Kool Keith er en af de store mytiske, spaltede personligheder i hiphoppens kongerække. Det vil sige, at mens de andre kæmper om at sidde på tronen, står Kool Keith i et hjørne af tronsalen og onanerer med Zorro-maske på. Hans anderledes tilgang til alt fra udtryk og påklædning til sprog og flow har gjort rapperen fra det sagnomspundne South-Bronx relevant i indtil flere inkarnationer og langtidsholdbar som få. Onsdag aften spillede han på Loppen med sin mangeårige samarbejdspartner Kutmasta Kurt bag sig, og således var der lagt op til en ultramagnetisk tur i tidsmaskinen…

Der var en æra, hvor man vitterligt troede på Kool Keith, når han sagde: ”Ain’t that something? I’m the best MC in the whole wide world!” Faktisk var der endda flere. Det er vel nærmest kun MF Doom, der har haft lignende succes, med at genopfinde sig selv og holde sig relevant længe efter gruppen, som han oprindeligt brød igennem med var en saga blot. Men nullerne har ikke været rare ved Keith, der til trods for han har udsendt en bunke mere eller mindre autoriserede album, har måttet konstatere at hans kunstneriske udladninger er dalet både i popularitet og kvalitet.

Koncerten er sat til at starte klokken 21, og selvom det lyder lige lovlig optimistisk, når uret er stillet til hiphop-tid, er folk mødt talstærkt op, og der går ikke længe før Loppen er totalt proppet. Efter opvarmning ved Kruzh’Em, der primært spiller tunge old school electro breaks, som faktisk er en rar afveksling fra de 90’er-hiphop-hits alle DJ’s synes at have i deres digitale pladetaske, er der ved 23-tiden på denne højhellige hverdag ved at være almindelig nervøsitet i luften; sker der ikke snart noget?

Bedst som tålmodigheden er ved at slippe op, træder en langlemmet fyr med solbriller og falsk fuldskæg i ZZ Top-længde ind på scenen og stiller sig bag pladespillerne. Det er selvfølgelig ingen ringere end Kutmasta Kurt, der i skikkelse af The Funky Redneck over en lille halv time fyrer op for nogle af sine bedste produktioner for folk som Dilated Peoples, PMD og Grand Agent blandet med de originale samples, som han funky og stilsikkert scratcher ind og ud.

”I’m kind of giving away my secrets here” ærgrer Kurt sig, men eftersom sættet har været stort set identisk de sidste ti år, er det ikke ligefrem statshemmeligheder han afslører. Ikke desto mindre sætter det godt gang i de fremmødte, og da han blander Motion Man‘s ‘C’mon Y’all’ med Incredible Bongo Band‘s ‘Apache’ og taktfast råber ”Christiania jump on it, Copenhagagen, Denmark jump on it, Everybody jump on it” er det lige før man kan kalde stemningen blandt publikum løssluppen.

Her træder Kool Keith så nonchalant ind på scenen, iklædt skovmandsskjorte, solbriller, sixpence og ikke mindst et guldplettet tørklæde han har valgt at vikle om hovedet, så han ligner en blanding af et rumvæsen og en hjemløs gammel dame. Awesome. Med hånden i lommen begiver han sig straks ud i et medley af numre fra Ultramagnetic MC’s legendariske debutalbum ”Critical Beatdown”, hvorfra vi blandt andet får ‘Funky’, ‘Ease Back’ og ikke mindst ‘Ego Trippin”. Den, i menneskeår, aldrende Kool Keith kan stadig levere sine 25 år gamle hæsblæsende sci-fi vers med nerve, og det fungerer faktisk som en god åbning af ballet, næsten som en slags opvarmning til resten af koncerten.

Efter en lidt tam version af ‘2 Brothers With Checks’ forlades Ultramagnetic-materialet, og vi begynder så småt at få glimt af Kool Keith’s inkarnationer som Dr. Octagon, Dr. Dooom, Black Elvis og så videre. Egentlig er der ikke så stor forskel på Kool Keith’s aliaser, de er alle sammen en blanding af sex, splatter, sci-fi og en underliggende kritik af den konventionelle hiphop-scene, blot er der skruet op og ned for parametrene.

