01.07.2011
Roskilde 011: Black Milk @ Cosmopol (torsdag)
En af de dygtigste fra The D, Black Milk, var for anden gang på relativt kort tid på besøg i Danmark. 100 mand på Loppen fik dengang en solid koncertoplevelse, men på Dyrskuepladsen i Roskilde var sættet og bandet endnu bedre, og kombineret med et omtrent 80 gange større publikum fik festivalen en forrygende åbning.
Et kort stemningsskabende medley af Black Milk-instrumentaler løftede fra start humøret, og da bandet – nu også med bas – gjorde sin entré, og den karismatiske trommeslager Daru Jones virkelig fik knaldet brutale trommerytmer ud af højttalerne, vidste man at koncerten ville blive en af de bedre.
Da ’Danger’ åbnede ballet, blev to ting klart: Black Milks energi og karisma på scenen var blevet endnu bedre, men evnen til at rappe live komplimenterede ikke de altid fantastiske produktioner. Det var derfor altid noget, at ’365’ ikke blev fremført – ”never had a out of breath flow”. Det var nemlig det, der skete et par gange.
Til gengæld blev ’Keep Going’, ’Long Story Short’, ’Say Something’ og ’So Gone’ fremført med flot energi, nerve og sammenspil mellem band og aftenens hovedaktør. Black Milk udstrålede kontrol og agerede næsten kapelmester samtidig med rappen. En væsentligt mere hel og harmonisk koncertoplevelse. Til tider blev det næsten for jam’et i det, om end indfald som at fremføre Slum Village-klassikeren ’Fall –N-Love’ stadigvæk var en succes. Der var ikke for meget snak, og når der var, så ledte det til bedre publikumsinteraktion.
’Round of Applause’ og i særdeleshed ’Give the Drummer Some’ iscenesatte bandet på en sublim måde, og Daru Jones kan åbenbart ikke andet end være en af de cooleste trommeslagere, jeg længe har set.
Efter omtrent fyrre minutter var det som om, at publikum havde mistet pusten lidt – der havde altså også være fart på – men hvad gør man så som kunstner? Man serverer selvfølgelig hiphop-hits som ’The Matrix’, ’Deadley Medley’ og ikke mindst ’Losing Out’, hvor vi fik en længere udgave med plads til band og leg med publikum, der beviste at rapperen havde Cosmopol i sin hule hånd.
’Sound of the Alarm’ var selvfølgelig sidst på sætlisten, og det var et publikum i ekstase, der kvitterede Black Milk for en god koncert ved 16.000 hoppende hænder i vejret, og en afslutning ved Daru, der næsten gav kuldegysninger. Black Milks sans for at sammensætte trommerytmer, må altså være blandt den absolutte elite inden for musik generelt.
Næsten alt var bedre end ved juni-besøget måneder tidligere på Loppen. Firemandsbandet lagde endnu bedre bund til de fantastiske produktioner, der var meget bedre flow i koncerten, og energien på scenen og blandt publikum var fantastisk. Tilbage stod jeg desværre bare og var igen blevet bekræftet i, at der er lang vej for Black Milk, hvis han nogensinde skal blive en lige så god rapper som producer.
5 ud af 6 spots
Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Se flere i koncertgalleriet fra torsdag.
Skrevet af Toobs 01.07.2011 arkiveret under LiveSpot |