“Let’s get this party retarted!” Sådan skydes abefesten 11. december på Train i gang af Redman, efter at han og Method Man er trådt ind på scenen til 20th Century Fox’ pompøse filmfanfare. En kliche-stadionkoncerts-Kanye-agtig entré, der stinker helt nede på bageste række af ballade og glimt-i-øjet. For der er ikke , og har aldrig været, noget stjernenykkeri at spore hos de gamle, men legesyge drenge – det internationale svar på Hefty og Jøden!?

De starter ud med en halv ‘Errbody Scream’ og ‘City Light’ fra deres seneste fælles album ‘BlackOut!2’. Albummet var en halvfesen skuffelse oven på ti års ventetid, men den energiske rap fra scenen akkompagneret af det tunge beat, får det til at gå op i en højere enhed. Og da de to opvarmende acts Streetlife og Ready Roc (som i øvrigt også viste både klasse og fed energi) genindtager scenen som gæster på ‘How Bout That’, er festen ikke til at stoppe igen. Det skulle kun lige være af den massive indsats, sikkerhedsvagterne på Train ligger for dagen. Flere, der forsøger at tænde joints under de første numre, bliver grebet i kragen og eskorteret ud af bygningen på stribe.

Showet forsætter som altid og de rygeglade rappere kan annoncere deres kommende album med den originale titel ‘BlackOut!3’. Heldigvis er der også nogle gaver gemt til dem, med en lidt længere hukommelse: “We like doing new shit. But do you know, what we like more than doing new shit? We like doing dat ol shit!”

Og så bliver der også spillet ”M-E-T-H-O-D MAN” for fuld hammer, og publikum fodres med billige call/respond-gloser. Få kan som Meth og Redman brænde så store mængder call/respond ud på publikum uden at virke påtagede. De er simpelthen et liveact, man skal opleve. Redman, en hyperaktiv duracell-kanin, og Method Man, den fysisk overlegne kæmpe, der brummer et mere tilbagelænet flow med en hæs baritonstemme, alt imens han udsender et konstant bamsefaderligt smil af tilfredshed.

Det er derfor til stadighed et helt absurd syn, når den to meter høje Wu-Tang-legende træder ud på publikums håndflader og står lodret med armene i vejret. Det er lidt som historien om humlebien, der ikke kan flyve. Men det er han selvfølgelig ligeglad med. Redman kaster sig også af flere omgange ud på publikum, men ser en af gangene ud til at have det liiidt stramt over sit notoriske stagedive. “Someone kicked me in the nuts” råber han stakåndet og peger ud på publikum, inden han springer igen for fjerde gang.

Sidst, undertegnede så dem optræde, var tilbage i 2008 i Store Vega. Der er ikke meget, der har ændret sig siden. Alle virkemidler er blevet genbrugt. Det kunne man jo vælge at kritisere dem for: De har ikke ændret en skid i deres liveshow gennem fire år. Men så igen… De er heller ikke blevet ældre siden sidst. Og det mener jeg på den gode måde.

4 ud af 6 spots

Ord: Peter Pagh
Foto: Janus Engel Rasmussen (klik for at glugge i større størrelse – naviger med piletasterne)

Skrevet af Gæsteskribent 17.12.2012 arkiveret under LiveSpot |