22.04.2012
Xfarm – ‘Flugten’ (album)
DJ Xfarm har været med i hiphop-gamet rigtig, rigtig længe og har lavet alt lige fra at arrangere jams, til at stille op til dj-konkurrencer og udgive plader med sit gamle crew 2bak I Munden. Nu kan Xfarm aka. John Svendsen tilføje endnu en appelsin til sin hiphopturban, dette i form af hans nye plade ‘Flugten‘.
Pladen kan kort sagt siges at være delt op i to dele, hvoraf side B må siges at være den meste interessante, set ud fra et hiphop’sk perspektiv, da den gæstes af rappere. A siden, og dermed første del af pladen, er derimod dedikeret sangere og sangerinder såsom Joy Morgan og Thomas Rafn. En opdeling der virker ganske velovervejet og er at foretrække.
Første del af pladens numre bringer reminenscer fra 90’ernes trip hop, dog med en opdateret sound, der passer ind i nutidens lydbillede, så det lyder sløvende, uden at blive for stenet. Det nummer der her fungerer bedst er ‘Duften af Nanna‘ med Thomas Rafns hypnotiserende vokal, hvorimod et nummer som ’Skyggerne I Mørket’, med Annemarie Zimakoff, hurtigt går hen og bliver halvkedeligt cafémusik. En ganske befriende del ved sangerne og sangerinderne er, at de alle har lagt deres vokal ned på dansk. Dette gør pladen fremstår mere stringent og helstøbt, da lytteren undgår et mix af det danske og engelske sprog.
Ved at skimte pladens trackliste til side B, kunne man fristes til at tro, at nogen har glemt at låse døren til det danske hiphop plejehjem, da Isbjerg og Konen – dansk hiphops svar på Tollundmanden og Egtvedpigen – gør come back og gæster skiven. Selvom Konens fortælling om at være rodløs og prøve på at finde sig selv ikke vil gå over i historien som bedste tekst i dansk hiphop, har det sin charme, at hun gæster pladen – desuden er Konen stadig en af de bedste rappere vi har i Danmark uden en diller… Gæsterappen af Isbjerg kan umiddelbart virke som et nostalgitrip fra Xfarms side, men Xfarm har formået at kreere et dejligt mellow beat, der passer Isbjergs lettere talende og drevent flow, samtidig med, at Isbjerg med sin tekst fremstår som en mand med noget på hjertet. På den måde ender tracket med at overraske yderst positivt, hvilket DJ Guller også har sin del af æren for, da han velsigner ‘Runder af Rim‘ med sublime cuts.
Pladens to bedste numre bliver dog leveret af Khalern og Eagger. Med linjer som ”Spytter lortet flydende som laksativer – du lyver – Jeg tror ikke på dit gangstaliv, det’ de sange du skriver jeg har min tvivl, det går ik’ så godt for dig, gangstativ!” og Khalerns sædvanlige humør og skarphed snupper prisen for skivens bedste rap over et hæsblæsende, og ved første afspilning larmende og rodet, beat, som vinder ved flere gennemlytninger. Over et tungt lydspor, der henter en sprudlende energi fra et par solide blæsere, dissekerer Eagger hipster-fænomenet, kortlægger dets anatomi og deler verbale røfler ud til de selv samme hipsters, som netop nu danser rundt til hans ’Kugledans’. Desværre for dette track, rapper Eagger kun et enkelt vers, hvilket efterlader lytteren sulten efter flere af Eaggers underfundige spydigheder.
Med ‘Flugten‘ har Xfarm lagt et musikalsk visitkort, der vidner om, at han spænder bredt og er en solid producer med et mangfoldigt udtryk. Desværre er det ikke altid gæstevokalerne lever helt op til Xfarm beats, der holder en høj standard. Som lytter sidder man i visse situationer tilbage med et ønske om, at nummeret ikke havde vokal på eller blev gæstet af en anden vokal. Et andet kritikpunkt, på en ellers udmærket plade, er dens længde. Når nu Xfarm har bevist han er en dygtig producer, der forstår at udvælge fine gæster, er det ærgerligt, at pladens længde kun lige sniger sig op over en halvtimes varighed.
4 ud af 6 spots
Skrevet af Johnny Lund 22.04.2012 arkiveret under Anmeldelser |