Der er noget umådeligt interessant ved Wiz Khalifa, der for mig rækker langt ud over hans musik, som jeg blankt vil indrømme ikke umiddelbart har imponeret mig – ud over en enkelt afstikker eller to. Det er derimod det faktum, at Wiz repræsenterer en ny generation af rappere, som i høj grad har formået at gå deres egne veje og opbygge store og loyale fanbaser, ikke alene gennem deres musik, men i langt højere grad gennem deres attitude, livsstil og ikke mindst livsanskuelser, som en stor del af ungdommen kan relatere til.

Nu er Wiz så klar med sin debut, og han bliver i den henseende interessant, dels fordi han er den første i ovennævnte generation af nye rappere, som får udgivet en regulær major label-debut, men især fordi det er spændende at se, hvor meget af hans individualitet og selvbestemmelse, der rent faktisk får lov til at gennemsyre sin debut, eller om det hele er sammensat af “a mountain climber, who plays an electric guitar” (google it).

Fra allerførste nummer står det klart, at der er noget lidt… underligt, lad os sige det sådan, ved dette album. For med et åbningsnummer som ‘When I’m Gone’, der minder utrolig meget om et afslutningsnummer, bliver man faktisk lidt forvirret. Det viser sig dog hurtigt, at åbningsnummeret ikke alene er et af albummets bedste tracks men at det også i utrolig høj grad repræsenterer det som Wiz Khalifa, eller pladeselskabet, har haft af visioner for pladen – med tryk på “visioner”.

I lige netop dette tilfælde vil jeg dog vove pelsen og sige, at pladen i høj grad repræsenterer de visioner pladeselskabet har haft. Eller rettere; jeg HÅBER at pladen i høj grad repræsenterer de visioner pladeselskabet har haft. Dels fordi det rent ud sagt er en rigtig dårlig plade, men hovedsageligt fordi Wiz Khalifa virker direkte ligeglad, og til tider skraber et niveau som er direkte utilgiveligt for en rapper i hans situation.

Helt konkret, og for klarhedens skyld, så vil jeg sige at der er gået Nicky Minajificering i den, hvor det bliver helt tydeligt at pladeselskabet ikke helt har vidst, hvordan de skulle gribe en kunstner som Wiz an. Hvilket har fået den konsekvens, at de har prøvet at dække sig ind på alle fronter, i et forsøg på at tilfredsstille alle lige bortset fra hans kernefans – eller det er i hvert fald, hvad jeg prøver at overbevise mig selv om.

I stedet for karismatisk laidback stoner-rap, krydret med enkelte anthems her og der, er det blevet til overfladisk klappe kage kærlighedsrap med syngende frat-boy omkvæd, og fremstår derved som en konstant påmindelse om, hvor forfærdelig skabelonpræget den amerikanske mainstream (rap) er blevet. Det største problem er dog, at det bliver utrolig svært at finde Wiz Khalifa imellem alt roddet og man ender konstant med at sidde og tænke på andre kunstnere, og så bliver det seriøst problematisk, når kunstnerne som popper ind i hovedet er folk som Miley Cyrus eller Rebecca Black. Ja, så langt nede er vi i det lyriske niveau som Wiz frembringer på denne plade.

At fremhæve numre er i og for sig omsonst, hovedsageligt fordi de gode numre er nærmest ikke-eksisterende og antallet af decideret dårlige numre er overvældende. Jeg vil dog gerne fremhæve det førnævnte åbningsnummer og så ‘The Race’, som er de to tracks, som rent faktisk fungerer, og så selvfølgelig ‘Black & Yellow’, som også er at finde på pladen.

Alt i alt kan man jo sige, det er en rimelig skuffende affære. Det virkelig sørgelige synes jeg dog er, at utrolig mange vil lytte til denne plade og stille sig tilfredse, ud fra en forestilling om, at Wiz Khalifa på en eller anden måde repræsenterer “dem”. Derfor er kritik mod ham og hans Taylor Gang, ligesom den kritik der har været mod Odd Future, ofte blevet afskrevet med frasen “you don’t get it”, der nærmest har fungeret som en form for blanko-check, der kan afskrive enhver opførsel. Eller, i dette tilfælde, ethvert produkt.

Der er nok ikke så meget, jeg kan sige til netop dem, som vil få dem til at ændre holdning til udgivelsen, ligesom jeg ikke er et sekund i tvivl om, at den nok skal gå hen og blive en bragende succes i Guds eget land. Alle andre vil nok have bedst af at holde sig langt væk fra denne plade, og selvom min karaktergivning i nogen øjne kan virke hård, så skyldes bundkarakteren, at dette uden tvivl er en af de værste “stort-opslået-major-label-rapdebut”-udgivelser, hvis lige ikke er set siden Wale‘s ‘Attention Deficit’ – som denne plade deler utrolig mange (ikke musikalske) lighedstræk med.

1 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 30.03.2011 arkiveret under Anmeldelser |