18.11.2011

Interview: Brother Ali – Muhammedtegninger var som gangsta-rap

På søndag spiller Brother Ali i Vega med vennerne fra Rhymesayers-kollektivet. RapSpot interviewede ham, da han gæstede Danmark på Roskilde Festival 2010. Interviewet blev aldrig bragt dengang, men det gør det nu.
Den muslimske albino-rapper fortæller her åbenhjertigt om sit syn på danske Muhammedtegninger, og om dengang han smed Justin Timberlake ned fra scenen.

Blå himmel og bragende sol. Det er lørdag eftermiddag på Roskilde Festival – en af årets varmeste dage.
Alle festivalgæsterne nyder vejret, mange kun iført shorts, solbriller og en dåseøl.
Men rapperen, som RapSpot møder, sidder inde i en skurvogn med nedrullede persienner og drikker ingenting. Tilbagelænet i en stol med sammenknebne øjne rækker han hånden frem med et skævt smil, inden RapSpot spørger, om han ønsker at lave interviewet inde i vognen:

– Ja, hvis I ikke har noget mod det. Jeg er albino. Jeg kan ikke klare solen, siger den blege rapper hæst.

Han mangler pigment i sin hud og det skaber ofte en sundhedsfare, når han turnerer. Det er dog netop hans huds manglende pigment, mange husker ham på:

– Mine første to år var det en stor hjælp, for alle var sådan: ’Denne fyr rapper som alle andre, men han er albino!’. Det skaffede mig en fanskare fra begyndelsen, siger han og forklarer hvorfor vi ikke laver interviewet ude i solen:

– Mange albinoer dør af hudkræft. For hver gang du bliver solbrændt fordobler du risikoen. Hvis jeg vandrer udendørs i bare tyve minutter, fra et telt til et andet, uden en masse solcreme, bliver jeg solbrændt.

Men det er ikke blot en albinorapper vi sidder og taler med. Brother Ali er troende muslim og er ud over sit særlige preacher-agtige flow, kendt for sine poetiske og spirituelle tekster.
Men at han sagtens være en kontant person, der ikke holder sig tilbage, dokumenterer en episode fra begyndelsen af sidste år. Her smed Brother Ali en af verdens største musikstjerner ned fra scenen til sin koncert. Episoden fik omtale i hiphop-medier og kan ses på Youtube:
– Jeg skulle spille et show i Wyoming, som er kendt for et godt sted at stå på snowboard. Der er et fantastisk klima, et helt særligt sted. Justin Timberlake var der åbenbart for at snowboarde, men jeg anede det ikke.

Flere havde opfordret superstjernen til at tage ind og se Alis show, og det gjorde han. Koncerten var godt i gang, da Justin Timberlake pludselig ville være en del af den:

– Han gik op på scenen og begyndte at beatboxe. Jeg troede bare det var en tilfældig fyr fra publikum, så jeg tog mikrofonen fra ham og bad ham skride ned igen. Men da sangen var ovre sagde min DJ: ’Det var Justin Timberlake!!’. Så jeg smuttede ned og fandt ham og undskyldte og sagde: ’Jeg er albino, jeg kan ikke se ordentligt – vil du ikke komme tilbage igen?’.
Så vi endte med at optræde sammen i et kvarter. Han er en særlig type. Hver gang jeg gav ham en mulighed for at afslutte blev han bare ved. Det var super fedt, siger han.

Brother Ali har spillet koncerter i Danmark flere gange. Den seneste koncert inden dette interview var på Rust i marts 2010, hvor rapperen, oppe fra scenen, spurgte publikum om danskerne var et folk der hadede muslimer, som nogen gik og sagde. Det afkræftede det fremmødte publikum. Og Ali følte sig også velkommen i København. Både som rapper og som muslim:
– At være muslim får mig til at være den bedste version af mig selv, som jeg kan være. Jeg følger islams regler, dels fordi, at man skal som muslim, men også fordi, det gør mig til det bedste menneske, jeg kan være, forklarer han.

– Jeg drikker ikke, og ryger ikke hash, for jeg tror det ville få mig til at føle mig for tilpas med en kortsigtet tilværelse. Jeg jager ikke piger, og knepper ikke en masse ’bitches’, siger Brother Ali, og tilføjer at han kun bruger ordet ’bitches’ for at få det til at lyde sjovt.

– Jeg elsker kvinder. Det ser sjovt ud at hore rundt nogen gange, men jeg tror, at det at have en kvinde som jeg virkelig elsker og som jeg bygger mit liv sammen med, giver den bedste udgave af mig, siger rapperen.

– Men jeg tror ikke, jeg er en bedre person end alle mulige andre af den grund. Jeg hader når religiøse folk tror, de er det. Religiøs arrogance er det værste jeg ved, slår han fast.

