Action Bronson havde den tvivlsomme ære af at være den første blandt de tre andre hiphop live-acts, Flatbus Zombies, Joey Bada$$ og Danny Brown, der lørdag eftermiddag skulle indtage Cosmopol scenen i fire stive timer.

Det var en selvsikker Action Broson, der kom vadende ind til diskohittet ’Blinded by the lights’ med en trøje større end den Luna fra Bamse og Kylling bor i, og et skæg der kunne gøre selv Biker Jens misundelig. Hurtigt gav den 29-årige gourmet kok en amuse bouche på, hvem og hvad han er. En funky, humoristisk og ikke-selvhøjtidelig rapper, der chiller og ryger en del weed.

Desværre for Bronson, kom han dårligt fra start. Allerede ved første nummer lå hans rim skævt på beatet, og han måtte derfor bede sin MacBook-DJ om at starte tracket forfra. Ærgerlig åbning, og desværre for Bronson og publikum skete det samme tre andre gange under koncerten.

”It’s not easy being fat in the summertime” og ”I havent been sleeping for 2 days”, var den charmerende rappers undskyldning, og så var alt ligesom godt igen.

Fuck upsne gav lidt et udtryk for, hvad det var, publikum var vidne til: En halvsløj Action Bronson, der havde problemer med både at finde sig selv og crowden, hvilet resulterede i en blandet landhandel af en håndfuld mere eller mindre ligegyldige numre, hvor begge parter virkede fraværende. Virkelig ærgerligt, da Bronson måtte forventes at høre til blandt dette års Roskildes mest profilerede hiphop-navne. Vi var ellers nogle, der havde ventet revanche efter mandens 25-minutter korte koncert på Loppen.

Når det gik bedst, som eksempelvis under Shiraz, Steve Wynn eller 1Train (som bemærkelsesvis ikke blev gæstet af Joey Bada$$ og Danny Brown, som ellers begge gik på kort bagefter), fik vi glimt af, hvorfor Bronson er stor i mere end en forstand. Hele crowden blev grebet af stemningen og rockede med til et imponerende flow, leveret med overskud og karisma. Havde Bronson fortsat således i de 45 minutter, han havde til rådighed, var publikum gået hjem med en helt anden oplevelse, end den blandede fornøjelse de fik.

Hvor andre ville smede mens jernet er varmt, så Bronson istedet sit snit til at holde en pause på en to numres tid, da hans side kick Meyhem Lauren tog over og leverede en middelmådig præstation. Bevares, Bronson‘s korpus sætter sine begrænsninger, men at være væk under to numre, under en 40-minutters koncert, virkede arrogant, uprofessionelt og fik publikum til at føle sig yderligere snydt.

Bronson viste lysglimt af sin kunnen, og man kan ikke benægte at fyren har mad skills, men materialet på plade overfor materialet fremført til koncerten, efterlod desværre de allerede indviede i Bronsons musik, med en følelse af at det kunne have været langt bedre.
Manden er en god rapper, men måske sætter kroppen bare en begrænsning for mandens evne til at spille et sæt på mere end 30 – 40 minutter. Måske en ventilator på scenen kunne hjælpe, ligesom det gjorde for Big Pun – R.I.P.

Efter en skuffende Bronson, tog Brooklyns mildest talt skøre, fandenivoldske Flatbush Zoombies, eller som dj’en introducerede dem, ”blunt-smoking, ass grooping, mic-rockin crew“, over. Og det med en helt anden energi end Bronson.

De tre drenge, Meeky Darko, Zombie Juice og Erick Arc Elliott, der alle er en del af Beast Coast slænget, satte hurtigt gang i publikum med deres rå energi. Ud af højttalerne flød trap, dubstep, massiv bass og en del rim, der ligeså godt kunne havde været på swahili som amerikansk. Lyden var elendig, og den blev ikke bedre af at de tre aggressive drenges rim smeltede oveni hinanden.

Lyden satte virkelig sine begrænsninger for koncerten, som ellers var mere end fuld af energi. Så fuld, at der opstod en mosh pit så voldsom, at vores allesammens konferencier, Per Vers, måtte afbryde koncerten. Flatbush havde energien, intentionerne, men koncerten endte med at virke som en stor kæmpe fest, hvilket i og for sig var ret fedt, men en mindre musikalsk fornøjelse, der næsten tangerede mere til at være en punk end hiphopkoncert. Ingen tvivl om at drengene har fat i noget, med deres usædvanlige stil der afprøver grænser for, hvad hiphop kan og må, men når lyden er imod dem, er det svært

Publikum virkede mere end klar til at se den unge 18-årige rapper, Joey Bada$$, fra Brooklyn. Forventningerne var, ligesom en stor del af crowden, høje og mangfoldigheden i teltet vidnede om at hypen var nået vidt omkring. Med hjælp fra sin backup rapper Kirk Knight, der nærmest rappede halvdelen af Joeys rim og en mikrofon, der var indstillet helt forkert, var det svært at genkende den slagkraftige no-nonsence rapper, fra hans ellers glimrende mixtapes ”1999” og ”Rejex”.

Den unge rappers stemme, der lyder som en blanding af O.D.B. , Method Man, og en mand der har levet et hårdt og langt liv, kom desværre ikke ordentlig ud af højtalerne fra start. Først efter tyve minutters tid, hvor publikum var blevet efterladt med en ordstrøm, der var svær at decifrere fra hinanden, med beats der var i topklasse, fik Joey styr på mikrofonens lydniveau. Publikum kunne nu rocke med til hans skarpe rim, der vidner om, at selvom knægten er ung, er han allerede kløgtigere end en stor del af sine kollegaer.

Med klar inspiration (og nogle gange endda hjælp fra) beatmagere som Dj Premier, J Dilla og Dj Swift følte man sig taget tilbage til før Joey Bad$$ overhovedet var født, og med den wacke mic lyd, der heldigvis blev bedre, men aldrig helt sad i skabet, var det næsten som at være til en block party i 1993 i New York.

Det var utroligt befriende at være til en vaskeægte hiphopkoncert, fuldstændig fri for trap-elementer, eurodance-trommer, eller syngende duller. Men istedet masser af lækker old-school scratch fra DJ Static Selektah, hoppen rundt på scenen og rim leveret i metervarer.

Tracket ’Survival Tactics’ fra mix-tapet 1999, som måske er Joey’s største hit, var uden tvivl koncertens højdepunkt. Nummeret sluttede på fornem vis en koncert af, der desværre igen bar præg af usædvanlig elendig lyd, som det efterhånden lykkedes Joey Bada$$ fik rettet op på.

Rosinen i pølseenden var den flabede Detroit rapper, Danny Brown, der tog i mod et træt publikum, der havde lyttet til hiphop i tre og en halv time. Heldigt for ham og publikum havde han pakket tasken med uptempo beats, der kunne være med til at ruske den efterhånden noget trætte pøbel op. Særligt med numre som Witt og Black Brad Pitt, lykkedes det Danny at få godt gang i crowden, som var skrumpet gevaldigt ind.

Desværre, led han, ligesom de to foregående live-acts, under usædvanlig dårlig lyd på mikrofonen.

Action Bronson – 3 ud af 6 spots

Joey Bada$$ – 4 ud af 6 spots

Fotos: Kenneth Nguyen (klik for større skud og se mange, mange flere i koncert galleriet fra lørdag)

Skrevet af Nik Nak 11.07.2013 arkiveret under LiveSpot |