03.07.2012

Roskilde 012: Warmup anden dag – En ærgerlig dag i Street City

dscf2297Efter en hård nat vågnede de, der overhovedet havde sovet, op til en mandag med lige så godt vejr som søndagens. Stemningen blev derefter, og de karakteristiske ølbowling-baner bredte sig ud over hver en gåpassage, i takt med at de første morgenbajere blev knappet op. Af ikke-drukrelaterede beskæftigelser for denne anmelder på denne dag, var skatescenens første besøg af Rap Slam Battles samt en efterfølgende koncert af grime-rapperen Stanley Most. Det blev mildest talt nogle lidt blandede oplevelser.

Skulle der være nogle uindviede i, hvad Rap Slam Battles er, så kan det hurtigt forklares med at være en form for battle, hvor det, i modsætning til MC’s Fight Night, er tilladt at komme med pre-written materiale. Bedømmelseskriterierne er dermed også højere, og det er de færreste battlere, der ikke har skrevet det meste af sit materiale hjemmefra. Battleformen lægger også op til en mere poetry-slam orienteret tilgang, hvilket giver mere plads til avancerede set-ups og performance. Rap Slam Battles med primus motor i den flittigt arbejdende Luxshan har efter succesrige events i Århus og København fået mulighed for at arrangere battles under opvarmingsdagene i Street City, og den første stod denne mandag mellem den udnævnte københavnermester Pede Gøbb og Ole Omkvæd a.k.a Ole D fra anerkendte Kinski og det hedengangne Freestyle Freekshow, begge steder med Per Vers som makker.

Battlen blev dog en underlig og desværre også ærgerlig affære, der endte med at lægge en ret stor dæmper på den ellers gode stemning på skatescenen. Det virkede ellers så lovende. Den altid underfundige Ole Omkvæd havde i bedste Mark Grist-ånd klædt sig fint ud i dagens anledning, og det virkede som om at den erfarne poetry-slam-udøver havde nogle nye aspekter at give til dansk battle rap. Efter første runde stod det dog klart, at den kære Ole Omkvæd nok havde misforstået, hvad Rap Slam Battles helt præcist går ud på.
Hele første runde blev fra Oles side en politisk sang, der i stedet for at disse Pede Gøbb, i højere grad fik svinet Helle Thorning til. Pede Gøbb, der virkede ligeså overrasket som alle andre over den noget underlige taktik fra Ole, fik spyttet sit vers, dog med ret store tekniske mic-problemer. Pede Gøbb havde en meget aggresiv tilgang, der, tildels på grund af de tekniske problemer, ikke rigtig fik fat i publikum.

I anden runde kom Ole Omkvæd bedre fra start, blandt andet med et længere set-up om hvem Pede Gøbb har kneppet, herunder hele Oles andelsforening. En ret spændende og innovativ tilgang, der også blev kvitteret af publikum, og for undertegnede nok var battlens mest interessante punchline. Desværre blev Oles uvidenhed om arrangementet igen gjort synlig, da han begyndte at køre rim af, der i hvert fald har minimum tre år på bagen. Pede Gøbbs anden runde var igen plaget af dårlig lyd, selvom der kom nogle vellagte linjer om Ole Omkvæds forhold til Per Vers.
Indtil da havde battlen bare været gennemgående underlig, men i sidste runde, efter en noget absurd hyldest til dagens fødselsdagbarn Ghostface Killah, skete det ærgerlige, at Ole Omkvæd valgte at gå i protest. Da det der skete var af personlig karakter, og ydermere ikke rigtig har relevans for nogen andre, er der ingen mening i at uddybe, hvad der skete her. Pede Gøbb fik lagt sit sidste vers med en kameramand som fikspunkt, og der var ingen officiel kåring af en vinder.

At battlen skulle være en såkaldt fake-battle for at skaffe flere YouTube-views, er på Rap Slams facebook-side blevet dementeret. Resultatet blev en dæmpet stemning, og det var først og fremmest synd for de hårdtslidende folk hos Rap Slam Battles.

Lige efter battlen var Nørrebros grime-pioner Stanley Most klar til at underholde publikum. Dette skulle vise sig at være en noget utaknemmelig opgave, da stemningen som nævnt var blevet præget af det drama, der havde udspillet sig lige inden showet. Dette skulle dog ikke hindre Stanley, der vidste bredde ved at først lægge ud med en vestkyst-lyd, for derefter at glide over i sin mere vante boldgade med den tunge UK-inspirerede grime.
Det var sidstnævnte stil der fungerede bedst, hvor især premieren på det nye nummer med det fængende omkvæd, “Jeg dræber lyddrenge på dansegulvet”fungerede godt.
Der blev dog aldrig rigtig noget dansegulv at snakke om, da publikum, måske stadig præget af den tidligere tunge stemning, ikke blev fanget af musikken. Samtidig gav Stanley Most også et ret uinspireret indtryk, med en ret kedelig levering, der ikke fik yderligere gang i dansen. Hen i mod slutningen af showet begyndte det mere at ligne et DJ-set, hvor Stanley Most mest stod og råbte lidt mellem DJ’ens skærringer.
Der var dog også enkelte lyspunkter, hvor det potentielle YouTube-hit ‘Klubberne’ med et reggae-inspireret fundament var showets højdepunkt.

Alt i alt var det dog i rapsammenhænge en ret kedelig omgang på Skate denne mandag, der dog blev afløst af et sæt dygtige BMX-riders, der fik fjernet fokus fra de skuffende optrædener.
Traskende tilbage mod den altid betryggende druk i lejren, kunne man ikke undgå at føle sig lidt skuffet over dagens program og kun håbe på, at tirsdagens Rap Slam- og hiphop-program ville have lidt mere at byde på.

Foto: Klaus Køhl (der ikke nåede frem til battlen, men undskylder med mange flere fotos i linselusen fra mandags-warm-upperen)

Skrevet af Svensker-Martin 03.07.2012 arkiveret under LiveSpot |