15.02.2013

LiveSpot: Kendrick Lamar @ Store Vega

12En kold søndag på Vesterbro havde Kendrick Lamar til opgave at bringe den lige nu bedste lyd fra vestkysten til hovedstaden. Med en gedigen dansk interesse for Dr. Dre-knægten var dette dog ikke en uoverkommelig opgave.

Store VEGA var naturligvis, og havde været i mange uger, komplet udsolgt og klar til at fejre den nye lyd fra Compton, der førhen særligt har været ikoniseret ved en herre ved navn Ice Cube. Med årets hiphopalbum, og storsællert for den sags skyld, ’good kid, m.A.A.d. city’ i bagagen er Kendrick Lamar blevet en favorit i undergrund såvel som mainstream. Det var da også et lidt varieret publikum, der havde indfundet sig på det københavnske spillested, og bød den bare 25-årige velkommen tilbage til sin anden danske optræden på under et år.

1Eksemplificerende for Kendricks nylige succes er, at interessen for junikoncerten end ikke kunne få solgt 600 billetter i Danmark, mens de 1500 billetter til denne koncert blev revet væk i slutningen af 2012. Og forståeligt. For hvem vil ikke gerne høre numre live fra det album, der af selveste den ligeledes albumaktuelle Nas, er blevet omtalt som årets bedste?

Publikum fik muligheden for at skråle starten til ’The Art of Peer Pressure’ med det passende ”but I’m with the homies right now”, hvorefter Kendrick kort efter for anden gang i karrieren indtog rampelyset i København. På en rolig facon i komplet overskud fik han rappet sig igennem det tidligere materiale fra ’P & P’, ’Westside, ’Right on Time’ og ’Hol’ Up’, hvor særligt en nydelig omgang afsluttende a cappella af sidstnævnte, gik rent hjem hos publikum.

13Kendrick Lamar har imponerende nok formået at skabe en fanskare på baggrund af den mere intelligente rap, men udskejelser med de dameglade kumpaner som Drake, A$AP Rocky og 2 Chainz er også en særlig populær vare, så selvfølgelig tog ’Fuckin’ Problems’ også kegler. Højdepunkterne var dog mestendels at finde ved egne, nyere numre, særligt ’Money Trees’, ’Backseat Freestyle’ og ’Bitch Don’t Kill My Vibe’. Naturligvis var førstehittet ’HiiiiPoWeR’ og hjemstavnshymnen ’The Recipe’ også blandt de absolut favoritter hos VEGAs gæster.

I mange år har danske koncertgængere ved større internationale hiphop-navne været spist af med lidt for gamle mænd, der levede på datidens hits og egentlig hellere ville have lettjente kontanter fremfor at levere fantastiske oplevelser. Dette er bestemt ikke tilfældet med mange af de nyere navne, som de sidste par år har gæstet landet – og Kendrick Lamar er et glimrende eksempel på dette. Showet var skruet sammen ned til mindste detalje, og Kendrick og dj styrede slagets gang uden en fætter eller tyve i baggrunden, der ligeledes ville rappe. På nydelig storyteller-vis fik Kendrick introduceret numrene og gav et mere personligt præg på koncerten.
Netop professionalismen og det sammentømrede show begrænsede også overraskelsesmomenterne og resulterede i, at en overraskende ekstase og vildskab ikke rigtigt kunne samle sig hos hverken hovedaktøren eller publikum. Jovist, der var højt humør hos begge parter, men koncerter er oplevet vildere og til Kendricks forsvar også markant kedeligere.

10Et meget fint (og ej planlagt?) øjeblik indtraf til sidst i koncerten, hvor en ung herre blevet hevet op på scenen. Kendrick var så imponeret over, at herren kunne alle tekster, og dette resulterede i at den unge mand fik mulighed for at gå bananas på scenen til absolut sidste nummer på sætlisten. Det var så ved denne ydmyge Kendrick, at man kommer i tanke om, at knægten kun er 25 år og lige har udgivet et af de bedste rapalbums i mange år. Selvfølgelig er han da ydmyg og har svært ved at fatte, hvor hurtigt berømmelsen er indtruffet, og det var fedt at se, at Kendrick stadigvæk har en snært af knægt over sig.

Koncerten søndag aften gav en smag på, hvor dygtig en rapper Kendrick Lamar er, samt hvor ung, grøn og overvældet han er over den hurtige succes. Der blev i den grad givet fra publikums side af, så netop for at understrege ydmygheden kunne det godt lige have været blevet til et ekstranummer eller to. Så havde den efterfølgende underlige afslutning på koncerten været undgået, hvor lysmand, hovedperson og dj havde forskellige opfattelse af længden på showet. Ikke desto mindre: Kendrick kan rappe. Virkelig godt endda. Og vi bør glæde os til flere danske besøg og fantastiske plader fra en af de repræsentanter af den gren af hiphoppen, hvor eftertænksomhed og historiefortælling stadigvæk er en del af håndværket.

4 ud af 6 spots
4 RapSpot Spots

11 9 4

Foto: Ken ‘The Asian Sensation’ Yen (Klik for større skud, og her for mere fotolir)

Skrevet af Toobs 15.02.2013 arkiveret under LiveSpot |