06.07.2012

Roskilde 012: A$AP Rocky @ Cosmopol (torsdag)

img_7940Det virker som om, at Roskildes musikbooker er ved at fange pulsen på, hvad der bevæger sig inden for hiphop, med bookningen af A$AP Rocky. For han er en yderst populær herre, og eftersom at musikken er blevet hørt overalt på campingarealerne under opvarmningsdagene, var der lagt i kakkelovnen til en gedigen torsdagsfest.

Cosmopol var nogenlunde fyldt, men det var primært med glødende A$AP Rocky-fans, der råbte på New York-rapperen før koncertstart, og da the pretty motherfucker bragede på scenen, var det et telt i ekstase over at se en af morgendagens store stjerner. Det blev dog meget hurtigt klart, at det ikke er på baggrund af sin teknik og professionalisme, at han meget vel kan nå denne status. Den tunge og hårde drug-rap kan sagtens fungere live, men A$AP Rocky virker reelt set ikke til at være en erfaren og dygtig nok performer endnu, og når lyden heller ikke arbejder med kunstneren, så kan det være svært at levere en overbevisende indsats.

’Wassup’ fungerede live, og lige så med ’Bass’, der dog mere blev leveret af publikum end Rocky og hypeman. For generelt var det ikke mange linjer, som Rocky selv var i stand til at fuldføre. Det blev til klassisk rap-råberi mellem frontmand og hypeman. Til gengæld leverede de to herrer spandevis af “ASAP” og “A-fuckin-SAP” råb, som publikum naturligvis var klar på at råbe konstant. Det var generelt takket være en hård kerne og et godt spilletidspunkt, samt de mange A$AP-fans, der kendte alle teksterne på alt fra ’Trilla’ til ’Get Lit’ og ’Kissin Pink’, at koncerten ikke blev en kæmpe fuser.

For der var da højdepunkter ved Hit Boy-bangeren ’Goldie’ og specielt ’Peso’, som fik hele teltet til at hopppe, og Rockys energi var vanvittig. Det var bare ikke takket være leveringen af numrene, men blot at det er musik, der er så fandens velproduceret, at showet fungerede. Efter sidstnævnte nummer var Rocky klar på at feste, og det var publikum naturligvis også. Dette resulterede bare i, at Rocky ville feste nede omkring sine fans, og blot lade sin dj styre showet. Derfor stod dj’en og spillede i femten minutter (en fjerdedel af showet), mens hypeman og hovedperson hyggede rundt på scenen for til sidst at levere ’Out of This World’ som afslutning. Her var publikum allerede begyndt at sive ud af Cosmopol. Det er altså tarveligt at spise et så energisk og feststemt publikum af med sådan et show.

Om det er fordi at A$AP Rocky skal modnes som kunstner, før han er i stand til at tage sit show seriøst, er ikke til at vide, men det bliver spændende at se, hvordan hans optræden vil være om et par år. Som han også selv pointerede, så er det ikke mere end et års tid siden, at det daglige brød blev skaffet takket være narkosalg på gaden.
A$AP Rocky var rent faktisk en fest, men det var kun fordi folk ville. Selve showet var live-hiphop når det, for undertegnede, er værst. Det var uprofessionelt, råbende og rodet. A$AP Rocky får et spot for en energisk optræden, et sultent publikum indsamler et spot yderligere, men mere bliver det ikke til for den smukke muddafucka, der gerne må rappe lidt mere, lidt bedre og lidt længere næste gang.

2 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud og se flere i koncertgalleriet fra torsdag)

Skrevet af Toobs 06.07.2012 arkiveret under LiveSpot |