Den kære Charles Bradley er efterhånden en sagnomspunden mand, hvis hårde liv og relativt sene gennembrud som 62-årig har givet ham øgenavne som The Orginal Black Swan og The Screaming Eagle of Soul. Sidstnævnte henviser til hans utrolig harske, men gennemtrængende stemme, som henleder tankerne til de absolut største soulstjerner, som David Ruffin og Otis Redding. Den ældre herres visit til Odeon-scenen var da bestemt heller ikke gået folks næser forbi, idet teltet på ingen tid blev pakket til randen, mens endnu flere nød koncerten på det bagvedliggende græsareal.

Et veloplagt og velmenende band startede løjerne, med hvad der kun kan karakteriseres som et meget langt forspil, der både tændte og slukkede publikum mere end et par gange under dets kvarter lange spilletid. Heldigvis blev publikum dog vækket fra deres slummer inden det var for sent, og med ordene “Introducing the Original Black Swan and

the Screaming Eagle of Soul, MISTER CHARLES BRADLEY!” indtog aftenens hovedperson scenen, med hvad der bedst kan karakteriseres som euforiske jubelråb fra publikum, som tydeligvis gjorde Charles Bradley en smule paf og benovet.
Og synge, det kunne han, faktisk i en sådan grad, at det nærmest drev ned af væggene med tyk soul, når først han gav stemmen rigtig frit løb. Hvilket afspejlede sig i publikums reaktioner, som gengældte kærligheden tusinde gange igen med jubelråb og spontane klapsalver. Lyden var i den henseende ganske enkelt fantastisk, og selv flere meter ude af Odeon-teltet gik både vokal og instrumentering klart igennem.

Desværre var koncerten dog præget af Charles’ høje alder og dertilhørende energiniveau. Idet man cirka halvvejs endnu engang måtte nøjes med en meget lang instrumental passage fra bandet, som på ingen måde formåede at løfte sig op over det middelmådige. En regulær profil i bandet var savnet og det afspejlede sig flere gange, idet publikum nærmest higede efter afveksling fra deres monotone samspil.

Pausen forstyrrede i høj grad det opbyggede momentum, og han havde efterfølgende svært ved at få publikum med, selv på hans største hit ‘The World (Is going Up In Flames)’. Dét, blandet med lidt for mange klichéer i form af “I love you”-seancer fra Bradley til publikum, endte desværre med at gøre selve koncerten alt, alt for kort, for hovedpersonen optrådte reelt set kun lidt over halvdelen af den lille time det varede.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at publikum var begejstrede, men det virkede i højere grad som om publikum hyldede tanken om Charles Bradley, end den reelle præstation som blev lagt for dagen, der som sagt bestod af alt for lange pauser og flere dyk i momentum, som flere gange efterlod publikum helt for sig selv, kun akkompagneret af et ukarismatisk band.

3 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Se flere i koncertgalleriet fra fredag.

Skrevet af SPOL OP! 03.07.2011 arkiveret under LiveSpot |