03.07.2011

Roskilde 011: Per Vers @ Cosmopol (lørdag)

img_6415Selvom de seneste års festivalerfaringer har vist, at lørdag klokken 12 er et hårdt tidspunkt at lokke et rappublikum frem. Og selvom en regnbyge af de tungere, i år stod ned over Roskilde i timerne op til netop dette tidspunkt, ja så var Cosmopol så godt som fyldt, da konferencieren introducerede Per Vers.

En stribe solbrilleklædte mennesker marcherer i takt ind på scenen og stiller sig i hjørnet. Ved siden af dem står DJ Noize, og ved siden af ham, tre EGO-mænd med blæseinstrumenter. Solbrille-flokken bryder ud i sang: ”Det er Per Ver-eer-eer-eer-eers”. Melodien, frit efter omkvædet på Snoop-klassiskeren ’Whats My Name’.
Korsagen bliver gentaget indtil dagens hoved-EGO Per Vers, står på scenen med sanger Ayoe Angelica og backup-rapper Nappion.

Hurtigt i fuld gang med livshyldesten ’Smuk kamp’ og hurtigt videre til krisenummeret ’Ol’ Thirty Bastard’, hvor rapperen gør det klart, at det er rendyrket nedtur at runde de 30 år. Et fantastisk nummer der lokker tømmermænds-smil og grin frem hos de fleste i teltet. DJ Large produktionen brager gedigent igennem hiphop-teltet og de mange mand på scenen gør bestemt ikke lydoplevelsen værre.
Der er godt fat i det søvndrukne publikum, der klatøjede og klappende ser ud til at nyde de mange scenefolks optræden. Det må siges at være et temmelig ambitiøst set-up rapperen fra Gram har banket op, men Roskildeåret markerer også en milepæl i hans karriere.

På scenen fortæller han, at det er TYVENDE (!!) gang i træk, han oplever dyrskuepladsens mudder, musik og hvad festivalen ellers byder på hver sommer. Men det er første gang han står på programmet som optrædende solokunstner. Med et gennemført acapella-vers garanterer han at gå ydmygt til opgaven, og ikke levere en elendig performance, som festivalgæsterne ved talrige rapkoncerter har måtte finde sig i at stå vidne til. Hvis da ikke kunstneren har glemt sit pas eller er endt i lufthavns-slagsmål og derfor må aflyse.

Det er særligt de overlegne rim og sætningskonstruktioner der gør rapperen til noget særligt. Og nye af slagsen får vi at høre på nummeret ’Roskilde State of Mind’ der er skrevet specifikt til den igangværende koncert:
“Vi har haft nedtur når det regnede ind i teltet / Men vi er der næste gang, hegnet det bliver væltet / Du kan kalde det Roskilde-syge / At sidde i mudder til halsen og sige det’ en byge’”

Ayoe Angelica styrer omkvædet på nummeret der – igen – er baseret på et kendt hiphop-track: Jay-Z og Alicia Keys’Empire State of Mind’. For en garvet festivalgænger virker nummeret helt rørende.

Per & Co. gør det rigtig godt. Vi kommer vidt omkring på den nye plade ’EGO’, men der bliver også gravet efter ældre hits. ’Zen midt i centrum’ fra rapperens tidligere gruppe, Sund Fornuft, og selvfølgelig kaffehittet ’Black Power’, hvor Per faktisk præsterer et hoppende flyvespark på scenen, da han rimende forklarer, at koffein giver ham ”reflekser som en ninja”. Sjovt.
Koncertens største overraskelse kommer da rapper Pede B. – svøbt ind i regnslag – træder ind og slagkraftigt lægger sine linjer på ’Superstar’ der har et fængende cirkusbeat, på den gode måde.
Et superforfriskende indslag der dog samtidig udstiller den gode koncerts eneste rigtige svaghed: At der ikke er de helt store overraskelser, der giver minder der kan rive en op ad festivalstolen når man atter sidder i lejren.

4 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Se flere i koncertgalleriet fra lørdag.

Skrevet af Falco Lamb 03.07.2011 arkiveret under LiveSpot |