10.07.2013

Roskilde 013: Miguel @ Arena (søndag)

mg_3045Ved sit seneste besøg i København blev Miguel kvitteret med den ene fantastiske anmeldelse efter den anden, så naturligvis var der høj forventningerne til årets koncert på Roskilde Festival. Desværre var det kun en momentvis forløsning af potentialet, som vi blev vidner til.

På forreste række stod en hær af skrigende piger klar til at hylde den sleske soulsanger. Teltet var dog ikke imponerende besat til at starte med, men da firmandsbandet langsomt kom ind til ’Get Lucky’, blev Arena fyldt til en accepteret grad. Til tonerne af ’Kaleidoscope Dream’ blev flødeprinsen sendt på scenen og mødt af en lyd, der mindede om skrig, hvis Beliebers var 20-25 år. Og med god grund. For Miguels karisma og stemme var i den grad til at få øje på fra første nummer. Selvom bandet lige skulle på plads, så gjorde Miguel imponerende figur fra start af. Det var hans show. ’The Thrill’ fik for første gang demonstreret hvorledes, at Miguels r’n’b på fornemmeste vis fik et mere rocket udtryk af bandet. Det var egentlig ganske passende netop til en optræden på Roskilde Festival.

Det blev dog ligeså hurtigt synligt, at Miguels optræden indeholdte alt for meget ligegyldig leg fra både hans og bandets side. Alt for lange udgaver af numre, for meget snak og for meget lækre Miguel i fokus. Derfor var Miguels lækre musik ikke altid i fokus i den halvanden time lange optræden. Når dette dog endelig var tilfældet, så var koncerten en helt anden, fantastisk oplevelse. Derved kunne publikum få en soulet afslutning, dog med rocket kant, på en glimrende Roskilde Festival. Miguel fremstod som en ung udgave af Prince med sin karisma og udstråling på scenen, men når sexen i showet blev skruet en tand for meget op, så fremstod Miguel dog mere som en konfirmandudgave af Prince med alt for meget testosteron i blodet. Det var synd.

Når vi blev skånet for jam og lir, så var Miguel dog en fremragende oplevelse. Med numre som ’Use Me’ og ’Pussy Is Mine’ hittede de rockede udgaver, mens ’All I Want Is You’ fornemt præsenterede det mere urbane udtryk fra kataloget. Helt eminent blev det til ’Do You…’ og ’Adorn’, der virkelig gav et indtryk af, hvor fantastisk denne koncert kunne have været med en mere stram sætliste. Publikum var nemlig særdeles sultne efter mere musik fra Miguel.

Miguel havde alle forudsætninger for at have leveret en ekstatisk afslutning på Roskilde Festival med et glimrende band, fornem optræden og vokal. Talentet og mulighederne blev dog misbrugt med for meget leg og latino lover. Dette gik ud over den mængde af musik, vi fik serveret. Samtidig gav en mindre stram sætliste for meget fokus på at iscenesætte Miguel og band frem for at lade musikken tale sit tydelige sprog. Det kunne have været så fremragende, men blev bare ved det helt fine.

4 ud af 6 Spots

Skrevet af Toobs 10.07.2013 arkiveret under LiveSpot |