Tudsegammelt pladedebuterede i 2012, men havde inden skabt lidt opmærksomhed i undergrunden med nogle medrivende koncerter. Deres jazz-inspirerende hiphop har skilt sig ud, men spørgsmålet er om gademusikkanterne også fungerer på et album? På cd-udgivelsen er der som bonus inkluderet en dvd med dokumentaren ’Vejfilmen’, der skildrer gruppens op og nedture.

Hele konceptet omkring Tudsegammelt er rendyrket retro, som coveret også illustrerer. Det fem mand store band præsenterer sig som ’Verdens ældste nye gruppe’, og for at underbygge det jazzede musikalske element, så iklæder de sig ens old school gadedrenge-outfit til koncerterne med hvide undertrøjer, seler og sixpence. Tudsegammelt er centreret omkring Lars Da Faris produktioner, der er bygget op om gamle støvede jazz og swing samples. Men hypen ligger i de to atypiske hiphopband-medlemmer – den tidligere heavy trommeslager Ejnar Videbæk og tuba og kontrabasmusikanten Rune Ølpik. De to musikuddannede herrer giver musikken et ekstra pift, og giver de to rappere Klaes og Leon gode vilkår;

”Vi er mer´ end boom- bap/ Vi er en buldrende bas/ Vi er tuba og rap i et umage match/ Så ta ikke fejl af det sjuskede dress/ For vi skjuler en skat det er tudsernes nat”. –(’Tudsen er live’)

Tudsegammelts essentielle kendetegn er Rune Ølpiks skramlende Tuba lyd, og sammen med Ejnars trommer og Lars Da Faris swingende produktioner, er det en fængende kombination. Lyden er medrivende, og i ’Vejfilmen’ kan man se, at det fungerer rigtigt godt live. Det kræver dog to gode rappere for at falde naturligt ind i de lidt langsommere jazzede-beats, og få det til at blive troværdigt. Her er Klaes og Leon bestået med entusiasme og teknisk kunnen, men dumper på innovation og indhold. De er to glimrende rappere, og minder begge om en ung udgave af Per V – dog uden den sproglige dybde og finurlighed til at aflede opmærksomheden fra det til tider haltende flow. Klaes og Leon er så ens i rapstil og stemmeføring, at det næsten er umuligt at skille dem ad på pladen. Det giver en god samhørighed i små doser, men samtidigt bliver det også hurtigt ensformigt, idet der savnes variation.

Det er et sjovt koncept, men hvis man ridser lidt i overfladen, så er det ret uinteressant, og det er primært på grund af de to rappere. Det starter ellers glimrende på ’Ingen som tudse’, men derefter er albummet sløvt i opstarten. Når Klaes og Leon tager andre emner op end battle-blær, så mangler det format. ’Selvfed’ reddes til dels af et super beat, men numre som ’På landet’ og ’Haletudsen’ er svære at redde. Lyrikken er trist og helt barnlig, som når de forsøger at forklare deres pacifistiske holdninger på ’Heltekvad’;

”Jeg har ikk´ planer om at blæse hoveder af og pløk min fjende til blods / Så jeg vil nok ikk´ modtage en hæder for mit heltemod/ Har aldrig helt forstået det der dræbe noget/ Og jeg tror de ødelægger kloden før jeg knækker koden”.

Eller der reflekteres over udviklingsstadiet fra barn til voksen på ’Nul komma fem’ – ”Som et lyn fra en klar himmel ud af den blå luft/ Over natten fra den ene dag til den anden i en ruf/ Som at knips med fingrene og blink´ med øjnene/ Var jeg ikke længere at finde blandt dem i børnehøjde”.

Det er rigtig svært at fange energien hos Tudsegammelt på pladen. Der skal gå næsten 10 numre, før det begynder at ligne noget med ’Tudsen er live’ og live-stemningen kommer ud. Det hele kulminerer på den sidste skæring ’Det betyder ingenting’, hvor både musik, omkvæd og rap virker optimalt. Tudserne er desværre alt for lang tid om at live op, og det er ærgerligt, for der er potentiale til mere.

Den vedlagte dokumentarfilm er en fin idé, fordi den giver et indblik i gruppen og deres musik. De er blevet fulgt igennem to år under planlægningen, i øvelokalet og til spille-jobs i blandt andet Aalborg og Århus. Små interviews med de forskellige medlemmer fortæller om baggrunden for bandet, og deres overvejelser omkring konceptet med den anderledes sammenblanding af musikgenrer. Selvom kvaliteten ikke altid er lige god, og det håndholdte kamera indimellem gør det svært at følge med, så giver det alligevel lidt mere til musikken, at man har set, hvordan de er på en scene, og høre deres forhistorie.
’Vejfilmen’ varer ca. 45 minutter, men kunne sagtens være kortet 10 til 15 minutter ned, uden det ville have rykket ved indtrykket. Humoren er ofte for intern og bliver til ligegyldigheder, når den mister sin pointe i farten, men det kan man sige egentlig matcher meget godt med selve musikken. Det hele ville have været bedre i en komprimeret form, men alt i alt er filmen en cool feature.

Tudsegammelt er designet til små intime spille-jobs, og der er heller ingen tvivl om, at de fungerer meget bedre live. For på plade er det bedst som baggrundsmusik, og derfor får de kun en middelmådig karakter, da de to rappere skuffer, og ikke formår at hive den helt op. Lars da Fari har den største andel i projektets charme, men det er en lidt kedelig debut, der aldrig kommer helt i gang.

3 ud af 6

Skrevet af Jaycob 18.12.2012 arkiveret under Anmeldelser |