07.10.2012

Grandmaster Flash spiller op til electric boogie i Pumpehuset fredag d. 12. oktober

Boom Shakalaka – så får København æren af endnu engang at lægge scene og dansegulv til en af hiphoppen, og for den sags skyld hele dj-kulturens, store legender og pioner. Det er ikke bare en hr. Hvem-som-helst, der har i sinde at flække pick up’er og fræse vinyler op i Pumpehuset fredag d. 12. oktober, men ingen ringere end personificeringen af hiphop, Grandmaster Flash!

Så hvis du, som så mange andre, tabte underkæben i ren begejstring første gang du hørte Stormester Lyn og De Rasendes ‘The Message‘ blaste ud af din transistorradio eller var dybt fascineret af Flash, da han stod og mixede plader i køkkenet i Wild Style, kan fænomenet og sublimt musikeventyr samt et gedigent afterparty, opleves for 180 bananer (200 i døren).

Pressemeddelelsen har følgende at sige; “En legende og pioner kommer til byen!
Hip hoppens stormester Grandmaster Flash kigger nemlig forbi og spiller en koncert. Bronx-drengen, der eksperimenterede med sin fars vinyler nærmest før bleen kom af, startede ud i nabolaget udvidende om det, han lavede, skulle blive et globalt fænomen.

Grandmaster Flash var den første, der lagde sine hænder på vinylen og manipulerede den mod uret. Men det stoppede ikke her, han opfandt også the Quick Mix Theory, som inkluderer teknikker som double-back, back-door, back-spin, og udfasning, og han krediteres for at have lavet forarbejdet for de grundlæggende elementer moderne DJs gør brug af.

I slutningen af 70erne begyndte Flash at inviterer MCs med på scenen til at rappe over sine beats, og inden længe dannede han gruppen Grandmaster Flash and the Furious Five på den opskrift. De udgav milepæl albummet ‘The Message‘, og singlen af samme navn gik platin. Gruppens succes fortsatte med tracks som ‘Superappin‘, ‘Freedom‘, ‘Larry’s Dance Theme‘ og ‘You Know What Time It Is‘.

Grandmaster Flash and the Furious Five blev i 2007, som den første hip hop gruppe, en del af Rockn roll Hall of Fame. Udover denne ære har Flash hjemtaget priser som VH1 Hip Hop Honers, BETs Icon Award for hans bidrag til hip hop som DJ, The Lifetime Achievement Award fra RIAA og Bill Gates Vanguard Award.

Selvom Grandmaster Flash er en erfaren mand i hip hop branchen, går han ikke på pension lige foreløbig. Han turnerer stadig verden tynd, og ifølge rygtebørsen sysler den ikoniske DJ med et nyt album, som er sat til udgivelse i år.”

Tjek facebook-eventen her! Og få fat på din billet lige her.

Skrevet af Johnny Lund 07.10.2012 arkiveret under Nyhedsarkiv |