11.05.2010

Stemmen (Guru nekrolog)

gs_vega_9 “It’s mostly the voice, that gets you up/ And mostly the voice, that makes you buck/ Some got flavor, and some got skills/ But if your voice ain’t dope, then you gots to CHILL”“Mostly tha Voice” (1994)

Keith Elam, alias The Guru (1961-2010), døde som bekendt for et par uger siden. Det bringer minder om en æra i hiphop, der i sig selv mere eller mindre er ovre. Om en tid, hvor kulturen stadig var undergrund, men stod på tærsklen til Planet Rock. Gang Starr var forandringens mænd: de dannede bro mellem hiphoppens anden, ”gyldne” generation fra slutfirserne og den udbredelse genren oplevede i halvfemserne, hvor den i dén grad kom til at definere populærkulturen. Og i begyndelsen talte Guru med forandringens stemme.

Hans varme, rug monotone besad en naturlig autoritet, bar vidnesbyrd om et solidt intellektuelt grundlag og byggede på de landevindinger triumviratet Rakim, KRS-One og Chuck D havde gjort i forhold til at udvide hardcore-rappens udtryksfelt. Hvor disse mestre kastede deres handsker ved selve hiphoppens fundament, var Gurus konsolidering af deres nybrud et bud på musikkens fremtid, en knæsættelse af dens værdi og dens muligheder, en formel på dens levedygtighed. Den gjorde en MC af forholdsvis begrænset teknisk talent til en af halvfemsernes definitive stemmer, men de grænser den samtidig satte for den ambitiøse og tilsyneladende noget usikre Guru synes samtidig at have medvirket til hans sørgelige kunstneriske nedtur i løbet af det sidste årti.

gs_vega_4
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

“Stop! Think for a moment, okay?/ And then sway while I convey that we must do away/ With all the stress and the strife, God bless you life/ And use kindness, and never blindness/ And you will find that this perspective is best, Check it out!/ These are the words that I manifest, I manifest”

‘Words I Manifest’ (1989)

Guru voksede op i Roxbury-kvarteret i Boston og medstiftede Gang Starr i 1986. Det var imidlertid først da denne første udgave af gruppen gik i opløsning og han flyttede til New York, hvor han hookede op med den fra Houston tilflyttede Christopher Martin, alias DJ Premier, at kæden og stjernen blev selve symbolet for solid hiphop og i løbet af det næste årti skulle skabe historie.

De to udvidede i højere grad end nogen før dem — og efter dem, for at være ærlig — de kreative muligheder der ligger i hiphoppens traditionelle DJ/MC-konstellation. Premier er selvsagt en af hiphoppens største og mest indflydelsesrige producere og perfektionerede i løbet af gruppens første leveår en hakket, breakbeat-baseret lyd med præcist indlagte vokal-scratches, der er for dyb og resonant til at kunne kaldes minimalisme, men snarere destillerer en verden af musikalske kilder til kompakte gadesymfonier. Et godt eksempel er den måde han som pioner af brugen af jazz-samples med tiden indarbejdede jazzen i sin tyktflydende boom bap-lyd.

Og selvom Premier har produceret for stort set alle de største af sine samtidige, forbliver Guru den perfekte MC til hans beats. Han havde det sjældne talent at lade sin stemme glide i ét med musikken og formåede samtidig at bibeholde dens klarhed. Han var en af hiphoppens mest uprætentiøse MCer og samarbejdede som sådan altid med Premier for at skabe musik snarere end rap. Og så formåede to at stimulere deres gæsterappere til at yde deres allerbedste — folk som Nice & Smooth, Jeru the Damaja, Inspektah Deck og Freddie Foxxx spyttede alle nogle af deres karrieres bedste vers over Gang Starr-beats. Premiers berømmelse har gradvist overskygget den afgørende indflydelse, Guru havde på samarbejdet, derunder på selve musikken — særligt i de tidlige år, hvor han uden tvivl bidrog med meget, blandt andet en del af den jazzede lyd.

