeg savner nu alligevel Black Shawarmas lydtekniske ekvilibrisme, for det er til tider svært at høre helt hvad der bliver rappet. Men hvad gør det, for det er velkendte sange – nogen i lettere ny forklædning – der pumper ud af højtalerne. “Pump det op” – lyder det nu fra pladespilleren, og Malk hiver endnu en ny sang op af hatten. Meget funky nummer, med en lidt old school-følelse over sig. Vi bliver lidt i sen-80’erne og der kommer lidt “mændene siger – kvinder skriger” og pludselig er vi ovre i ‘P.I.G.E.’ der stærkt bliver opfulgt af den hemmelige sang om Lone og hendes gluteus maximum. Bombardamentet fortsætter, og vi får en dejlig version af ‘Ørkenstorm i Aberdeen’, hvor Malk på snedigste vis får sig sneget over i en fordanskning af Captain Rocks ‘Cosmic Blast’: “Vi er Malk de Crew!/ Hvem who er you?/ Vi er Malk de Crew!/ Blæs, Geo og Tue!” – stort!

tookit09 054Efter en lille danseforestilling ta’r vi på en storslået og dramatisk ‘Jagt’ og får derefter ‘Jernskjorten’ – komplet med den efterhånden klassiske overgang til Max Romeo. Smør 40 og Lil’ Asger, Henrik Nordmann og Fuglemanden fra De Rigtige McCoys kigger forbi som nogle af de eneste andre end Blæs, Geo og Tue fra Langestrands univers i aften. Salen koger, men Malk holder den kørende et par sange endnu – selvom der er koldt udenfor er der ikke nogen grund til at fryse indenfor. Vi får en smuk version af ‘Kosmisk Kaos’ (der jo for en del er verdens bedste (danske) rapsang) og derefter gives der fuld skrue igen inden Malk lukker og slukker festen med den originale version af ‘Å åå mæio’ blandet med remixet fra singlen.

Og så er det forbi. Lige så pludseligt som det var startet er det ovre. Ingen ekstra numre. Intet. Nada. Nothing. Zilch. Porten til Langestrand er lukket. Men vi blev dog lovet at de vil komme tilbage.
På vejen hjem sidder jeg og tænker over koncerten. Var der noget der gik galt? Tjah, der var et par tekniske kiks, men det er på det minimale niveau. Kunne de have spillet andre numre? Jeg kunne godt have tænkt mig at høre ‘Rocstar part 2’, og jeg ville også gerne have oplevet Papa Pug og Dødsfjæs på slap line. Men tankerne forlader mig hurtigt igen, for med et bagkatalog som Malk de Koijns er det umuligt at ramme alle de numre, folk vil høre. Når alt kommer til alt er der jo kun én gruppe som Malk de Koijn, og de bestemmer selv, hvordan det skal være. Hvordan det skal lyde. Det er muligt, at de selv siger de for evigt er nummer fem på Aberdeens hitliste, men for mange i aften er og bliver de Verdens Bedste Gruppe.

Jeg ville gerne skrive, at du skal skynde dig ind og få en billet til en koncert nær dig, men de spiller ikke særligt mange steder, og der er allerede totalt udsolgt. Har man fået en billet, så venter der en ganske
særlig oplevelse, som man ikke bør snydes for.

Tracklisten for koncerten i Aalborg var som følger:
01) Nyt nummer (Malk’s Toback?)
02) Fågt Op I Skalle (Sneglzilla)
03) Rocstar (Sneglzilla)
04) Til de folk (De Grimme Ællinger)
05) Troppelanding (Smash Hit in Aberdeen)
06) Nyt nummer (Pump det op?)
07) P.I.G.E. (Smash Hit in Aberdeen)
08) Lone har en kæmpestor røv (Smash Hit in Aberdeen)
09) Ørkenstorm (Smash Hit in Aberdeen)
10) Jagt (Smash Hit in Aberdeen)
11) Jernskjorten (Sneglzilla)
12) De Rigtige McCoys (Sneglzilla)
13) Radion Ska’ Kneppas (Sneglzilla)
14) Phantastisk (Sneglzilla)
15) Kosmisk Kaos (Smash Hit in Aberdeen)
16) Musclebundt (Sneglzilla)
17) Vi tager fuglen på dig (Sneglzilla)
18) Å åå mæio (Smash Hit in Aberdeen)

6 ud af 6 spots

Ord: Søren ‘kaos’ Karstensen
Foto: Kenneth Nguyen (alle koncertskud er fra Took It-koncerten senere samme aften, klik-klik og de bliver større)

Skrevet af Gæsteskribent 15.10.2009 arkiveret under LiveSpot |