Brother Ali nævner flere gange under interviewet – som så mange andre rappere ofte gør – at han elsker Danmark, og at det er blandt hans yndlingssteder at optræde. Men de danske tegninger af profeten Muhammed tager han afstand fra. Dog med anderledes argumenter end dem, der typisk har præget den danske debat:

– Jeg mener, alt skal være i balance, og alt skal bedømmes. Jeg mener kun folk skal tage, hvad de har brug for, og ikke mere – for så er der andre der kommer til at mangle. Det er hvad retfærdighed handler om for mig. Så jeg tror på ytringsfrihed, og frihed til at udtrykke sig selv, understreger Brother Ali før han fortsætter:

– Men de tegninger var ikke ægte frie udtryk, som jeg ser det. Jeg tror ikke, tegneren var en person som ville dele sin sjæls kærlighed med verden. Han gjorde det for bevidst at såre muslimer. I en egoistisk gangsta-agtig handling sagde han: ’Fuck muslimer, jeg er ikke bange for dem. Sut min pik, jeg tegner de her billeder’, siger Ali.

– Tegneren gjorde det sikkert fordi han ikke kunne lide, at se nogle af hans landsmænd var bange for muslimer. Men den rigtige måde at komme den problematik til livs på, ville have været at undersøge spørgsmålet og sige: ’hvorfor er der dog de her spændinger mellem muslimer og danskere?’, siger han og kigger smilende op i loftet:

– Der er et ordsprog – jeg elsker ordsprog, og er en sucker for visdom og alt det – men.. ordsproget siger: ’Vi går alle igennem livet med to spande i vores hænder. Den ene er fyldt med vand og den anden er fyldt med benzin – hvilken en vil du smide på bålet?’

Brother Ali holder en kort pause og kigger med sine sammenknebne øjne så intenst på RapSpots udsendte som han kan. Han fortsætter i en rolig og forsigtig, men fast tone:

– Ham tegneren valgte at smide hele sin spand med benzin på bålet. Det var ikke en handling i balance, og det var ikke rimeligt. Det er at udtrykke sig, ja. Men det er en meget lav måde at udtrykke sig på. Det er som gangsta-rap. Som Ja Rule og 50 Cent. Som at sige: ’Du sviner mig til… så du er bøsse’. Det er lavt. Forstår du, hvad jeg mener?, spørger han og skifter til en hårdere stemmeføring:

– Men muslimernes svar på det her var også lavt. Alle optøjerne, truslerne og afbrændingerne… Men det var nogen muslimers reaktion. Mange af os skrev i stedet breve og essays som modsvar. Man bør kæmpe mod had, med kærlighed. Det lyder som noget Oprah Winfrey, hippie-agtigt-shit – det er det ikke – men jeg mener man bør sige: Jeg er klar til at dø for hvad der er rigtigt, og ikke slå ihjel for hvad der er rigtigt. Det er kærlighed. Ikke hippie-kærlighed. Ikke hovedløs kærlighed. Det er Jesus-kærlighed, Gandhi-kærlighed, Martin Luther King-kærlighed, siger han.

Men som muslim, hvordan har du det så med, at der er så meget negativt fokus på islam i medierne. Er det ikke hårde tider, at være muslim?

– Der er en del af den muslimske verden, der kun fungerer ved had, vold og hævn. Men for mig, og mange andre muslimer, er de som den fætter i familien, der ikke dukker op til festerne længere. De er teknisk set en del af familien, men de er så langt ude, at ingen kan nå dem.

Vi er inde på et ømt punkt, der tydeligvis irriterer rapperen. Han hæver stemmen når han taler om ekstreme, fanatiske muslimer:

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem. Vi er ikke samme slags. Jeg anerkender dem ikke engang. Der er et street-ordsprog der siger: ’Real recognize real’. Men det blik de har i øjnene, den måde de taler, den måde de bærer sig selv frem på og den måde de behandler andre mennesker på. Det anerkender jeg ikke, siger han med alvor i stemmen.

– Den adfærd har jeg aldrig set i Koranen eller hos profeten Muhammed. Men jeg bliver dømt og dårligt behandlet på grund af den her type mennesker som.. jeg fuckin’ ikke engang kan lide! Jeg kan fuckin’ ikke lide den her type muslimer, mand! Forstår du hvad jeg mener?

Rapperen bliver stille igen for en kort stund:

– Men sådan fungerer det for alle grupper, der bliver marginaliseret. Se på homoseksuelle. Folk finder de mest fuckin’ mest latterlige bøsser de kan og siger: ‘Sådan her er homoseksuelle’. Men den gennemsnitlige homoseksuelle er jo ikke sådan der.

 

Brother Ali spiller i Store Vega søndag den 20/11, med Atmosphere, Evidence, Blueprint og Grieves.

Læs anmeldelsen af koncerten på Roskilde Festival 2010 her.

 
Foto: Bo Pee (klik på billederne for større skud)

Skrevet af Falco Lamb 18.11.2011 arkiveret under Interviews |