PÃ¥ deres første tre albums ‘No More Mr. Nice Guy’ (1989), ‘Step in the Arena’ (1991) og ‘Daily Operation’ (1992), svingede Guru og Premier perfekt. De boede og festede sammen i Brooklyn og de udviklede sig markant fra plade til plade, samtidig med at de opbyggede et af de bedste live shows i hiphop. Det første album, som blev indspillet pÃ¥ to uger, var tydeligvis conscious, men havde samtidig mere kant end de fleste andre, der arbejdede i dét felt. Det var imidlertid først og fremmest Gurus stemme, der gjorde indtryk — den var som et løfte om fremtiden. Og det var præcis det, ‘Step in the Arena’ leverede — Premier var markant modnet som producer og skabte en mere kompleks og sammenhængende plade, der udmærkede sig ved en klar intelligens i udsagnet og samtidig holdt det street. Denne Ã¥nd gennemstrømmede og samlede, hvad der den dag i dag er et forrygende alsidigt album og en af genrens absolutte hovedværker. PÃ¥ ‘Daily Operation’ var jazzen trængt i baggrunden til fordel for en mere støvet og mørkere lyd, der dannede baggrund for en politisk bevidst og uhyggeligt selvsikker Guru, som fremstod med større autoritet end nogensinde før eller siden.

gs_vega_5
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
“Shorty said ‘now’, pulled the trigger and stepped/ It was nothing — he did it just to get a rep”

‘Just to Get a Rep’ (1991)

Det var i denne periode, at han påbegyndte sit Jazzmatazz-projekt, der skulle gå hen og blive hans hjertebarn i takt med at passionen for Gang Starr falmede. Det første album i serien udkom i 1993 og samlede en gruppe dygtige musikere, deriblandt nogle ældre legender — Donald Byrd, Lonnie Liston Smith, Roy Ayers — der stadig var tilstrækkelig friske til at hæve niveauet. Det er en eminent sammenhængende og velproduceret plade og selvom dens indflydelse måske er blevet overdrevet — den var del af en større trend indenfor hip hop, der også omfattede navne som The Brand New Heavies, The Roots og Digable Planets — bidrog den væsentligt til udviklingen af jazz-hiphop og fusion, såvel som brugen af live-instrumenter i hiphop.

Den afslørede desværre ogsÃ¥ Guru’s begrænsninger pÃ¥ mikrofonen. Uden Premiers beats lød han pludselig sløv, om ikke direkte doven — noget, der bliver særligt tydeligt pÃ¥ ‘Le Bien, Le Mal’, hvor franske MC Solaars sultne men selvsikre vers outshiner Gurus i en sÃ¥dan grad, at det næsten er pinligt. Ret skal være ret, Guru gik til denne plade med en mere afslappet attitude, bÃ¥de i forhold til tekster og flow, men samtidig understregede dette hans mangel pÃ¥ naturtalent pÃ¥ disse omrÃ¥der og pegede pÃ¥, at hans sejre som MC byggede pÃ¥ dyb koncentration og hÃ¥rdt arbejde i nok sÃ¥ høj grad som pÃ¥ talent — hvilket kun gør hans karriere mere imponerende.

Hverken i anden eller tredje omgang Jazzmatazz, den noget overvægtige ‘A New Reality’ (1995) og den polerede ‘Streetsoul’ (2000), synes Guru at udvikle sig synderligt som vokalist — hans meget enkle rimstrukturer, med deres additive lagring af ofte usammenhængende enkeltlinier, virkede i stigende grad anakronistiske. Han var imidlertid stadig en fænomenal liverapper og det er svært at sætte en finger pÃ¥ hans indsats pÃ¥ det fjerde Gang Starr-album, ‘Hard to Earn’ (1994). Her konsoliderede han sin position i centrum af hiphoppens hÃ¥rde kerne, ikke mindst pÃ¥ klassikere som ‘DWYCK’ og ‘Mostly tha Voice’, men samtidig bidrog han ikke med meget nyt. Det samme kan ikke siges om Premier, hvis lyd pÃ¥ denne plade begyndte at fortættes til den uforlignelige formel, sÃ¥ mange producere siden har forsøgt at bryde.

