I torsdags udkom en bog med titlen ‘Det er bare ord’, skrevet af den tilsyneladende debuterende forfatter Jesper Dahl. Skulle navnet ikke rocke en klokke, er det naturligvis gode gamle Jokeren, der er tale om. Uden kunstnernavn præsenterer han en samling af udgivne og uudgivne beretninger, reportager, digte, sange, arabesker og bryllupstaler. I det hele taget tekster i alle afskygninger, man ikke nødvendigvis kan klassificere som rap. Det er der kommet en medrivende, mangefacetteret fortælling ud af, der tegner et portræt af et menneske, der kæmper for at leve med det alterego, som han lever af.

Jeg oplevede engang Jokeren til et afterparty, hvor han blev båret ud på langs af tre dørmænd. Selv i fastlåst, vandret stilling havde han overskud til at smile og blinke min date. Det er samme dekadente og omtågede charme, som når Jack Sparrow upåvirket lader sit skib forlise og svineheldigt spankulerer tørskoet i land; Kaptajnen på den synkende skude har lagt til kaj. Eller også er det bare noget jeg forestiller mig. Måske var det hele spil for galleriet. Måske var det flirtende smil bare en sidste krampetrækning, der skulle redde ansigt på en dårlig dag. Måske var blinket bare et af de nervøse ticks, der afslører situationen er mere presset end hovedpersonen vil indrømme.

I ‘Det er bare ord’ fornemmer man, at svaret muligvis er lidt af begge dele. Jovist, klovnen græder bag masken, når hans navn sværtes til og paranoiaen tager overhånd, men han gnægger også diabolsk, når han som festens midtpunkt giver den fuld skrue og ungpigerne bliver cocket.

Broderparten af bogens tekster stammer fra ‘Champagnegaloppen’ fra modebladet Covers online-univers. Her var Jokkeren, bloggeren, forrest i konvojen, når der skulle reporteres fra modeuger, mediebyer og ikke mindst den nyeste hjemstavn, Vesterbro, hvor han, som Dan Turéll før ham, kradser så meget i bydelens blakkede ry, at han får sorte negle af det.

Det er spændende nok, der skal være plads til begejstring. Men somme tider bliver det en lige lovlig bum!-smart blanding af gonzo-journalistik og røverhistorier, hvor man år ud og ind hvirvles rundt i den samme karrusel af begivenheder: Så ser Jesper Dahl lyset for enden af tunellen, erklærer sig færdig med musikindustrien og at fremtiden er hans datters, for det næste øjeblik, at ville starte et nyt pladeselskab og ikke mindst tage en ny streg på vejen. Man bliver ikke rigtig forarget, men mere hovedrystende bekymret, når han igen udfordrer skæbnen med stoffer, hor og vanvidsbilisme i sin leasede BMW på bedste ”inshallah/Jesus-take-the-wheel”-manér.

Heldigvis er der også noget andet på færde i ‘Det er bare ord’, nemlig legen med sproget, der gradvist bliver både vildere og mere stilsikker. Han går fra et forholdsvist simpelt digt om receptionschampagne til at han spiller ordtennis med vennen Phille Hankat (en slags Dr. Gonzo i bogen, der på en gang er katalysator og redningsmand, når det igen stikker af for Jesper) og store digternavn gør det ud for lyden af ketcherslag:

”Han kaster ”Poul Borum” op i luften, og rammer ham hårdt i røven. ”Baudelaire”. Jeg hører navnets fonetik klinge og spænde mine kattetarme ud til bristepunktet, hvorefter rekylen rykker i min skulder og sender Charles tilbage på Philles banehalvdel. Han smasher: ”F.P. Jac!”. Jeg kaster mig så lang jeg er for at nå den. Tal om at sætte lokal trumf på ” (‘Digt, sæt og match‘)

Allerbedst er han, når han når ”den sygeste lokumspoet verden har set” flabet, og alligevel med nok ydmyghed til at sætte navn på inspirationskilderne, tager favntag med pasticher over digte fra helte som Laugesen, Rimbaud og selvfølgelig Turéll. Det føles som om han udfordrer sig selv, og der vokser et meget personligt og ærligt sprog frem, så de ”bare ord” fremstår netop sådan; blottede:

”Danmark du har stadig ikke fortalt mig hvad du gjorde ved min onkel da du sendte ham på Skt. Hans.
Jeg taler til dig.
Har du tænkt dig at lade TV2 News styre dit følelsesliv?
Jeg er besat af TV2 News.
Jeg ser det hele tiden.
Hver gang jeg zapper igennem kanalerne bliver jeg suget ind af trangen til breaking news.
Jeg ser det på min Iphone.
De fortæller mig om hvad jeg skal frygte.
Forretningsmændene er bange. Håndværkerne er bange. Alle er bange undtagen mig.
Det slår mig at jeg er Danmark.
Nu taler jeg med mig selv igen.” (‘Danmark’, frit efter Allen Ginsberg’s ‘Amerika’)

Efter det voldsomme klimaks ‘Sniffing cocaine power and fucking supermodels’, hvor han tæsker landet rundt i en fallisk orgasme af stoffer og fisse, er man, mod slutningen af den 280 sider lange bog, nået til et punkt, hvor ens forventninger til Jesper er ved at være afstemt med hans egne. Man ved han nok skal skabe nye frustrationer og problemer for sig selv. Men også, at han som en anden Fætter Højben kan spankulere ind i det nærmeste modehus, sniffe det halve kongerige, og komme ud igen med en topmodel ved sin side.

På et tidspunkt nævner han, at Jokeren er et livslangt kunstværk, som han har skabt og skal leve med. For mange af os, der kun kender Jokeren fra scenen, skærmen og nattelivet, vil det føles som om det er Jesper Dahl, der er konstruktionen. Han er en fyr, der indeholder alle Jokerens laster og lyster, men som også kan sige noget rørende og vedkommende om sin omgangskreds, sin generation og sin nation. Han vil helst være i fred, når han vasker tøj, men han tager gerne mod det fisse, der følger med, når han nu alligevel er blevet genkendt. Og så er han en fyr, der godt kan indrømme, at det går ham på ikke at være Danmarks bedste rapper – mere, men heldigvis også kan glæde sig over muligheden for at skrive på denne facon, eller disse faconer. Og skrive, det kan han.

I den lange jagt på sandheden gennem ordene smider Jokeren gradvist mere og mere af sin maskering. Han har en drøm om at være fluen på væggen (ironisk nok ifører han sig bogstaveligt en wrestlingmaske for at kunne dække en tatoveringsmesse), og han når til sidst i ‘Det er bare ord’ til et punkt, hvor man er mere grebet af historien han fortæller, end at det er Jokeren, der fortæller. Der synes jeg man må overgive sig, og sige, at han skriver god og ægte litteratur. “På din maske skal jeg kende dig” skrev Karen Blixen. Jesper Dahl er bestemt også et bekendtskab værd uden masken.

4 ud af 6 spots

Skrevet af ptas 17.06.2012 arkiveret under Anmeldelser |