Jeg må indrømme, at det var med en vis portion frygt, at jeg begav mig mod Falconer Salen denne lidt triste mandag. Men hvis der er én ting Mac Miller og Wiz Khalifa har lært mig, så er det, at man aldrig skal skue hunden på hårene, idet de begge leverede veloplagte og veludførte liveshows, til trods for den manglende musikalske interesse fra min side. I den forstand vil jeg nærmest sige, at det er anmelderens pligt, at forsøge at anskue det enkelte show inde for dets kontekst, og med så nuancerede øjne som muligt… ja, også selvom det er Nicki Minaj.

Jeg skriver selvfølgelig alt dette, fordi uanset hvordan man vender og drejer den, så var det ikke et hiphop-show, der blev leveret i mandags, og det handler ikke om at kategorisere eller stemple, men rettere om at forstå konteksten. For hvis jeg skulle bedømme Nicki Minajs show som et hiphop-show, så ville det være (nærmest) katastrofalt. Lyden var for høj, hun sang mere end hun rappede, der var ingen “R.I.P.”-indslag, folk på bagerste række stod IKKE med armene over kors, og der blev ikke givet shout-outs til “Christiania and the best weed in the world”

Hvis jeg derimod anskuer koncerten i sin rette kontekst, nemlig som en decideret popkoncert, så var den rent ud sagt (nærmest) fantastisk. Fra start til slut var stemningen fuldstændig ekstatisk, overalt stod unge piger/drenge og skrålede efter deres idol, mens det lidt ældre publikum trak sig i baggrunden og lod sig rive med af den gevaldige fest. Minaj selv, var inddragende, karismatisk og direkte sympatisk, hvilket bidrog gevaldigt til publikums humør, som under store dele af koncerten fuldstændig overdøvede hendes ellers ret skingre stemme. Det hele blev selvfølgelig afsluttet med en enorm omgang konfetti, som satte et eftertrykkeligt punktum for hvad jeg nok ville kalde en Minajificering af White Sensation-festerne, som man i dette tilfælde med rette kunne kalde Pink Sensation.

Desværre var alting ikke lige lyserødt (see what I did there), for lydsiden var ganske enkelt ikke, hvad den skulle have været, idet det ofte var svært for lydmanden at få vokalen til at træde ordentligt igennem, ovenpå de mange pige-hvin og de bragende dance/techno beats. Det var især ærgerligt, idet Minaj rent faktisk havde en rigtig høj vokalmæssig standard, og man godt kunne have ønsket, at det hele kom lidt mere klart igennem. Ovenpå en del negative rygter omkring hendes liveshows, må jeg indrømme at jeg blev meget positivt overrasket, og især hendes evner under de enkelte rap-stykker kom virkelig bag på mig. På den front var jeg faktisk ikke i tvivl om, at hun sikkert godt kunne levere et potent rap-show fra start til slut, uden slinger i valsen.

Som helhed var koncerten én kæmpe fest, og jeg nægter at tro på, at en eneste fan forlod salen skuffet. Minaj gav 100% af sig selv, og det repræsenterede alt det man forventer sig af en Nicki Minaj koncert, og mere til… på godt og ondt.
For selvom selve koncerten var langt fra dårlig, så var selve oplevelsen ganske enkelt forfærdelig og føltes flere gange som decideret tortur. Jeg har aldrig haft en koncertoplevelse, hvor jeg har følt mig så klaustrofobisk og utilpas, og flere gange havde jeg et reelt behov for at komme væk fra det hyperaktive sceneshow og de fuldstændig hysteriske fans. Det var direkte ubehageligt, og alene tanken om koncerten gør mig nærmest angstfyldt.

Selvom jeg i vanlig hiphop-kliché kunne slagte Minaj, så får hun dog den karakter hun fortjener, hovedsageligt fordi jeg ikke vil underkende koncertens egentlige indhold og kvaliteter, som jeg trods alt mener er det, man skal bedømme, også selvom at jeg ikke ville ønske, at min værste fjende skulle gennemgå en Nicki Minaj koncert i sin fulde længde – det er livet simpelthen for kort til.

4 ud af 6 spots

Foto: Zinna Brigh Mac-Eochaidh (klik for at glugge i større størrelse – naviger med piletasterne)

Skrevet af SPOL OP! 19.06.2012 arkiveret under LiveSpot |