“Can we be the sole controllers of our fate?/ Now who’s gonna take the weight?”

‘Who’s Gonna Take the Weight’ (1991)

Derefter gik der nogle Ã¥r og det blev tydeligere og tydeligere, at Gang Starr var pÃ¥ retur. Vi har siden kunnet erfare , at Guru var ude i et alvorligt alkoholmisbrug, og hans anholdelse for ulovlig besiddelse af et skydevÃ¥ben, der indebar en (siden afværget) risiko for fem Ã¥rs fængsel, forværrede situationen i en sÃ¥dan grad, at Premier kortvarigt forlod samarbejdet. Heldigvis fandt de alligevel sammen og skabte deres muligvis mest raffinerede og uden tvivl mest modne album, ‘Moment of Truth’ (1998).

Pladen spiller mÃ¥ske lige længe nok og lider til en vis grad af fyldnumre (af den slags, der pÃ¥ snart sagt ethvert andet album ville være hovedattraktionen, men alligevel…), men den byder ogsÃ¥ noget af deres bedste musik, og ikke mindst nogle af Gurus mest bevægende præstationer. Ikke alene tilbageerobrede han overbevisende sin førerrolle i hiphop med det svidende vokalmanifest ‘You Know My Steez’, han var ogsÃ¥ mere selvransagende end nogensinde før, bÃ¥de pÃ¥ det vrede men resignerede ‘JFK 2 LAX’ — der behandlede hans retslige prøvelser — og, med tanke pÃ¥ sit eftermæle, pÃ¥ ‘Moment of Truth’, i hvilken han implicit antyder sine personlige kriser gennem omhyggeligt kalibreret selvhævdelse i bedste hiphop-Ã¥nd, med en hæs, momentant næsten sÃ¥rbar stemme.

Gurus derpÃ¥ følgende soloudgivelse ‘Baldhead Slick & Da Click’ (2001) er bedst glemt, men han og Premier oplevede alligevel nogle magiske øjeblikke pÃ¥ deres ti-Ã¥rsjubilæumsudgivelse ‘Full Clip’ (1999) og pÃ¥ deres sidste, noget ujævne album, ‘The Ownerz’ (2003). Men det kunne ikke holde: duoen havde problemer med deres label, Virgin/EMI, og det virker som om Guru mÃ¥ske følte sig utilpas med at blive overskygget af sin partner. Hvad forklaringen end er, afbrød han samarbejdet mens de stadig var pÃ¥ deres Ownerz-verdensturné. De følgende Ã¥r var han endegyldigt pÃ¥ vandvognen og blev medlem af den sorte muslimske gruppering the Nation of Gods and Earths, tilsyneladende under vejledning af sin nye samarbejdspartner, Solar (der ikke skal forveksles med den franske MC), med hvem han ogsÃ¥ startede et nyt, uafhængigt label, 7 Grand Records.

“Scandalous, money, greed and lust/ In this trife life, there ain’t nobody you can trust/ Plus, there’s no justice, it’s just us/ In fact, watching your back, it be a must/ And each and every day around the way gats bust/ And jealous so-called friends will try to set you up/ It’s called betrayal”

‘Betrayal’ (1998)

Set med Gurus briller var samarbejdet med Solar — der kombinerer Gang Starrs kant med den blødere tilgang fra Jazzmatazz — solidt, men ogsÃ¥ domineret af gentagelser af hans tidligere arbejde. Det virkede som om han var fastlÃ¥st i den formel, han selv havde skabt. De udsendte tre albums sammen: ‘Version 7.0: The Street Scriptures’ (2005), ‘Jazzmatazz 4: The Hip Hop Messenger’ (2007) og ‘Guru 8.0: Lost and Found’ (2009). Af disse skiller Jazzmatazz-pladen sig ud pÃ¥ grund af en hÃ¥ndfuld inspirerede gæstesamarbejder, men grundlæggende hæver materialet pÃ¥ disse plader sig sjældent over det middelmÃ¥dige og det lider hÃ¥rdt under Solars uselvstændige og kedelige produktioner.

