I midten af juni udsendte verdens mest prominente hiphop-orkester, The Roots, deres niende studiealbum, siden bandet blev dannet i 1987. ’How I Got Over’, som albummet er døbt, følger op på ’Rising Down’ (2008), der efter bandets eget udsagn ellers ville blive deres sidste. Heldigvis holdt det ikke stik, for ’How I Got Over’ er en fremragende plade.

Hvor ’Rising Down’ var en temmelig dyster og lidt rodet udgivelse, så er ’How I Got Over’ en overvejende positiv og sammenhængende plade. Albummet består af en intro, to interludes og 11 numre, hvoraf størstedelen er produceret af ?uestlove med hjælp fra blandt andre Jeremy Grenhart, Dice Raw, Ray Angry og executive producer Richard Nichols.

Producerne har i fællesskab sammenstykket et album, der er kendetegnet ved melodiøse kompositioner, som på karakteristisk vis blander soul, jazz, funk og rock – med andre ord et klassisk The Roots-album, der med fede beats og catchy melodier emmer af vellyd fra første til sidste track. Blandt albummets mange lækre skæringer kan specielt fremhæves den intense ‘Walk Alone’, den iørefaldende ‘Radio Daze’, det alvorlige, men funky titelnummer ‘How I Got Over’, og ‘The Fire’, der kombinerer stærke vers med et stemningsfyldt hook.

The Roots har atter rekrutteret en række forskellige rappere, sangere og bands til at akkompagnere bandets kompositioner. Men frem for blot at være kransekagefigurer, der ser godt ud på papiret, så er det lykkedes The Roots at finde nogle gæster, der bidrager uhyre positivt til albummet. Hvad enten det er Truck North på den eftertænksomme ‘Walk Alone’, indie-folkbandet Monsters of Folk på det melankolske ‘Dear God 2.0’, Phonte (Little Brother) på ‘The Day’, eller John Legend på ‘The Fire’, så leverer de nemlig bidrag, der øger værdien af albummet.

Jeg synes specielt, at det raptekniske niveau (rim, flow og levering) på udgivelsen er højt, og Black Thought virker på sit skarpeste stort set albummet igennem. Når førnævnte rappere, Dice Raw og P.O.R.N. ligeledes leverer gode vers, så bliver rapudtrykket meget stærkt. Og så er vi ikke engang kommet til det tekstlige indhold endnu.

Inden udgivelsen forlød det, at titlen på albummet refererede til bandets glæde over overgangen fra Bush– til Obama-administrationen. Men frem for et politisk perspektiv synes det imidlertid i langt højere grad at være det personlige perspektiv, der præger det lyriske indhold på albummet. Udover en række interessante enkeltstående temaer som ensomhed, religiøs tvivl og ligegyldigheden i hverdagen, synes det tematiske hovedfokus at være at gribe øjeblikket til at foretage den (mentale) ændring, det kræver for at kommer videre fra (komme over) en negativ til en mere positiv tilstand – deraf titlen ’How I Got Over’.

Med ’How I Got Over’ har The Roots skabt et utrolig lækkert og lyttevenligt album, der med sine iørefaldende produktioner begejstrer lytteren efter blot få gennemlytninger. Det viser sig dog, at de effektivt enkle og ret lettilgængelige numre savner lidt af den kompleksitet, der gør et album rigtig langtidsholdbart. Efter utallige gennemlytninger er der således nogle af numrene, som man mister interessen for. Skulle jeg derfor vurdere albummet udelukkende på baggrund af det musikalske indtryk, ville jeg give det fire spots – om end det ville være fire kraftigt lysende spots.

Imidlertid er det lyriske element – fremførelsen, rimskrivningen og tekstindholdet – af høj klasse og noget af det bedste og mest vedkommende, man efter min mening har hørt fra The Roots’ side i flere år. Det trækker helhedsindtrykket op, hvorfor jeg har valgt at tildele ’How I Got Over’ fem spots, selvom det femte spot måske ikke lyser så klart som de første fire.

5 ud af 6 Spots

Skrevet af Anders Madsen 14.07.2010 arkiveret under Anmeldelser |