05.07.2010
Roskilde 010: Hypnotic Brass Ensemble @ Odeon (fredag)
Selvom klokken ikke en gang havde passeret 12, så var der allerede ti minutter før den planlagte koncertstart proppet med forventningsfulde mennesker i Odeons varme telt. Hypnotic Brass Ensemble stod på plakaten med deres originale fusion mellem jazz og hiphop, som er startet på Chicagos gader.
Bandet består af otte brødre, som er vokset op med hiphop, men som via deres far – der har spillet med legendariske jazzmusikere – også har jazz i blodet. De fortolker de to genrer ved at syv af brødrene spiller diverse blæseinstrumenter, imens den sidste styrer trommerne. De er startet på gadehjørner i Chicago med deres brass-musik, som er blevet tilført trommer for at bringe hiphoppen ind i fusionen. De har blandt andet samarbejdet med Gorillaz, og var da også med som gæsteoptræden på Orange dagen før.
Der var mange, som ville starte dagen i varmen med at overvære den spændende cocktail, og Hypnotic Brass Ensemble var da også helt klar på at give publikum en god oplevelse. De havde allerede tidligt i koncerten en god kontakt ud over scenen, og gjorde deres for at starte fredagen med en lille fest. Med en utrolig kampgejst og en brændende passion for musikken, så var det svært ikke at blive inddraget i det hypnotiske univers.
Brødrene dansende i takt, imens de med jernlunger og overskud blæste deres medrivende musik ud. En rigtig feststarter som fik hele crowden ned i knæ inden hele gulvet eksploderede i et synkront hop, der udviklede sig til dansende mennesker. Indimellem kunne man dog godt savne en rapper, som kunne bringe atmosfæren endnu højere op. Den ene bror prøvede at rappe lidt, men det var langt fra vellykket, fordi han simpelthen ikke havde kvaliteterne. Det fungerede meget bedre når de bare blæste deres musik, og i stedet interagerede med publikum ved at få dem med på forskellige klassiske koncert-råb. Der blev danset og råbt, så det kunne høres langt ud fra Odeon, og ingen var i tvivl om, at dagen var startet.
De sparkede fredagen i gang med et anderledes indslag, og gjorde et godt indtryk som nogle dygtige musikere, der også kunne videreføre deres stil ud over Chicagos gader. Hypnotic Brass Ensemble efterlod Roskilde med et tilfredst publikum, der havde svært ved at slippe gruppen. De er vokset fra gademusikanter til respekterede musikere, der med originalitet og lidenskab sagtens kan klare sig på den store musikscene.
4 ud af 6 spots
Foto: Kenneth Nguyen (klik og de hæver)
Skrevet af Jaycob 05.07.2010 arkiveret under LiveSpot |