Omstændighederne omkring Gurus kræftsygdom (myelomatose), og siden død, har blotlagt en række private forhold for offentligheden. Hans brud med Premier og sine venner og kolleger i Gang Starr Foundation var endeligt og han endte også med at distancere sig fra sin familie, mens han arbejdede med 7 Grand i relativ ensomhed og tog sig af sine unge søn KC. Visse kilder karakteriserer hans forhold til Solar som præget af — til tider fysiske — overgreb og beskriver hvorledes Solar udnyttede sin astmatiske, psykologisk trængte og i stigende grad svækkede partner til at kontrollere ikke blot hans karriere, men hans liv som sådan.

Det er uklart — og heller ikke vores anliggende — i hvor høj grad denne ulykkelige udvikling kan tilskrives Solars indflydelse, og situationen som vi kender den er først og fremmest vidnesbyrd om Gurus egen problematiske tilstand og forhold både til sin tidligere samarbejdspartner og tilsyneladende også sin familie. Men det er nu alligevel svært at underkende det indtryk man får af de videoer hans nevø Justin lagde online under sygdomsforløbet, i hvilke han beskriver hvorledes familien blev forment adgang til deres syge slægtning af Solar, der tydeligvis opfatter sig selv som eneste ansvarlige for formidlingen af Gurus arv og testamente. Og tingene blev ikke bedre af det højst mistænkelige, bittert smagende brev Solar udsendte efter Gurus død og fortsat påstår er hans sidste ord. Sidst, men ikke mindst, efterlader Premiers beskrivelse af hvorledes han sneg sig ind i Gurus hospitalsrum, hvor hans gamle ven lå i koma, beskidt og uden at nogen havde passet hans hår, finger- og tånegle, et næsten ubærligt indblik i Gurus sidste dage.

Med disse begivenheder frisk i erindringen, virker det dobbelt sigende, at sÃ¥ mange af Gurus raps, fra hans tidligste arbejde til hans sidste — fra ‘No More Mr. Nice Guy’ til ‘State of Clarity’ — handler om falskhed, forrÃ¥delse og sammensværgelser. Samlet set karakteriseres Gurus livsværk, der jo ellers primært beskæftiger sig med moralsk udmærkelse, sÃ¥ledes af depressive, nærmest paranoide, undertoner. Som han selv sagde, var der for Guru altid tale om et budskab, og mange af os lyttede opmærksomt, selvom den musikalske æra han selv var med til at indstifte endte med ikke at leve op til hans idealer. Hans pessimisme handlede aldrig om selvhævdelse, men var snarere udtryk for en bevidsthed om det utopiske i hans hÃ¥b om en ny virkelighed, udtrykt som han gjorde det med en stemme, der talte for en hel generation i hip hop.

“The rejected stone is now the cornerstone/Sorta like the Master Builder as I make my way home”

‘You Know My Steez’ (1997)

gs_vega_01
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
New York Times har en solid, traditional nekrolog online. Læs ogsÃ¥ Guru’s bror, Harry Elam, Jrs. artikel om deres forhold og check DJ Premier, DJ Mister Cee, Tony Touch og The Diaz Brothers’ hyldester ud. For Solars side af sagen, kan dette lange interview med Conspiracy Worldwide Radio anbefales. Og sidst, men ikke mindst, check disse koncertoptagelser med Gang Starr og Guru & Jazzmatazz ud.

Fotos fra Gang Starrs stop i København på deres Ownerz-turné i 2003 af Rasmus Dengsø. Denne artikel blev først offentliggjort på engelsk på Metabunker.dk

Skrevet af Mat 11.05.2010 arkiveret under Artikler |