Interesserer man sig for dansk hiphop er man nok på et eller andet tidspunkt, i en eller anden sammenhæng, støt på Nappion. Den gæve multiartist har i lidt over en dekade været aktiv på scenen gennem alverdens forskellige projekter, fra de tidlige Top Notti-dage, via de mange års tætte samarbejde med Per Vers, til sidste års Rhinos-udfoldelser. Omsider er det så blevet tid til debutpladen, sammen med den futuristiske beatmager Kriswontwo.

I pressematerialet til ’Breaking Ice’ beskrives EP’en som værende udenfor boksen, og fra første minut står det klart, at det ikke er den sædvanlige omgang hiphop, man her får serveret. ’Hands Up’ åbner op med rumklangsfyldige klaverakkorder og en rastløs bastromme, der frenetisk stamper derudaf ørefængende skævt. Med proklameringen om, at det endelig er blevet Nappi’s dag, knuses isen og Nappions hårdtslående flow sætter skub i bølgelængderne.

Nappion, der nok primært har gjort sig bemærket som en utrolig dygtig beatboxer, får på ’Breaking Ice’ i den grad bevist, at han også kan rappe. Leveringen ligger hårdt og præcist, og stemmeføringen supplerer Kriswontwos udflydende produktioner på en virkelig fin måde. Lyrikken er generelt på et højt niveau med en ofte tilbagevendende trestavelses-rimstruktur, der skaber en lækker dynamik. Tag for eksempel ’War Is Over’, hvor en nærmest haltende trommeprogrammering fungerer som den perfekte kulisse til Nappions vellagte linjer.

“Late nineties, I was on the coming up/ run amock/
back then that was a younger buck/
don’t aproach the cypher if you ain’t gonna bust/
wack emcees, nah they ain’t one of us/”

Nappion vil dog mere end at rime, og gennem EP’en udfolder han sig blandt andet også gennem sang og mundtrumpet. Den eneste hage ved den multitalentfulde rappers præstation er det lidt svage indhold i teksterne. For at sige det kort giver de ikke særlig meget mening. Dette kommer især til udtryk på den lidt uheldige ’My Beautiful Ugly’, hvor et noget vagt tema om overfladiske forhold resulterer i to vers, der ikke fungerer særlig godt hverken i indhold eller levering. Dette er især ærgerligt for den ellers fantastiske produktion.

Lydbilledet på ’Breaking Ice’ står Kriswontwo som sagt for, han har tidligere har gjort sig bemærket med blandt andet solopladen ’Directions’ og et EP-samarbejde med Johnny Prince. Manden bliver dog kun bedre og bedre for hver gang, han udgiver noget, og ’Breaking Ice’ må siges at være det hidtidige højdepunkt, hvor variationen og dybden i numrene er fantastisk. Det er et skævt lydbillede, hvor der er givet plads til legesyge med temposkift og spontane udskejelser, der sikrer, at man aldrig keder sig.

Hvert nummer har sin egen lille udvikling, og der er ikke givet meget for den klassiske vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Det kommer bedst til udtryk på ’War Is Over’, der på trods af sin knap fire minutters længde, fungerer som en tretrinsraket med tre vidt forskellige stykker.
Til alle numrene er der også vedlagt instrumentaler, så man selv kan finde alle Kris’ kælerier for detaljen. Læg for eksempel mærke til high-hat’en, der sniger sig ind midt i andet vers på ’Hands Up’.

Hele Ep’en er om noget præget af variation, og det er besværligt at sige noget generelt om pladen. Dette gør sig også gældende for det sidste nummer, den ekstremt dansable ’Lumela’, der med kraftige afrikanske influenser dels byder på orgelsolo fra Kriswontwo og bebop-lignende chant fra Nappion.
Firspors-fornøjelsen ’Breaking Ice’ er et rigtigt spændende bekendtskab, og selvom der er nogle svage steder, kan den varmt anbefales. En udgivelse hvor variation og genreblanding er sat i centrum, og resultatet er legesygt, spændende og langt hen ad vejen virkelig godt. Man kan kun håbe at de to herrer, sammen eller hver for sig, bliver ved med at bryde is til nye uudforskede vandløb.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 20.04.2012 arkiveret under Anmeldelser |