Hvordan skuldrer man en festlig koncert, når ens musik er uprætentiøst nørdet men fundamentalt indadvendt? Svar: man gør en dyd ud af netop disse kvaliteter ved at drive dem så langt ud, at man ikke kan andet end elske dem. Efter denne koncert var det meget svært ikke at knuselske det efterhånden velvoksne canadiske legebarn, Kid Koala.

Kid Koalas scenografi så umiddelbart lidt trist ud: rødt forhæng bag DJ-pulten med påsat skrift: THE VINYL VAUDEVILLE; gråt tæpper over det lave bord foran med ditto: ’12 Bit Blues’ (titlen på hans seneste, meget nørdede album) og to stativer med overdimensionerede modeller af en lommeradio og en radiosender udført i pap, sidstnævnte med et orange tøjdyr dinglende fra kontrolhjulet. Salen var halvtom. Very sad.

Det indtryk blev der ikke rykket ved de første ti minutters tid, hvor Kid Koala blot stod bag sine tre Technics 1210 og sin sampler og mixede tracks i en lang række genrer, med vægten lagt på god gammeldags cutback. Teknisk set fint, men som helhed usammenhængende. Og ret stenet. Selvom det var vederkvægende at se en DJ på scenen uden et lysende æble på gråt som fikspunkt på scenen.

Men så, pludselig, kom der andre boller på suppen. Kid Koala introducerede sit vaudeville-koncept for publikum og ind løb tre varieté-danserinder i cancan-kostumer, og pludselig blev koncerten meget hyggeligere, som den gamle åndssvage reklame meddelte. The Dancing Machines fra New York lagde en gennemført overgearet og bundcharmerende ærketeatralsk varietéstil for dagen og blev på forrygende vis den udadvendte åbning, Kid Koala byggede sit show op omkring.

Vægten var naturligt nok lagt på hans ’12 Bit Blues’-materiale, hvor han cutter og paster gamle bluesnumre, men vi kom virkelig vidt rundt i genrerne, fra jazz til dub, fra old school til southern fried, fra metal til latin. Der var mange fine detaljer i hans arbejde på drejebordene, men det trådte i baggrunden for de i stigende grad vanvittige optrin foran pulten.

De tre danserinder samlede på klassisk demo-vis en stor papgrammofon; de agerede dukkeførere for diverse muppets og tøjrobotter, der tematisk svarede diverse segmenter fra pladespillerne; de dansede rundt iført gigantiske skumgummiradioer. Osv. Undervejs iførte den lille DJ sig et koalakostume og informerede os om, at han havde tabt et væddemål og nu var tvangsindlagt til at spille 100 koncerter i den mundering “I know, ain’t my life great?”

Et par vilde optrin senere hev han en lommesampler frem og fortalte os, at det var med den han startede sin karriere — ved at sidde og lave beats på lange flyture. Han begyndte at tromme et beat på den, hoppede ned i sikkerhedsgraven mens en af de frivillige fik lov til at holde rytmen kørende på knapperne. Derefter fortsatte ud til publikum og rundt i salen med samplerne til enorme bifald fra det efterhånden talstærke publikum.

Lidt senere var det tid til limbokonkurrence under kyndig ledelse af the Dancing Machines, med fire publikummer. En fyr i en gigantisk bamsedragt vandt og blev hængende på scenen et godt stykke tid. Han passede ligesom ind. Webcammet til DJ-pulten brød sammen og en gut med alle de obligatoriske stoner-trappings, inkl. en tjavset hanekam og hængerøv i cowboybukserne, trådte på scenen og hookede et nyt op i løbet af nul komma fem, mens Kid Koala fyrede op under hjulene. Folk hujede.

Danserinderne fortsatte. De endte i stewardessekostumer med tasker påtrykt ‘KOALAIR’ og smed hundredevis a papirfly ud til publikum, adskillige af dem i kæmpestørrelse. Derefter fyrede de op under en kæmpe slangebøsse, som de brugte til at skyde ovnluffer og andet tøjgrej ud over masserne. Dernæste hundredevis af kazoos. Men så sagde scenemanageren stop. Kid Koala havde forregnet sig og tiden var gået. Der var ikke tid til den fælles kazookoncert, han havde håbet på. Desværre. Han havde glemt sig selv i sit overflødighedshorn af et show. Kunne han andet?

Problemet var måske også, at vi glemte hans musik. Men fuck det. Det var topgo stil og hans drengede, ærkecanadiske charme brændte smukt igennem. Indadvendt eller ej, han mindede os om hip hoppens rødder i såvel håndværk som showmanship, men først og fremmest i det vigtige ved at følge sin muse, hvor nørdet den end måtte være.

5 ud af 6 Spots

Foto: Kenneth Nguyen og Mat (klik for større skud)

Skrevet af Mat 11.07.2013 arkiveret under LiveSpot |