Selvfølgelig er Dr. Octagon en publikumsfavorit, og da damen i højttalerne pludselig fortæller, at der er en hest på operationsstuen, ved de fleste på Loppen, hvad klokken er slået, og der er fælles rap til ‘Blue Flowers’, et af de mest psykadeliske og triphoppede numre fra ”Dr Octagynocologyst”. Men faktisk er det numrene fra Dr. Dooom-albummet ”First come first served”, der da det kom blev betragtet som en lettere skuffende videreførsel af Dr. Octagon-æraen, der holder sig allerbedst. ‘Appartment 223’, ‘Get Off My Elevator’ og især ‘No Chorus’ skiller sig ud med nogle onde Kutmasta-produktioner og Keith med sin mest dystre stemmeføring.

Kulminationen på showet er forventeligt en eminent version af ‘Poppa Large (East Coast Remix)’, et af guldalder-hiphoppens ypperste værker, hvor der ikke kan sættes en finger på energien fra hverken Kool Keith, der for en gang skyld hopper rundt og Loppen, der agerer co-rapper på de kryptiske rim.

”Kurt is the star” mumler Kool Keith lumsk med tryk på den lettere rallende r-lyd, der er karakteristisk for ham. Man bliver i tvivl om han mener det, eller om han bare synes det er sjovt at sige, fordi Kutmasta Kurt tydeligvis bliver genert ved opmærksomheden og febrilsk råber ”If I’m the star then Kool Keith is the universe, Keith is the galaxy”. Ellers holder Kutmasta Kurt Keith i stram snor, og banker medley efter medley på de digitale pladespillere. Måske derfor er det ekstra tiltrængt, når Keith er på slap line i sine freestyles. Her kan han uden problemer tælle helt til 20 og bruge urimeligt lang tid på at beskrive et par skinny jeans til stor fornøjelse for crowden.

At Kool Keith umiddelbart ikke har så meget nyt at byde på, eksemplificeres ved numre som ‘Freaks’ fra midten af nullerne, der næsten bliver søvndyssende. Overraskende nok har han dog et par helt igennem hæderlige numre i posen fra sit nye album ”Love and Danger”, hvor ‘Who’s the man with the camera’ og især den catchy ‘New York’ næsten står mål med karrierens højdepunkter. Hvem elsker ikke når den gamle pioner kalder sig ”the next Kanye West” og tigger ”Can I have my own autograph, please?!”

Mod showets slutning efter godt en time får vi nok en freestyle, en improviseret version af ‘I Don’t Believe You’ og i mangel på ekstra-numre fortæller Kool Keith til gengæld en anekdote om Kutmasta Kurts kærlighed for hårløse katte, samtidig med han annoncerer sin afsked med rap-verdenen og at dette vil være hans sidste turnë. Umiddelbart virker det med, at Kurt elsker hårløse katte som det mest oprigtige udsagn.

På plade er Kool Keith en ener, der har skabt sin egen stil og sat et stort fedt fingeraftryk på den del af hiphoppen, der er lidt skørere, klammere og anderledes end gennemsnittet. Han formår ikke rigtig at få den samme energi med i sit live-show, formentlig fordi han oprigtigt er lidt skørere, klammere og anderledes end gennemsnittet. Men denne aften var han blandt ligesindede, der ville ham det bedste, og således blev det en koncert for de indviede uden dog at være mere indspist, end at man klart fornemmede showet kom ud over scenekanten.

Det er svært at sige om Kool Keith overpræsterede. Når det var godt, så var det virkelig godt, og når det haltede lidt, var det faktisk også temmelig underholdende, som kun en tur i en rusten og sædplettet, men stadig ultramagnetisk tidsmaskine kan være det.

4 ud af 6 spots

Foto: Janus Engel

Skrevet af ptas 04.06.2012 arkiveret under LiveSpot |