29.07.2011
Klassiske kassettebånd-mixes bragt tilbage
Der var engang, hvor et mixtape rent faktisk var et kassettebånd med blandet musik på. Tre oldgamle af slagsen, begået af henholdsvis DJ Noize og DJ Statics hurtige hænder, har bragt solskinnet ind i RapSpots ellers sjaskvåde sommer – og du kan også være med!
Sommer burde jo betyde en masse sol, lir, kolde bajere, grillede bøffer og ikke mindst freshe mixtapes! Manglen på sol i år er et uddebateret emne, men øllet og kødet kan Netto stadig hjælpe med, og det her kick-ass sommer-soundtrack vil booste dit humør og din mojo med flere længder og give dig hvidere tænder!
DJ Noize – ‘The hands That Rock The Table’
Mixtapet blev udgivet i verdensmesteråret 1996, stricly kassettebånd-stilen. Båndet er ikke, hvad man normalt vil kalde et mixtape, men kan vel bedst betegnes som et langt inferno af scratches og cuts og diverse instrumentaler. En svedigt mixtape, hvis du vil høre de vildeste DJ-skillz anno 1996, så læg øre til denne forløber til ‘The Whole Mess‘.
DJ Noize – ’Real Hiphop My Man’
Er du også en af dem, der savner de dage, hvor den danske Statsradiofoni forsynde hele Dannevang med den nyeste hiphop hver fredag klokken 19, i form af vores egen verdensmesters – DJ Noizes – radioshow? Disse tider kan du nu næsten genopleve med ’Real Hiphop My Man’, hvor Noize mixer og scratcher dope tracks fra 1999, med blandt andet Big L, M.O.P., Necro, Timbuktu, Common, Dilated Peoples.
(Husk at tjekke op For ’Tue Track på de 2 fladhjul af stål’, der igen sikrer, at De Røde Lejesvende er leveringsdygtige i hiphop til masserne!)
DJ Static – ‘One’
Her er lidt af, hvad PTA havde at sige om båndet, i sin anmeldelse fra 2001: “Static nøjes ikke med at udvælge sange for rygere, han efterlader også pladespillerne i røg, med sublime DJ-sæt der oser af præcision, hastighed og originalitet. Men det er ikke kun teknisk på et højt niveau, de færeste DJ’s ville have sat KRS-One‘s udstønning: “Now tell me what the fuck am I supposed to do?” sammen med “Rip the cut!!“, og han får bevist, at man ikke behøver at bruge battle-raps til at lave battle-wordcuts. Han forstår med andre ord at gøre opmærksom på sig selv på den rigtige måde, sætte sine fingeraftryk og gør båndet til sit eget, uden at råbe op om hvem der er “on the mix“, for det ved vi jo godt. I det hele taget er det jo en nydelse at høre en DJ, der går så indført i historien, at han ubesværet kan hente inspiration i tidsrummet mellem for 20 år siden og sidste uge. Det er ikke for sjov han bliver kaldt “The Hip-Hop Fanatic”“.
Statics egne ord i dag, 10 år senere: “‘One’ udkom i sin tid på kassettebånd på Masters On Broadway, et tysk selskab som jeg arbejdede med på det tidspunkt. Det var samme selskab som udsendte Static – ‘Mr Fantastic‘ og Static & Nat Ill – ‘50/50‘-singlen. Jeg var tit i Munchen i den periode og har virkelig gode minder fra den tid. Tysklands hiphop-scene passede godt ind i min stil, og jeg fik rigtig god respons for mine dj-gigs og udgivelser. Desværre forsvandt nærmest halvdelen af de optrykte ‘One‘-mixtapes på mystisk vis. Noget med en lager flytning eller noget. I hvert fald kunne man kort tid efter udgivelsen ikke få fat på det mere. Jeg tror ikke, at der var særlig mange der havde det i Danmark. Lyt til det gamle bånd her og gør mig den tjeneste og lyt til mit seneste mix bagefter. Selvom musikstilen har ændret sig, er der stadig mange paralleller mellem de to mixtapes.”
Tjek andre af Statics mixtapes:
‘Blauw Blauw megamix‘ kan lyttes på her.
‘The Nightshift Mixtape pt. 2‘ kan lyttes på her.
Static & Noize ønsker alle RapSpots læsere en god (sen)sommer! Enjoy the tapes!
Skrevet af Johnny Lund 29.07.2011 arkiveret under Artikler |