RapSpot.dk » LiveSpot: Brother Ali & Co. konverterede Lille Vega

27.05.2012

LiveSpot: Brother Ali & Co. konverterede Lille Vega

Brother Ali har i over en dekade spredt sine tanker om livets små og store størrelser til et stadigt voksende publikum. Gennem sine numres meget personlige budskaber, omhandlende respekt, selvværd og forskellighed, har manden opnået noget der minder om en præstestatus indenfor hiphop-miljøet. Den 21. maj havde Lille Vega rullet bedetæppet ud og inviteret til aftensang med denne mester af ceremoni.

De to Rhymesayers-labelmates, Grieves & Budo havde aflyst deres opvarmningstjans, og den officielle kordegn for aftenen blev i stedet den relativt ukendte Sims og, uden at annoncere det, den lovende Seattle-rapper Grynch. Skønt undertegnede kun nåede at se to numre, fortjener Grynch stadig omtale, da han virkelig er en lyrisk dygtig rapper med lyden solidt plantet indenfor boom-bap genren. Download hans EP ’Chemistry’.

Efter Grynch var det altså den noget utraditionelle Sims’ tur. Med et sympatisk og uprætentiøst indtryk proklamerede den atypiske rapper, at da han selv ville se dummest ud i aften, så skulle publikum ikke være blege for give sig hen. Med denne opfordring af vejen gik et show i gang, der nok kom bag på de fleste. Sims har et imponerende rytmisk flow, der pendler mellem langsom og hurtig levering. Det fungerede fint over aftenens numre, der primært var taget fra Sims’ seneste plade ’Bad Time Zoo’, med medrivende beats fra Doomtree-affiliate Lazerbreak.
Desværre gik Sims’ noget skingre stemme tabt i de fyldige og basrige produktioner, og det blev relativt svært at høre lyrikken. Hvad der dog manglede i lyd, havde Sims til gengæld i showmanship, hvilket publikums velvilje afspejlede. At manden flere gange igennem showet undskyldte med at have taget en 16-timers bustur fra Prag natten inden, virkede helt unødvendigt, da det efter alt at dømme kun kan have resulteret i et stadie af overtræthed. Dette blev mest iøjefaldende, da Sims i løbet af nummeret ’Burn It Down’ hoppede ud i publikum, fik alle ned på hug, for derefter at få festen til at eksplodere. Sims fik med sine livsbekræftende vers og sin ligetil fremtoning spredt en god stemning, der fungerede perfekt inden aftenens hovedperson.

Efter et kvarters veludført mix fra den dygtige DJ Plain Ole Bill trådte Brother Ali sikkert ind på scenen til ørebedøvende larm fra det velopvarmede publikum. Med den karakteristiske blanding af afslappet ydmyghed og højtidelige nerve, der kendetegner Brother Alis musik, blev setlisten ligeså en blandet kompot med tid til både festlig livsglæde og afdæmpet eftertanke.
Indledningen hørte helt klart til i den førstnævnte kategori med massive numre som ’The Preacher’, ’Truth Is’, samt et velspyttet festvers over Incredible Bongo Bands klassiske ’Apache’. Det fremragende nummer ’Tight Rope’, blev ligeså festet lidt op på sand beatjacking-manér, hvor andet vers blev rappet over Alchemist-bangeren ’Keep It Thoro’ og tredje vers over westcoasthittet ’Still D.R.E.’. Det var især sjovt og noget uvant, at høre rap om homoseksuelles problemer over noget så gangsta som en Dr. Dre-produktion.
På trods af den festlige stemning hos et henrykt publikum, var de første 6-7 numre desværre forstyrrede af lydproblemer, hvor bassen overdøvede det meste. Det var især svært at høre vokalen, hvilket når det kommer til en mand med så meget på hjerte som Brother Ali, er ret fatalt.

Brother Ali udgiver til august sin nye skive ’Mourning In America, Dreaming In Color’ sammen med ingen mindre end Jake One. Denne aften bød derfor på tre eksklusive smagsprøver, der alle fungerede forrygende, og i hvert fald satte denne anmelders forventninger til pladen et godt stykke i vejret. Især det til aftenen fremfundne ekstranummer, hvor et kordrevet tungt beat, lægger fundamentet til en noget atypisk flowteknik fra den kære broder, var en positiv overraskelse.
Der blev i løbet af koncerten også givet tid til en helhjertet acapella-fremførelse af et nyt ukendt nummer, hvor Brother Alis evner for historiefortælling for alvor fik plads til at udfolde sig. Fra at først letsindigt rappe om tourlivet, foran et grinende publikum, udviklede historien sig for at til sidst behandle venners pludselig død, med en bevægende levering fra Brother Ali, der opslugte det nu fuldkommen tavse publikum. Aftenens måske smukkeste øjeblik.

På trods af de til tider meget smukke fremføringer, var det dog også i løbet af settets mere afdæmpede dele at Brother Ali mistede momentum en smule. Numrene ’The Travellers’, ’Walking Away’ og ’Rain Water’ blev høvlet af uden nogen større indlevelse, hvilket var ærgerligt, da andre dele af koncerten så tydeligt viste den intensitet, som Brother Ali kan få fremmanet når han virkelig vil.
Især fremførelsen af ’The Travellers’ virkede nærmest undskyldende og burde nok helt have været udeladt. Det hele sluttede dog mægtigt af med ’Self Thaught’ og ’Take Me Home’, der medvirkede til, at den noget svingende intensitet i showet heldigvis endte på toppen.
Gående ud fra Vega kunne man som tilskuer ikke lade være med at føle sig smittet af den livsbekræftende energi, som Brother Ali og Co. i aften havde medbragt. Så selvom showet til tider var plaget af haltende lyd og et svingende intensitetsniveau, hersker der ingen tvivl om at Brother Ali er en rapper, der gennem sin levering besidder evnen til i glimt at tilføre sine rim et helt andet liv på scenen. Noget der i den grad afspejledes i publikums hyldestråb efter koncerten: ”ALI, ALI, ALI”. Præstens prædiken var overstået og publikum konverteret.

4 ud af 6 spots