05.07.2010

Roskilde 010: Teddybears @ Cosmopol (fredag)

Fredag eftermiddag på en scene i Roskilde står en mand i jakkesæt og synger. Ved siden af ham står to mænd med kæmpe bjørnehoveder og spiller på firkantede sølvguitarer. Foran dem står tusindvis af mennesker og danser.

En hiphop-fan føler måske ikke han skylder bookerne særlig meget i år, men alle der var mødt op til Teddybears fra Stockholm denne solfyldte eftermiddag skylder en stor tak til programplanlæggerne for at placere koncerten på dette tidspunkt. Tømmermændene fra den første festivalaften opererede formentlig stadig i rigtig manges hoveder, men bjørnene på scenen slog deres kløer så hårdt i publikum, at al beklagelse blev forvandlet til fest.

Teddybears er en gruppe der lever i skove bestående af mange forskellige genrer. Meget elektronisk, noget rocket, andet poppet og en smule med rap. Fælles for bjørnenes opførsel er, at næsten alt de foretager sig er festligt – og denne koncert var alt andet end en undtagelse.
Frontmand Patrick Arve, der dansende sang sig igennem store dele af gruppens lange musikkatalog var så veloplagt, at det fra ende til anden smittede af på publikum. Funkede elektrorytmer mixede sig med de catchy pop-omkvæd som de fremmødte ikke kunne holde sig fra:
”Look I’m as high as the sun, shut your mouth boy when will you learn/
Mama, haven’t you heard? We’re sold out all over the world/

(‘Get Mama A House’)

Efter to ganges gentagelse var det ikke længere nødvendigt for bamserne på scenen at optræde – koncerten kørte af sig selv. Ingen stod stille. Alle enten dansede, klappede eller sang storsmilende med indtil euforibarometeret nåede højere op end noget termometer i det varmeramte land.
Imponerende mange kendte teksterne og adspurgt direkte meldte de fleste sig da også som svenskere. Gruppen var vildest da de tog os med i ’Rock ’N’ Roll High School’. Her havde også mange danskere terpet pensum inden bamsernes festlige festivaleksamen. Og samtidig var det her, Patrick Arve beviste at han var blandt årets festivals dygtigste rappere.

Andre af optursfestens største øjeblikke var da bjørnene gav os et opkvikkende og kuldegysningsfremkaldende slangebid på ’Cobrastyle’. Stort var det også da en ekstra teddybjørn med en sølvskinnede discomaske trådte frem på scenen og en elektronisk version af Dracula-temaet forvandlede sig til ’Hey Boy’, mens nummerets lyrik blinkede på skærmene bagved.
Det ville være misvisende at kalde dagens optræden for en hiphop-koncert, men mange hiphop-fans vil muligvis have haft årets festivaloplevelse på denne eftermiddag i Roskilde.

5 ud af 6 spots
5 RapSpot Spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik og de hæver)

Skrevet af Falco Lamb 05.07.2010 arkiveret under LiveSpot |