Enmandskonstellationen The Streets bestående af Mike Skinner markerer med ‘Computers and Blues’ afslutningen på sin karriere. En sidste runde i ringen før han trækker sig tilbage i hvert fald som artist, men formentlig vil han fremover fortsætte produktionsarbejdet. Man har en idé om, at der her er tale om en rigtig pension og ikke bare en Jay-Z.

Mike Skinners styrke er hans realistiske og underfundige dagligdagstekster, for ærlig talt er mandens sangtalent mere begrænset end en gennemsnitlig X-Faktor-deltager, og hans rapevner ditto. Men han trækker hele lortet hjem på charmen, skævheden og den halvfjollede ærkebritiske storbyaccent.

Hans første plader tog helt banale hverdagsdilemmaer op, og gjorde det vedkommende og charmerende. Min interesse dalede lidt da han blev så kendt at han blev nødt til at synge om hverdagsproblemer for hans nye berømte jeg, som unægtelig gjorde identifikationsmuligheden en smule mindre.
Det er tydeligt at han her på hans svanesang er meget bevidst om hvilke virkemidler og effekter der skal tages i brug, og det glade amatør-element, som var en vigtig del af især hans første plader, er trådt mere i baggrunden, men er her dog stadig.

Sangene er velskårne, godt arrangerede uden unødvendigt fyld, og som den dygtige producer han er, er han smart nok til at indse at han vinder meget ved at benytte sig af gæstevokalister her og der, da hans monotone stemme kan blive lidt enerverende efter et stykke tid. Det kan man dog sagtens leve med, når han kaster med fantastiske linjer;
“I’m puzzled by people, loving isn’t easy/ you can’t google the solution to peoples feelings”

Hans sang til sit ufødte barn ‘Blip on a screen’ er et blandt flere højdepunkter, der fremkalder følelser. Desværre er at følge op med den lalleglade ‘Those that don’t know’ et eksempel på sequencing på værst tænkelige måde. Godt for Mike at albummet er fuldstændig dødt som format, medmindre man hører Thomas Helmig eller TV-2, for albummets rytme bliver fuldstændig brudt, og det virker helt uforståeligt at man vil opfølge en smuk sang som ‘Blip on a screen’ med en gang lallende lort.

‘Omg’ er en af de her parforholdssange, som Skinner er fremragende til at skrive, når han får ramt den fine linje, der gør det ikke kammer over i sentimentalitet. Det gør det derimod i ‘We can never be friends’, og det virker lidt småklamt. Et lækkert soulsample bærer ‘Trust me’, der er feel good musik af bedste skuffe;
“I see Alice in Wonderland/ I see Malice in Sunderland”

Det sidste nummer ‘Lock the locks’, som jo også tilsyneladende er The Streets’ sidste nummer nogensinde, handler om at pakke sit lort, skride fra kontoret, lukke bogen eller hvad man nu vil kalde det, og rammer præcis den følelse af “hvad skal der ske nu”. Det fungerer på flere planer, for det kan ligeså godt være en sang om da Skinner startede med at lave musik og sagde sit job op;

“I smoked one too many cigarettes/ I heard one too many lies/
and I’ve gambles on too many bets/ I lost it all to this life/
I’m packing up my desk/ I’ve put it all into boxes/
Knock out the light/ Lock the locks and leave”

The Streets har taget en god beslutning om at gå på pension, og han gør det på en værdig måde. Han er gået fra at indspille sin første plade ‘Original Pirate Material’ i sit soveværelse til europæisk superstjerne, og man må respektere den selvindsigt det kræver at sige stop. Gid andre ville gøre det samme.

4 ud af 6 spots

Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

Skrevet af Jacob Valbjørn 23.02.2011 arkiveret under Anmeldelser |