Så kom det endelig, det famøse Jay-Z og Kanye West album, der allerede før ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ blev udgivet, blev spået til at blive et af nyere tids mest interessante udgivelser. Og interessant, det er det – sådan da.

‘Watch The Throne’ er interessant, fordi det umiddelbart er ét af de allerførste albums i nærmest 15 år, som formår ikke at blive lækket på internettet før tid. Ved at skærpe sikkerheden omkring indspilningerne og forskyde selve cd-produktionen til efter, den er blevet udgivet digitalt, har Jay-Z, Kanye West og Def Jam sandsynligvis ændret måden hvorpå, vi som forbrugere får vores musik distribueret i fremtiden, og det er interessant.

‘Watch The Throne’ er interessant, fordi Jay-Z i høj grad tilskrives Kanye Wests succes, og at han med denne kollaboration, én gang for alle positionerer Kanye West som hans ligeværdige. Noget som tidligere har fyldt en del af Kanye Wests tekster, og måske i høj grad har drevet ham til at skubbe sig selv kreativt, i et forsøg på at nå op til sin big brother, og det er interessant.

‘Watch The Throne’ er interessant, fordi Jay-Z og Kanye West er to regulære superstjerner, måske endda de to absolut største stjerner både i og uden for hiphop-land på nuværende tidspunkt, kun overgået af Eminem. At de vælger at lave et album sammen, svarer regulært til, at Madonna og Michael Jackson havde valgt at gøre det samme i midthalvfemserne, og det er interessant.

Sidst men ikke mindst er ‘Watch The Throne’ interessant, fordi musikken reelt set er dybt uinteressant, og det er om noget interessant.

Grundlæggende oplever jeg, at der hersker en stor misforståelse omkring ‘Watch The Throne’, nemlig at dette udelukkende skulle være en repræsentation af et Jay-Z og Kanye West album, for det er det egentlig ikke. Det er derimod i langt højere grad, et Jay-Z featuring Kanye West album, blandet med et Kanye West featuring Jay-Z album, og det er for mit vedkommende en vigtig distinktion, og uden tvivl albummets største problem.

Albummet åbner med de to numre ‘No Church In The Wild’ med Frank Ocean og ‘Lift Off’ med Beyonce, som er tidstypiske Kanye West-numre, der lige så vel kunne have været left-overs fra ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Førstnævnte track fungerer egentlig udemærket, hvorimod det Beyonce-assisterede er overraskende uambitiøst og ville have passet bedre ind som et gratis ‘G.O.O.D. Friday’-track, som Kanye udgav op til ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’.

Med ‘Ni**as in Paris’ oplever man for første gang hvordan de to verdener, som er Jay-Z og Kanye West, kolliderer. Nummeret starter som et typisk ‘Jocking Jay-Z‘-track, men forvandler sig, hen mod slutningen, til et regulært Kanye-track, som man kunne have fundet på ‘Graduation’. Overordnet fungerer tracket, og det er som helhed fedt, men det er stadig langt fra et decideret Jay-Z og Kanye West track.

På de efterfølgende tracks, er det derefter Jay-Z som overtager løjerne. Først med ‘Otis’, som kunne være taget direkte fra ‘Blueprint’-eraen, derefter med ‘Gotta Have It’, der mest af alt henleder tankerne til nogle af de Timbaland-produktioner, som man ser Jay-Z takke nej til i dokumentaren ‘Fade To Black’.

Det er derved først ved track nummer seks, at man virkelig oplever en samhørighed omkring Jay-Z og Kanye West samarbejdet, i form af det fantastiske ‘New Day’, der dels er albummets absolut bedste track, men også er dét ene track som Rza har co-produceret. Med et dejligt Nina Simone-sample, som bliver autotunet, som kun Kanye kan, og en tekst der henleder tankerne til Jay-Z’s personlige ‘Lost Ones’, ender man ud i et perfekt samspil mellem de to power-egoer.

De sidste fem tracks er betydeligt mere sammenhængende med hensyn til sammenspillet mellem Jay-Z og Kanye West, men det kommer bestemt også på bekostning af, at der mangler en regulær musikalsk profil på albummet. I den henseende er det uden tvivl et af de dårligst produceret albums, som Kanye har haft fingrene i, hvilket ikke skal forstås som om produktionerne er decideret dårlige, men rettere at albummet som helhed, mangler en produktionsmæssig samhørighed, som man ellers har været vandt til fra Kanye West tidligere.

Den største indikation af at Jay-Z og Kanye West kombinationen ikke er alt, hvad den er blevet gjort til, kommer uden tvivl i form af albummets sidste fire bonusnumre, som alle er søvndyssende kedelige, i en grad som man nærmest ikke kan begribe fra to så store talenter… måske lige bortset fra det Pete Rock-assisterede ‘The Joy’, som dog overhovedet ikke er lige så godt, som det kunne have været.

Sidst men bestemt ikke mindst, er der selvfølgelig det lyriske aspekt. Som det er blevet sagt før, så er Jay-Z ikke hvad han har været, og Kanye gør, hvad han nu engang gør, om man kan lide det eller ej. Der kan dog ikke herske nogen tvivl om, at albummet savner noget regulær substans. Der er meget få tracks, jeg får det til 3, som ikke omhandler andet end biler og penge, og selvom dette bestemt også har sin berettigelse i Jay-Z og Kanye West historikken, så savner jeg i hvert fald noget mere fra nu 41-årige Jay-Z, der i min optik tager det ene tekstmæssige tilbageskridt efter det andet.

Som helhed er der dog slet ikke lige så mange dårlige numre, som det ellers bliver gjort til. Hvis man anskuer albummet som en samling individuelle tracks, har en stor del af numrene store kvaliteter og man bliver i høj grad underholdt, desværre savner man den sammenhæng, som man normalt oplever hos Kanye West, og det lyriske spekter, som man normalt oplever hos Jay-Z, og det er virkelig en stor skam.
Bortset fra det, er det uden tvivl et album der er over middel, for når det endelig fungerer, som jeg især oplever på ‘New Day’, ‘Murder to Excellence’ og ‘Made In America’, så er der få som kan matche dem… men lad endelig være med at købe deluxe-versionen, med mindre du er hardcore fan.

4 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 18.08.2011 arkiveret under Anmeldelser |