11.05.2011

Tyler, the Creator – ‘Goblin’ (album)

Say it loud like you mean it… Jeg kan med en religiøs fromhed i hjertet sige, at jeg har givet 8 kroner for Tyler, the Creators nyligt udsendte single ‘Yonkers’, og det var alle mine surt opsparede 8 kroner værd. Allerede her har jeg givet flere penge for musik, end alle mine venner og bekendte tilsammen (3 venner, 109 bekendte for at være helt præcis, do the math).

‘Yonkers’, og ikke mindst den minimalistiske og fascinerende video, var en perfekt repræsentant for hvad Tyler, the Creator som artist er. Han appellerer til samme segment som Eminem, Nirvana og Marilyn Manson. Teenage-rebelskhed og chokeffekt og voldsforherligende tekster i en herlig uimodståelig cocktail.

Hans hype har nået groteske højder, og nu vil alle åbenbart støtte det nye raphåb. Selv i Danmark har nogle klamme wannabees og ultra-metroseksuelle bloggere fra blandt andet cover.dk brugt tid på at promovere ham. På deres stiliserede fotos står de der med deres vamle trimmede skæg, og 800 kroners v-udskårede trøje, der går så langt ned, at man næsten kan se brystvorter. De har fundet tid i deres travle jetsetliv til at promovere Odd Future, selvfølgelig lang tid efter resten af verden har opdaget dem. Jeg finder deres opførsel decideret afskyelig. Det ville være forfriskende, hvis de kunne promovere noget mens det var i undergrunden, og medvirke til at nogen fik en chance i stedet for bare at promovere status quo.

‘Goblin’ er hans anden plade efter det fede, men ustabile free download-album ‘Bastard’. Den største lettelse ved ‘Goblin’ er, at der helt tydeligt ikke er et pladeselskab, der har prøvet at producere rebelskheden og charmen ud af ham. Teenageren med dumboørerne repræsenterer hardcore musik, som en af de første US-rappere i årevis med mainstream opmærksomhed. Det er dog et tveægget sværd siden ‘Goblin’ bærer præg af samme glade amatørtilgang, som ‘Bastard’ havde. Der er et væld af originalitet og idéer i en tilsyneladende uendelig strøm fra Tyler, men en producer eller sparringspartner havde med fordel for det samlede resultat kunnet være brugt som filter og overblik på projektet.

‘Goblin’ er skåret efter samme skabelon som ‘Bastard’ med en lang personlig og til tider selvransagende intro. og hele projektet er kædet sammen af en “psykolog” voice-over. På introen kommer Tylers store force virkelig til sin ret, og det er hans rå sandpapirsstemme. Det er næsten ufatteligt, at en 19-årig dreng kan holde en så hård stemme. Allerede her bliver man klar over (hvis man ikke vidste …), at det her ikke er det gennemsnitlige rapalbum. Herefter starter ‘Yonkers’ virkelig festen. Pladens klart bedste nummer, der trods et helt atypisk poparrangement, er blevet et kæmpe hit. En smågenial tekst, der ligger adskillige lag i, som er en blanding af tankestrøm, raserianfald og indre stemmer; “Here’s the number to my therapist/ tell him all your problems he’s fucking awesome with listening”.

‘Radicals’ har trods en tyndt lydende demoproduktion en vis charme med et primitivt omkvæd, der skærer ind til benet på den gode måde: “Kill people burn shit fuck school”. Herefter falder standarden af numrene imidlertid markant, og bundniveauet bærer præg af, at den gode Tyler har manglet folk til at fortælle ham Sandheden. Og den er, at han trods hypen ikke er guds søn, men mere et utrolig spændende work-in-progress.

Udgivelsen skæmmes af fjollede tegneserienumre som ‘Bitch suck dick’ og ‘Transsylvania’. Det underminerer de seriøse numre, og virker mere som en brandert i studiet, der skulle have været blevet liggende på klipperummets gulv. Jeg har hørt Odd Future blive kaldt det nye Wu Tang. Et øjeblik …
HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHHAAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA!

Hans Odd Future-venner er med enkelte undtagelser skruppelløst wacke. For en kort bemærkning kan de være sjove nok, som hans homie Earl Sweatshirt (der dog er m.i.a.), men gode er de sgu aldrig rigtig. Der er en grund til at Tyler har fået pladekontrakten og opmærksomheden, for numre som ‘Burger’, ‘Sandwitches’ og ‘Window’ lider desværre under mine-venner-skal-da-også-have-lov princippet.

Tyler, the Creator er en usædvanlig selvsikker teenager, der er meget bevidst om hans virkemidler. Hans simple produktioner passer godt til hans hårdkogte stemme og indebrændte lyrik, men de cheesy lydende keyboards og dårlige trommer bliver i længden irriterende. Der mangler simpelthen substans i produktionsdelen. Trods en alt andet end fremragende teknik trækker Tyler stikket hjem på charmen, en suveræn stemme, originalitet og når han er bedst, virkelig spektakulære tekster.

“My mom’s gone that broad will never understand me/
I’m not gay I just wanna boogie to some Marvin/”

‘Goblin’ er langt fra den bedste plade der er udkommet eller kommer til at udkomme i år, men den er et hårdt tiltrængt frisk pust af noget rent og hardcore, og guderne skal vide, at det er der satme brug for.

4 ud af 6 spots

Valbjørn blogger fra Lejligheden til venstre

Skrevet af Jacob Valbjørn 11.05.2011 arkiveret under Anmeldelser |