Dialekten har længe spøgt i undergrunden og har af flere omgange givet udtryk for at være klar med et album. Men oftest er de endt med at spise os af med EP’erne – ’Spis Rester’ fra 2006 og ’Ude af frekvens’ fra 2009 – samt leveret diverse numre og solotracks på forskellige opsamlinger og forskønnet flere rappers skæringer med gæstevers og -produktioner. Den egentlige plade har ladet vente på sig. Først sidste år, da Nota Bene og Mr. Abs bks. Chewbacca, med deres gratis mixtape, ’Spis rester II’, signalerede at de var i sync, turde man tro på ordene om, at der lå en vaskeægte plade og ventede liiiige om hjørnet. Nu er den her så. På download og vinyl. Ikke cd. For Dialekten er ægte.

At Dialekten er real, bliver lytteren hurtigt overbevist om, så snart lakskiven smækkes på pladespilleren. Allerede i introen er der referencer til old school hiphop såsom Audio Two, knap et kvarter inde i pladen er der et represent-track, efter knap en halvtimes spilletid kan man sætte kryds ved følgende ord: skillz, dopest, fresher, bangers, love, weed, punchlines, funken, (branchen er) fucked. Og 12 numre inde er der et track dedikeret til graffiti.

Nogen overraskelse i dette og valget af emner som en boom bap-hiphopgruppe á la Dialekten vælger at behandle, er det vel ikke? Udover de sædvanlige temaer som blærerøvsrap og langemænd til wacke mc’er, beskæftiger Dialekten sig dog også med emner som ulykkelig kærlighed og politik, ”Du vil lukke grænser med Dannebrog uden bannere, skræmmekampagner, men din sendetid den udrinder, for hvem er egentlig demokratiets modstander, vores kære lille Pia, vores lille stjernekriger for kerneværdier” – muligvis pladens bedste linje.

Det er dog især, når Dialekten fortæller om, hvor meget de brænder for deres ting, at deres lyrik skinner:
”Jeg svæver på love men med næverne knyttet, holder mig ydmyg, velvidende livet det kræver sit bytte, jeg terpede versene og fandt evner i spyttet, holdt’ ild i lyd-gryden til det slog revner i køkkenet” og ” Så det hele er for the love, pjækker fra job, for at rocke sættet så få for helvede hænderne op (…) Sprayer lidt love på lydtapetet for hele min venneflok, ja og svinger min vom gennem Babylon, kom, vi nægter at lægge os i deres lænker og bånd”.

Beatsne på pladen er for det meste dejligt varierede og leveres af Chewbacca, Lars da Fari og Davey. Den røde tråd synes dog at være, at mange af dem læner sig op af hiphop-indiescenen og finder inspiration fra producere som Exile, Kno, Apollo med flere. Det er dog ikke alle beats, der er lige træfsikre. Af de mindre vellykkede produktioner kan nævnes ’Sort Due’, der er bygget op om et par kedelige dobbelttempo trommekantsslag og tamt klaver-klimperi. Det Chewbacca producerede ’Til’ virker som et forsøg på at sample et klassik violinspil, der er væsentligt mere trivielt end spændende, ’Soulstik’ er ligeså hurtigt glemt, som det er kommet på, og ’Rovdyr’ forsøger sig med et forkølet balkan-inspireret beat, der ikke er videre ophidsende og derfor aldrig helt fænger.

Heldigvis er der flere produktioner, der imponerer end keder en. Den eminente banger ’Det blå diskotek’, vil med sikkerhed være et kapitel for sig, når gruppen spiller live, den svingende og fængende hyldest til Nørrebro ’Tirsdag’ går rent ind ved første lyt, ’Ikk’ noget’ er melankolsk og beskidt, den dunkle og stemningsmættede ’Galde’ er det perfekte beat at uddele lyriske håndmadder over, og lukkeren ’Trubadur’ slutter albummet af på fornem maner og går godt i spænd med den energi drengene bringer.

Selvom Dialekten er gode lyrikere, ofte bakket op af massive beats, er der dog en ting eller to ved ‘Stiplede Linjer‘, man godt kunne sætte en finger på. Et problem, der i længden bliver en smule enerverende, er gruppens omkvæd. I mange tilfælde er de en smule for lange, og så godt som hver gang bliver de leveret syngende med rusten stemme i kor. Endvidere vil det klæde Nota Bene og Chewbacca at skrue lidt ned for brugen af amerikanske ord flere steder, ”Spøgelserne jetter når jeg spytter fresh og sletter fakes, ingen følger med mig seriøst jeg deffer‘” og “Owned foran talerstolen cirka samtidig med ‘Pac han blev blastet” lyder på grænsen til karikeret.

En knap så væsentligt ting, men dog værd at nævne, er, at lyrikken ikke altid forekommer så logisk, som for eksempel på omkvædet til ’Tirsdag’: ”Som de sang engang, der er ingen kærlighed i byen, måske du’ det skræmte barn der sidder under dynen? Måske du en pendant til Donald Trump – lever kun for gryn?”. Hvorfor, i en hyldest til noget så lokalt som Nørrebro, begynde at snakke om Donald Trump? Ville det ikke være mere oplagt at have en reference til noget lidt tættere på?

”De siger vi er stocked i 90’erne, men vi siger, at vi ikke går op i tendenserne” lyder en af linjerne på ’Stiplede linjer’. Dette kunne meget vel være pladens varedeklaration, da linjen indkapsler essensen af, hvad Dialekten er og står for, samt hvad mange ser som gruppens styrke. Dette kan imidlertid betragtes som et tveægget sværd, da Dialekten med usvigelig sikkerhed får pleaset deres faste fanskare af backpackere, men samtidig lade sig begrænse i deres musikalske handlerum. Selvfølgelig skal man ikke skifte stil efter for godt befindende. Men at cirkulere om et udtryk, kan udefra betragtes som et unødvendigt, og ikke altid lige frugtbart, benspænd, der forhindrer gruppen i at tage dens ting i en anden retning eller eksperimentere videre med deres lyd.

Efter første gennemlytning af pladen efterlades man derfor med et indtryk af en konservativ plade, der til tider kunne savne et dynamisk udtryk, fremfor det statiske, der præger pladen meget af tiden. Jovist, pladen er bestemt solid, men kan forekomme triviel i sit udtryk og mange numre for ens i deres opbygning. Ingen tvivl om, at Dialekten er fine rimsmede over holdbare beats, men når alt kommer til alt, synes pladens største overraskelse at være – et, at der ikke er et stort posecut og to, at der ikke er et track dedikeret til hash.

Pladen er nærmere 4,5 spots end 4, men da vi kun giver hele spots, ender den med at få 4. I denne situation skal det dog læses som 4,5.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Johnny Lund 15.02.2013 arkiveret under Anmeldelser |