27.04.2012

Sketzh – ‘Skrivere – København 1984-1987’ (bog)

Der var engang i midten af fattigfiserne hvor Kongens København bestod af to farver. GrÃ¥ vægge og røde s-tog. Pludselig sneg byens ungdom sig ud som skygger i natten og malede vægge og tog med figurer og bogstaver i et væld af farver, der henrykkede nogle, skræmte andre, og er blevet hængende lige siden. I ‘Skrivere – København 1984-1987’, der netop er udkommet, dokumenterer Sketzh med billeder, portrætter, skitser og artikler, hvordan det sÃ¥ ud, da graffitien kom til landet og byen fik farver og forvandlede sig til Kongernes København. Det er blevet til en fantastisk flot, grundig og lidt svært tilgængelig bog.

Den knap 300 sider lange bog skildrer udviklingen i graffitiens første Ã¥r i København. Det er historien om, hvordan kulturen siver ind i landet via hiphop-filmen ‘Wild Style’ og over 4 Ã¥r formÃ¥r at komme pÃ¥ bÃ¥de mure og tog, i avis og bog, pÃ¥ museum, i politiet og politikernes søgelys, og endda at ende i NytÃ¥rstalen, hvor Dronningen giver de unge konger et royalt møgfald.

I ‘Skrivere’ bliver man bliver hurtigt dus med navne som Whap Gang, Freez & Dimmer og Lyngby Graffiti Drenge, men galleriet skifter ogsÃ¥ i Ã¥renes løb. Der er mange smÃ¥ historier i den store, som man stille og roligt afkoder under læsningen. Det er for eksempel drønspændende at følge Nikolaj Peyk forvandle sig til Kyle, en ledende figur i Whap Gang, hvorefter han pensionerer sig tilbage i 1986 i det første af hans karrieres mange sceneskift. OgsÃ¥ Doggie fra crewet The Dark Roses skilder sig ud, ved som en af de fÃ¥, at lave graffiti med politiske budskaber som ”New nation for peace and human life”.

Bogens virkelige scoop synes jeg er portrætterne af skriverne selv, der troner foran deres værker, som man ellers dengang som nu normalt kun kan forbinde med en anonym signatur. Omslaget, hvor Lyngby Graffiti Drenge poserer med meterbrede smil og hævede Zulu-håndtegn, signalerer også at dette ligeså meget er en bog om de unge kunstnere som om deres kunst.

Vi får lov at se dem både mens de maler og når de stolte kører i de S-tog deres værker pryder. Det ligner langt fra et forbryderalbum, men derimod en galleri af seje og somme tider overkåde teenagere iklædt cowboyjakker med hjemmelavede farvestrålende rygmærker, altid med Quick-spraycan i den ene hånd og en Coca-Cola i den anden. Ånden indkapsles perfekt i citatet ”Måske er det farligt, jeg ved det ikke, men det giver i hvert fald blå bussemænd”.
Et særligt afsnit om ungdomsklubben Thomas P Hejle’s pÃ¥ Nørrebro giver ekstra godt indblik i, hvordan sammenholdet var i graffiti- og hiphop-kulturen dengang. Billedet fra en fest i klubben, hvor scenen er malet som en kopi af amfiteateret fra ‘Wild Style’, siger næsten alt om hvor gennemført, men ogsÃ¥ naiv tilgangen til hiphop var.

‘Skrivere’ er pÃ¥ en gang sat op kronologisk og delt op efter bydele og toglinjer. Den kronologiske stil giver en fin fremdrift, der gør at udviklingen fra ubehjælpelige bogstaver og simple figurer til sindssyge whole cars med wild style ruller frem for øjnene af en desto længere man æder sig frem i bogen. Samtidig kan man, pÃ¥ grund af de afsluttede afsnit om graffiti pÃ¥ fx Svanemøllen eller Nærumbanen, dykke ned hvor som helst i bogen og fÃ¥ en afsluttet oplevelse. De over 450 billeder, der udgør kernen i bogen, suppleres af artikler og citater fra samtiden. De varierer fra Billedbladets revolverjournalistik til Informations kulturradikale reportager. Selv DSB’s propagandamagasin Ud & Se kommer til orde og fÃ¥r ventileret sin galde.

Det mest overraskende ved udformningen, er dog det der er udeladt. Der er stort set ikke et ord i bogen, der er skrevet efter 1987. Selv forordet er nuppet fra provokunstneren Jens Jørgen Thorsens hyldest fra ’86 til de, ifølge ham, oversete kunstnere. Det vil sige den er klinisk renset for den romantiserede nostalgi eller bagkloge bitterhed eftertiden mÃ¥tte have overfor graffitiens big bang. Samtidig gør det dog, at bogen kan være vanskelig for udenforstÃ¥ende at navigere i, fordi man ikke eksplicit fÃ¥r forklaret, hvad der er de største forandringer i Ã¥renes løb, hvilke pionerer, der stÃ¥r bag hvilke milepæle, eller hvad det der ”Dandy Bubble Gum”-graffiti gik ud pÃ¥. Jeg tror mange vil føle graffitimalernes egne stemmer mangler, men det virker som et bevidst valg som bogens bagmand Sketzh har truffet. Han er krediteret som tilrettelægger, men han er samtidig udgiver og ikke mindst medspiller i bogen, der sÃ¥ledes er delvist selvbiografisk, og mÃ¥ske er det ogsÃ¥ for ikke at kompromittere sin rolle som aktør, at der ikke er nogen eksplicit nutidig refleksion.

Med ‘Skrivere – København 1984-1987’ har Sketzh givet de første og største af graffitiens mestre herhjemme et fornemt og nøgternt eftermæle i en genre, hvor kunsten desværre ikke overlever til de kommende generationers skue. Uden at tage munden for fuld synes jeg faktisk han giver kongerne en krone pÃ¥ hovedet. Man kan blot hÃ¥be, at han fortsætter med de næste Ã¥r og at der sidder en provinsredaktion derude, der kan supplere med resten af landets historie fra dengang det hele var nyt og kunsten pÃ¥ muren hverken hed burner, piece eller throwup, men slet og ret ”en graffiti”. Det er imponerende, hvordan han – udenom forlag – har formÃ¥et at skabe sÃ¥ helstøbt og flot opsat et bogværk, der, for de der var der, mÃ¥ føles som et familiealbum og for os, der beundrer dem, er veltilrettelagt historieundervisning.

4 ud 6 spots

Skrevet af ptas 27.04.2012 arkiveret under Anmeldelser |