En efterårsgrå tirsdag i oktober skulle Voxhall danne rammen om en koncert med en af de helt tunge drenge i undergrunds-hiphop-regi, El-P. Og det blev hurtigt klart, at det nok ikke lige var den bedste dag at afvikle sådan en koncert. Fremmødet var virkelig sølle. Kloken 20.00, hvor koncerten officielt skulle være gået i gang, var der nok kun omkring 50 publikummer i huset.

Om det var på grund af fremmødet, skal jeg ikke kunne sige, men vi skulle hen omkring 21, før der skete noget. Her gik Despot nemlig på scenen for at varme crowden op til El-P. Despot er af statur en meget klejn herre, men på scenen var han stor.
Kun bevæbnet med iPad, mikrofon og en kæmpe spand humor, lykkedes det faktisk mod alle odds at få rimelig gang i den stadig meget lille flok fremmødte. Faktisk skulle opvarmningen vise sig at blive et af aftenens klare højdepunkter. Despot gik på scenen med et stort nærvær og var meget i kontakt med publikum, og flow og levering sad 100% i skabet.

Vi hørte både ældre tracks (’Crap Artists’, ’Look Alive’, ’Despot Freestyle’) og nyere (’House Made of Bricks’, ’Knock Knock, Who Cares?’), alt sammen krydret med knastør humor mellem numrene. Som da Despot, med sit bedste pokerfjæs på, fortæller om tiden på Def Jux og hvordan El-P havde lovet ham, at han ville blive helt ufatteligt rig.
Sidst men ikke mindst var der en lille aerobics-session indbygget i sættet, som nok skulle opfattes som en kommentar til den gængse hiphop-koncerts næsten obligatoriske call and response-element, hvor vi som publikum bliver bedt om at råbe, smide hænderne i vejret osv. Her blev vi så bedt om at lave lidt fællesgymnastik. Sjovt var det under alle omstændigheder. Hvis man skulle være interesseret i at se, hvordan sådan en aerobicssession ser ud, kan man se et klip fra showet i London her.

Efter Despots fremragende opvarmning var der en lille pause inden El-P gik på scenen. Sidst jeg så El-P live var umiddelbart efter udgivelsen af det eminente ’I’ll Sleep When You’re Dead’-album, og ved den lejlighed var han, så vidt jeg husker, helt alene på scenen, men leverede i høj grad varen, selvom der heller ikke dengang var mødt super mange frem (det var i forbindelse med Aarhus Took It 2007, som det år var delt mellem to spillesteder, og mange havde valgt F.I.P. m. fl. På Studenterhuset frem for El-P på Train).
Da El-P denne gang gik på scenen var det med en noget større besætning, som foruden hovedpersonen selv bestod af tomandsband, hvoraf den ene keyboard-kontrollør/multiinstrumentalist var El-P’s vel efterhånden faste samarbejdspartner, Wilder Zoby fra Chin Chin, mens den anden vist ikke rigtig blev præsenteret, samt en hypeman, som vist nok også forblev navnløs.

El-P adskiller sig klart fra de fleste hiphop-producere ved hans mindre lineære tilgang til det at skabe beats. Hvor det gennemsnitlige hiphop-beat indeholder et meget begrænset omfang af variation, er mange af El-P’s numre kendetegnet ved et klart fokus på gradvist at opbygge en stemning, og inspirationskilderne rækker tydeligvis langt ind i en række andre genrer.
Det gælder for eksempel ’Request Denied’, som er første skæring på El-P’s seneste album, ’Cancer 4 Cure’ og som han også åbnede sin performance i Århus med. Nummeret indledes med en tre minutters instrumental sekvens, hvis galopperende trommer minder enormt meget om The Prodigys ’Firestarter’ fra 1996. Nøjagtig som på albummet fulgtes ’Request Denied’ af førstesinglen og ørehængeren ’The Full Retard’, som har et af årets mest catchy hooks i form af et vokalsample fra afdøde Camu Taos ’When You’re Going Down’. Good stuff.

Live-instrumenteringen føjede helt klart en ekstra dimension til oplevelsen. På ’Drones Over Bklyn’ spillede elguitaren for eksempel en noget mere fremtrædende rolle end på album-versionen, og det fungerede ganske godt. På minussiden synes jeg, at det virkede lidt som om livebandet blev en slags sovepude for El-P, som i mine øjne manglede den sidste smule nærvær. Især var det påfaldende, at han under hele koncerten stod midt på scenen og aldrig bevægede sig ud i siderne. Det var ret ærgerligt for de af os, som ikke havde fået de mest centrale pladser og så stod det i øvrigt i ganske skærende kontrast til Despot, som var langt mere dynamisk og hele tiden bevægede sig rundt deroppe.

Samtidig synes jeg at ’Cancer 4 Cure’, hvorfra vi hørte hele otte numre, fyldte en kende for meget på sætlisten. Det er selvfølgelig ikke overraskende, at El-P gerne vil promovere sit nye (og i øvrigt fremragende) album, men for de af os, som har været fans siden Company Flow (og mit indtryk var, at det faktisk var flertallet), var det lidt skuffende, at der ikke var et eneste nummer fra den periode – især når man kan se, at han flere andre steder (blandt andet i Kbh) har spillet for eksempel ’Vital Nerve’.
Udover de mange numre fra ’Cancer 4 Cure’, blev vi præsenteret for remakes af Slick Ricks ’Children’s Story’, hvilket fik gang i dansebenene på Wilder Zoby, og en revampet udgave af A Tribe Called Quests ’Can I Kick It?’, mens vi kun hørte et enkelt nummer fra hhv. ’I’ll Sleep When You’re Dead’ (koklokke-monsteret ‘EMG’) og det første soloalbum, ’Fantastic Damage’. Fra sidstnævnte hørte vi det fænomenale ’Deep Space 9mm’, som blev aftenens sidste nummer og åbenlyst var en publikumsfavorit, hvilket harmonerer meget godt med indtrykket af, at der blandt de fremmødte var mange gamle fans, som nok gik en smule skuffede hjem.

Normalt er jeg bestemt ikke en fan af medleys, men i dette tilfælde havde det måske været på sin plads med en kavalkade af El-P‘s vers fra Co-Flow tiden, samt et nummer eller to mere fra de to første solo-albums? Der er i hvert fald masser af mindeværdige vers – og ikke mindst beats – at tage af.

Sætliste
‘Request Denied’
‘The Full Retard’
‘Drones Over Bklyn’
‘EMG’
‘Children’s Story’ El-P version
‘Can I Kick It?’ El-P version
‘Oh Hail No’
‘Tougher Colder Killer’
‘The Jig Is Up’
‘Sign Here’
‘For My Upstairs Neighbor’
‘Deep Space 9MM’

4 ud af 6 spots

Foto: Ole Lauritsen, Voxhall

Skrevet af Mic 14.10.2012 arkiveret under LiveSpot |