Lige siden den nu om dage piedestalsatte ‘golden era’ har fornyelse været et ømt punkt indenfor hiphop. Ghostface Killah har om nogen altid været en mand, der holder det gade uden for mange nye tricks, og efter udskejelserne for the ladies på ‘Ghostdini: Wizard of Poetry in Emerald City’ vender han da også igen-igen hjem til lyden af New York.

Vejen hjem til det store æble starter lige i kærnehuset sammen med to Wu-affiliates. På åbningsnummeret ‘Purified Thoughts’ er GZA og Killah Priest med og spytter over et hårdtslående beat signeret Frank Dukes. Dagsordenen er simpel. Intet omkvæd, ét vers hver og så ellers bare der ud af. Alle tre lægger deres ting tight og især GZA imponerer med et niveau, han ikke har været oppe på i mange år:

“He used to sling in the stairwell/
Fast to put the rap on thinking cap, ignite your hair gel/
No such thing as a fair sale/
He’ll put the bullet out same day, delivery airmail/”

Som lytter sidder man allerede nu og nikker hjælpeløst med nakken, og det bliver man med et par få undtagelser ved med hele pladen igennem. Tonyboy har nemlig formået at samle en håndfuld beats der ikke kun klæder den arrige rappers stemme godt, men også harmonerer fint sammen og giver et fuldstøbt og medrivende udtryk.
Lyden er ikke til at tage fejl af. Her er der gritty NYC-lyd for alle pengene. Især ovennævnte Frank Dukes, der bidrager med tre beskidte skæringer, fanger et lydbillede der er som skabt for Ghostface.

Den gamle wu-svinger lader selv til at nyde godt af den beskidte sound og lyder mere sulten end hvad man har hørt fra ham i lang tid. Pladen har generelt set en fed no bullshit-attityde. Hele 7 ud af 12 tracks er straight rap uden omkvæd, og det giver én billedet af en ung Ghostface, der nærmest må slæbes væk fra lydbåsen, før han holder kæft. Uanset om det er den blaxploitation-inspirerede ‘Superstar’ eller den Star Wars-samplende ‘Starkology’ er der en fed fandenivoldskhed indlagt i hvert enkelt vers.

På pladens 12 sange er der hele 16 gæsteartister og med store navne som Busta Rhymes, The Game og Black Thought må Def Jam virkelig have punget ud med nogle gryn. Udover disse prominente gutter er der selvfølgelig også givet en masse plads til kumpanerne fra Wu-Tang.
Det er dog med gæsterne at pladen står og vakler lidt. Dels fordi der er en del unødvendige og ret kedelige gæster med. Men også fordi der simpelthen er for mange. Man kan spørge sig selv om hvor meget soloplade der er tilbage, når kun 3 sange er deciderede solonumre. Mest iøjefaldende bliver det på ‘Street Bullies’, hvor Ghost ikke engang kan besværes med at rappe et eget vers, men kun har indspillet omkvædet og lader de tre kedelige kort Sheek Louch, Wiggs og Sun God smide hver sit stykke uinspireret rap. Det er virkelig ærgerligt, for når Ghostface nu er i det humør han er i, så kunne man let have overladet en del flere af versene til hovedpersonen selv.

Når det kommer til det indholdsmæssige på ‘Apollo Kids’ rejser sig det altid tilbagevendende spørgsmål, man tvinges til at stille sig selv, når Ghostface plaprer løs. Hvad fanden er det egentlig manden snakker om?
På et par få numre kan et emne faktisk kan tydes, men der er generelt ikke særlig meget hoved og hale i noget af det den gode Tony Starks får spyttet. Det kunne man selvfølgelig godt slå ned på og se som en mangel, men når man lytter til Ghostface, er det i sidste ende ikke dét, man leder efter. Musikken er fed og Ghostfaces udmalinger af forskellige ghettoscenarier er med til at give et hårdt lydbillede, man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i.

Lyrisk er der ikke noget særligt at skrive hjem om på ‘Apollo Kids’. Ghostface har aldrig været nogen lyricist, og er nok i større grad kendt for sin intense levering end sine rimskemaer. Dog får han på et par af numrene strikket nogle virkelig lækre stykker sammen. På det Pete Rock-producerede ‘How You Like Me Baby’ smækker Ghostface stærke linjer ned over et pumpende beat tilsat et lille skvæt orgelslinger:

“Better shoe spots, red and blue drops/
I used to serve those, those my rooftops/
Dane cracked the window when the fuckin room’s hot/
If my CD was skippin get a different boombox/”

Med ‘Apollo Kids’ får Ghostface smækket en plade sammen, der virkelig cementerer hans status som en af de store repræsentanter for den beskidte New York-lyd. Skønt lidt for mange kokke er dette måltid bestemt ikke ødelagt, og med et imponerende arsenal af beats lyder Ghost yngre end længe. Pladens bedste nummer, ‘Troublemakers’ med beat af Jake One og gæsterap fra Raekwon, Method Man og Redman runder på bedste stil en velkogt affære af. Hjemvenderen er tilbage!

4 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 25.01.2011 arkiveret under Anmeldelser |