12.07.2013

Marvelous Mosell – ‘Dansk ninja turtles rap’ (7″)

MosellEn af de helt store og spændende nye navne på den danske rapscene hedder Marvelous Mosell. Stor, da han får massiv airplay og radiotid på P3. Spændende, da han virker oprigtig, er dedikeret til sin musik, tænker originalt og skævt og formår at overraske. Første egentlig udgivelse fra hans side er nu ude og har været så populær, at det kun er lykkedes jeres anmelder at få fat i en skive fra andet oplag! Er det kejserens nye klæder eller er hypen velbegrundet?

Hele Mosells univers tager afsæt i en verden, som stinker langt væk af teenagerværelse, barn af 80’erne og de tidlige 90’ere, samt en opdragelse, der bygger på et massiv indtag af amerikanske serier og b-actionfilm. Dette kommer tydeligt til udtryk på samtlige af 7-tommerens tre skæringer.

A-siden, ’Dansk Ninja Turtles Rap’ er en fremragende introduktion til Mosell som rapper og hans stil. På tracket tager han i bedste story telling-stil udgangspunkt i de fire grønne skatende og pizzaglade ninja padder, der i denne historie har fået en gevaldig hiphop makeover:

DJ Donnie, hans scratch-teknikker er virkelig funky
og Graff-Raph er ikke blot et pretty face,
han er hård med graffiti sprays
og Mickey kan rocke de windmills
og selv har jeg (Leonardo, red.) de hotteste rim-skills
”.

I det lille eventyr hører vi om de fire mutanter cruise rundt i NYs gader for at chille, men banker skjoldene ind i Bebop & Rocksteadys crew. Eftersom vi befinder os i Mosells univers, er det selvsagt helt naturligt, at de skal battle indenfor hiphopppens fire elementer. Efter et svigende og ydmygende nederlag til Bebop og Rocksteady udvikler battlen sig til et decideret slagsmål. Hele begivenheden er eminent beskrevet og fremkalder let billeder for lytteren. Tracket kunne uden videre danne forlæg for et nyt afsnit af tegnefilmen eller tegneserien.

Skivens store attraktion – og radiohittet – er den lettere eskapistiske ’Jeg var blevet syg og ku’ li’ det’. Igen er Mosell i story teller-mode og beretter om situation, hvor han ender med at lægge syg fra arbejde i en uge. Her oplever han at blive suget ind i husalterets mange fantastiske tilbud, hvilket resulterer i, at da Mosell endelig er blevet rask og klar til job, falder hans verden fra hinanden.

Sygdomstilstanden bekrives med en stor portion humor som er det ren Sodoma og Gomorra, hvor Mosell synder med firkantede øjne og mæsker sig i junk food med god samvittighed:

Jeg frådede chokoladekiks, Matadormix, Bounty, Twix,
Mars bar, Snickers og masser af Cocio,
havde en fest – videoen optog,
Konge af Queens, mens jeg så South Park, Lois & Clark, Hallmark

og

Jeg blev fan af det søde liv,
sov om dagen – var natteaktiv,
hev min Nintendo 8-bit ned fra loftet, det var det dopeste shit!
Supermario, en pose Haribo, det var bedre end narko kan I tro,
jeg sov oven i kanelgifler,
jeg var klæbrig som tapetklister
”.

Pladens mindst spændende nummer, er ’Fernet Inferno’, hvor Mosell erklærer sin kærlighed til det ”gyldenbrune stads”, som kan slå selv de hårdeste mænd ud af kurs – Fernet Branca — og voldsfilm på video. To ting, der nødvendigvis ikke udelukker hinanden. Anken mod dette nummer er, at det ikke er ligeså gennemført som skivens to andre. Dette skyldes nok, at beatet ikke er baseret på et gammelt discohit, hvad ellers er kendetegnet for mange af Mosells numre, og at nummeret ikke holder et stramt fokus, men giver sig i kast med både Fernet og voldsfilm.

Marvelous Mosell er et kærkommende frisk pust på den danske rapscene. En rapper der bidrager med originalitet og egen unikke stil og dels leger med sproget, men også med rimene, uden det bliver et forkrampet forsøg på “ordjongløri“. Dybt karismatisk med sans for detaljen og nærmest endnu større sans for at formidle en fængende og overraskende historie, proppet med referencer og maleriske billeder. Sidst men ikke mindst, så er han velartikuleret!

Selvom 7-tommeren er ganske underholdende er det på ingen måde Mosells stærkeste numre. Det kan derfor varmt anbefales at youtube’ Mosells ’Robin Rubin’ og ’Catastrofical Ravage’, hvor Mosell på aller fornemmeste vis får akkompagneret sit lyriske udtryk med et stilet og solidt visuelt udtryk. Hele Mosell pakken vil dog nok i højere grad ramme plet hos den ældre generation, der kan nikke genkendende til Stjerneserien VHS’er og har spolet kassettebånd tilbage med blyanter.

4 ud af 6 spots
4spots

Ps. Vil du have fingrene i en Mosell 7-tommer er det om at være vaks ved havelågen, da andet oplag næsten allerede er udsolgt 7-tommeren skulle være udsolgt nu…

PPs. Marvelous Mosell er ikke helt ny i Rapspot sammenhæng. Tidligere har han lavet to indlæg til os i Crackspot. Se selv her og her!

Skrevet af Johnny Lund 12.07.2013 arkiveret under Anmeldelser |