3 år, så lang tid er der efterhånden gået, siden vi sidst har hørt noget fra Game (nu uden The). Ikke dermed sagt at han ikke har givet lyd fra sig, for det har han helt bestemt med flere mixtapes og mere presse, end de fleste kan håbe på i hele deres karriere. Men alt det er reelt set lige meget, for det er ‘The R.E.D. Album’ som alle har ventet på.

Ovenpå to solide udgivelser, i form af ‘The Documentary’ og ‘Doctor’s Advocate’, skuffede Game (stadig med The foran) alle og leverede ‘L.A.X.’, der fik mange til at tvivle på, om han nu stadig havde den samme gnist og gejst, som da han først indtrådte. Og det er med ‘The R.E.D. Album’, at han skal til at bevise, at han stadig har det i sig.

Og det beviser han da også… sådan da.

For ‘R.E.D.’ er et godt album – nej undskyld, lad mig omformulere. For ‘R.E.D.’ er ikke et dårligt album. Det er spækket med det ene kvalitetstrack efter det andet, og uanset om man er til det Kendrick Lamar assisterede ‘The City’ eller det mere poppede ‘Pot of Gold’ med Chris Brown, så vil man finde, at alle tracks er veludførte og af meget høj standard. Faktisk er det svært at finde nogle decideret dårlige tracks, ja altså lige bortset fra det helt forfærdelige ‘Drug Test’ med Snoop Dogg og Dr. Dre, som er det eneste nummer. der med garanti skulle have været undladt, men lad os se bort fra det et øjeblik.

Game er selvfølgelig bedst, når han er alene, og det er da efterhånden også underligt, at han ikke benytter muligheden for at vise, hvad han dur til noget oftere. Numre som ‘Ricky’, ‘The Good The Bad The Ugly’ og ikke mindst det DJ Premier-producerede ‘Born in the Trap’ burde kunne omvende de fleste tvivlere… eller i det mindste få dem til at lytte en ekstra gang.

Derudover er hans evne til at finde de helt rigtige omkvædsmagere stadig intakt. Hvor han på numre som ‘Red Nation’ med Lil’ Wayne og ‘Mama Knows’ med Nelly Furtado endnu engang formår at inkorporerer de gæstende kunstneres særegne stil samtidig med, at hans eget udtryk bibeholdes. Det er noget som Game altid har haft en helt særlig evne til, eksempelvis på numre som ‘Hate it or Love it’ med 50 Cent eller ‘Like Father, Like Son’ med Busta Rhymes, men som han slet ikke får nok kredit for.

‘The R.E.D. Album’ er uden tvivl et godt album, men der mangler som sagt noget. Om det er dets utrolig lange spilletid, hans evindelige trang til at associere sig med Dr. Dre – denne gang med ubrugelige skits og et decideret lortenummer – eller blot det faktum, at der ikke er ét track som skiller sig ud, så er der noget som mangler i den gængse formel, og det hele bliver, af mangel på bedre ord, lidt kedeligt.

Der er intet ‘Hate it or Love it’, intet ‘It’s Okay (One Blood)’ og heller intet ‘Dope Boys’, faktisk er det måske det mest afdæmpede Game-album til dato. Numrene er måske gode, men en stor del af charmen og den uforudsigelighed, som har præget Games tidligere albums og hele hans karriere bliver af uransagelige årsager holdt tilbage, og i stedet fremstår det hele meget finpudset, forsigtigt og værst af alt middelmådigt.

Game proklamerer flere gange på albummet, at han er ved at afvikle sin gæld til Interscope, hos hvem han blot skylder ét yderligere album. Det kan muligvis være derfor, han har holdt tilbage med de rigtig potente numre, som han i stedet vil kaste efter et nyt og mere samarbejdende selskab. Men i sidste ende er det egentlig kun lytteren som bliver snydt, og det er virkelig en skam, fordi numrene som sagt er helstøbte, de havde blot fortjent at være akkompagneret af numre, som også kan puste liv i albummet.
I stedet fremstår det blot som et sammensurium af ikke-dårlige numre, der sammenlagt konstituerer et ikke-dårligt album, hvilket i sidste ende resulterer i en ikke-dårlig karakter.

3 ud af 6 spots

Skrevet af SPOL OP! 25.08.2011 arkiveret under Anmeldelser |