03.06.2012
Raske Penge – ‘Original’ (ep)
For tiden oplever dansk dancehall en renæssance efter at have ligget og ulmet en håndfuld år i undergrunden, og den kommende tid tyder meget på, at de dancehall-hungrende masser vil blive velsignet med udgivelser fra genrens førende kunstnere. Afsenderen bag en af vinteren og forårets største hits indenfor genren, ’Rundt’, udsender nemlig nu maxi’en ’Original’, hvorfra nummeret ’Intelligent’ allerede har hærget din radio.
På ’Original’ har den erfarne reggae-dj’en Ras Money bks. Raske Penge teamet op med Pato og producerne Pharfar & Pilfinger, som hver har stået for en produktion. Resten af maxi’ens tre tracks, har TopGunn i producersædet. Hvert nummer har mere eller mindre sin egen lyd, hvilket gør lydbilledet meget varieret og at lytteren bliver præsenteret for mange af de forskellige musikalske udtryk, dancehall-genren har at byde på – der er alt lige fra den lidt mere hiphop og ragga-jungle inspirerede del, som høres på ’Original Bang Ding’, til den mere rendyrkede, rå og monotone dancehall som findes på ’Mandsling’. Fællesnævneren for alle beats er dog, at de alle er imponerende godt skruet sammen og inviterer til hovednikken og dans.
Selvom hele denne nye bølge af dancehall, der skyller indover Danmark, kan virke en anelse gøglet, står Raske Penge som en af de artister fra den nye generation, som er mest eftertænksom og har mest på hjerte. Dette skinner igennem på alle skivens skæringer, undtagen ’Original Bang Ding’ og remixet af dette, ’Original Bang Dub’, som er et stort Big up!, til de folk, der dyrker og bruger musik.
På ’Baghave’ – en fortælling hvor Raske Penge giver den som narkoman klar til at lave et villaknæk, for at score en smule kontanter til finansiering af det næste fix – bruger Ras Money en narkomans håbløse situation til at diskutere den nuværende stoflovgivning. Her plæderes for, hvordan menneskelige og samfundsmæssige omkostninger kan reduceres, ved at staten går ind og regulerer og kontrollerer stofmarkedet, så de stofafhængige undgår at leve efter cyklussen, ”Knæk, bræk, hug, stjæl, tekst kontakter, mødes, sælg, ring pusher, køb, find sted til pausen, før det starter igen” og støtter narkoindustrien. Et nummer, der med en original og skæv idé, argumenterer for en liberal og menneskelig narkotikalovgivning på en mere sofistikeret måde end bare at råbe paroler som Fri hash nu!.
’Mandsling’ er en skæring, hvor Raske Penge uddeler verbale øretæver til de store, stærke, aggressive og usikre mænd, som gemmer deres mindreværd bag kæmpe, tunge, steroidpumpede, tatoverede muskler og taler med hænderne før, de åbner munden:
”… indeni briden gemmer der sig et lille skvat, og han vil ud, ud igennem tatoveret acne befængt hud, ud og står ved det når han trænger til at tud’, ud og få en masse krammer, ud og lig’ og flæbe over man stammer, ma-ma-ma-ma-mandsling altid skal du true med at slås.”
Den citerede del, er bare et eksempel på hvilke underholdende linjer der danser over det nedbarberede, men fængende beat.
Hyldesten til den pacifistiske livsstil og forsvaret for dem der bliver trynet af de store, fortsætter på maxiens sidste nummer, ’Intelligent’. Men nummeret har et twist og tager en drejning, så det ikke kun er den boglige intelligens, der bliver fejret, men også andre former for intelligens som foe eksempel den sociale.
Sidst men ikke mindst, er det værd at fremhæve maxiens flotte og veludførte cover, der i første omgang ligner en billedcollage fra en hektisk storby, men som også viser sig at være et fikserbillede af Raske Penges hoved. Det bliver derfor meget nærliggende, at betragte cover som et sammensurium af Raske Penges tanker, så det kan ikke kritiseres for at være falsk varedeklaration for indholdet.
Raske Penge debuterer i en alder, hvor flere musikere går med overvejelser om at pensionere sig selv. Heldigvis har dette ikke afholdt ham fra at udgive musik. Man kan blot ærgre sig over, at han ikke har udgivet plader tidligere, da han bestemt formidler sine budskaber på underholdende, intelligent, fængende og ofte humoristisk vis, samt undgår at falde i den store gryde, proppet til randen med floskler og klicheer! Et ønske må være, at folk ikke kun danser med til Raske Penges pumpende og inciterende tracks, men også vil give sig tid til at lytte efter teksterne, der behandler spændende og interessante emner fra en anderledes vinkel. Det ville således være dumt at forveksle det til tider gøglede udtryk med useriøsitet og ren lal, da en af de ting, som for alvor står tilbage efter lytteoplevelsen med ’Original’ er, at det er muligt at behandle tunge og seriøse emner i musik uden, at man behøver være gravalvorlig og svinge en moralsk pegefinger. Den største fare ved denne maxi er derfor, at det er svært at sidde stille til de hårdtslående beats, og Raske Penges tekster derved er i farezonen for ikke at blive lyttet på, hvilket ville være en skam, da hr. Penge er en mand med meget på hjerte.
5 ud af 6 spots
Skrevet af Johnny Lund 03.06.2012 arkiveret under Anmeldelser |