Efter forrige års Selvmordsprojekt er afsluttet og lukket ned igen, er L.O.C. nu tilbage som soloartist med hans femte album ‘Libertiner’. Der er løbet meget vand gennem åen, skrevet mange rim, drukket mange øl, røget mange joints og sniffet meget coke siden det første kassettebånd (!) med Alzheimerklinikken i 1997. Danmarks førende leverandør af westcoast gangsta-rap (min fucking stavekontrol vil helst skrive gangsti) er, i 2011, egentlig ikke så pisse westcoast mere.

Albummets egentlige tema, bag libertiner-konceptet, er selvrealisering gennem en nærmest grænseløs egoisme, populært kaldet et gudekompleks. Det lyder jo, i og for sig, som velkendt territorium for Århus V-rapperen. Men denne gang er det væsentlig mere velfunderet og reflekteret end hans tidligere, hårdtslående udgivelser.

L.O.C. beviste på mesterværket ‘Melancholia’, at han har udviklet sig til en dygtig tekstforfatter, og det er helt klart hans seneste opus’ største styrke. Når det går bedst, formår han at skære ind til essensen med få velrettede ord.

Rune Rask og Jonas Vestergaard står bag størstedelen af det meget tidstypiske og pompøse lydtapet. Det er gennemført og kompetent, men uheldigvis også ret kedeligt og klinisk. Det er lidt den musikalske pendant til at være indlagt på privathospital.

Bedst går det, når der kommer lidt vildskab ind i lydbilledet som på pladens i mine øjne ubestridt bedste nummer ‘Vågen’. Det fortjener en hylde ved siden af rus-bangers som ‘Absint’ og ‘Frk. Escobar’, selvom det stikker i en noget anden retning. ‘Vågen’ er et stemningsmættet og dystert portræt af nattens sidste time, der blander breakbeats og drum and bass-elementer, og holder intensiteten, i stedet for at give den væk ved først givne mulighed med klinisk distortet keyboard-guitar.

Desværre er vi allerede på næste nummer tilbage til softcore-emo-eurodance-Medinaland på førstesinglen ‘Ung for evigt’, der, indrømmet, er catchy af helvede til, men på den rendyrkede popmåde. Lyrikken er skarp, men den har samme syndrom som lidt for mange andre numre fra albummet, heriblandt ‘Rigtig’, ‘Endnu mere’ og ‘Langt ude’. Det er professionelt udført og bundniveauet på teksterne er virkelig højt, men desværre er de udelukkende rettet mod pop-publikummet, og det gør at man (“man” er jo så “jeg” i det her tilfælde) ikke for alvor har lyst til at udforske de gennemførte tekster.

Så er der langt mere kød på benet på ‘Forspil’, produceret af tyske Farhot, der slipper godt fra sine bidrag på pladen. Her rammer L.O.C. (jeg nægter at kalde ham Liam, som alle jer andre wannabes, jeg kender ham jo ikke fuckhoveder!) balancen mellem hans crooner-flow og rap på en knivsæg, og her kommer hans stærke vokal i afslappet udgave virkelig til sin ret:

“Der er dobbelt op på al livsstil og adfærdsmønstre/
Og det der ikke kommer naturligt er bare et skud på hvad man tror de ønsker/
Fuck jeg lader mig rive med som forudindtagede sorger/
Og tager et meget større stykke end jeg nogensinde har kunnet bide ned over/
Jeg brækker kæben af led for jeg ku tabe mit fjæs/
Så hvad nytter det at tænke på om man så ler sidst/
Jeg burde ikke stole på dig og alt i mig støtter op om det/
Men lad mig nu bare prøve engang så må hvad der skal ske jo ske/”

Bedst som lige tror, at han er på vej til at ryste på hånden som en af de største danske rappere, beviser han, at han stadig har det. Det er så fucking sjældent jeg rent faktisk hører en dansk raptekst, man kan bruge til andet end at ledsage musikken og underholde sig med for en kort bemærkning, men her lykkes det.

Livslinen til hans gamle rapstil er ‘Når jeg har jer’, hvor han får lov at sige bitch en masse gange og referere til slæder, som var det ‘Dominologi part II’. Sangen lyder umiddelbart inciterende ved at genspille ‘A Clockwork Orange-temaet, men desværre sætter en sub-par hook-del en stopper for festlighederne. Nummeret lyder fuldstændig malplaceret på dette album, men der er masser af fede, hårdtslående linjer. Og ja, så siger han rent faktisk “ho’s” i 2011. Velkommen hjem morfar, vi har savnet dig!

“Jeg ville ønske jeg var fucked men mit problem/
Er at jeg ser så tydeligt og I er så grimme/
Så fuck jeres drømme de bliver alligevel ikke til noget/
Klokken den er 16 over gæt hvilket kvarter der er gået”

Afslutningen på festen er ‘Momentet’ med albummets eneste rap-feature fra den talentfulde U-dollartegn aka U$O. Eller det troede jeg i hvert fald. Han er her blevet reduceret til sangfugl, for en sang, der lidt for åbenlyst prøver at være sådan et “jeg har gået igennem hårde tider, men nu er jeg på toppen”-tema. Det kan vist ikke siges på anden måde end, at det er corny af helvede til. Selvfed Zulu Award-provinsglamourøs-plattenslager type shit! Jeg respekterer, at han prøver at lave en positiv sang. Eller rent faktisk, er jeg ret ligeglad. Jeg synes bare det lød rigtigt…

Titelnummeret byder på gode takter, og en langsom opbygning og et melankolsk piano gør, at det lyder godt og intenst, indtil forfærdelige Johan Olsen fra Magtens Korridorer leverer det ufrivilligt komiske omkvæd “Hvorfor ser du så sur ud?”. Det er stadig et fedt og værdigt titelnummer, men hvorfor hyre en helt åbenlys sjoller som Johan Olsen?

‘Libertiner’ er et meget gennemarbejdet album, og når man snakker ren og skær professionalisme, kan det måle sig med alt der udkommer på disse breddegrader. Men bagsiden af medaljen er, at lyden tenderer mod det kyniske. Det er sygt overproduceret, og der er blevet gjort køb på musikkens sjæl. Det ændrer dog ikke på det faktum, at L.O.C. i hans skarpeste øjeblikke beviser, at han stadig er en af de mest toneangivende rappere i andedammen.

3 ud af 6 spots

Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

Skrevet af Jacob Valbjørn 31.03.2011 arkiveret under Anmeldelser |