Der er nu gået godt halvanden uge siden Roskilde og RapSpots dækning er også et stykke bag os. Som jeg har for vane, kan jeg imidlertid ikke holde kæft, så her følger nogle strøtanker om årets festival, set med hiphop-briller.

Overordnet må man bifalde årets hiphop-program. Vi savner til stadighed at de amerikanske Sydstater for alvor bliver sat på Roskildes landkort, men vi kom til gengæld vidt omkring i genrens grænseområder, som de praktiseres på USA’s kyster. Fokus var på innovation.

Vi fik således nogle af de stærkeste navne på den nyåbnede front, der sætter køn og identitet i fokus med Mykki Blanco, Angel Haze, Azealia Banks og Danny Brown; vi fik veteraner, der stadig omskriver musikkens regler i skikkelse af El-P og Killer Mike; og vi fik gode bud på fremtidens profiler i Flatbush Zombies og Joey Bada$$, mens Action Bronson og Kid Koala var to meget forskellige repræsentanter for den legesyge meta-hiphop, der efterhånden har grebet om sig i disse post-postmoderne tider. Nok så vigtigt havde vi et gedigent hovednavn i den allerede stjernebehængte yngling Kendrick Lamar. Nåja, og så nogle af verdens bedste DJs i form af C2C.

Det danske program var mere begrænset end det har været i mange år, når vi taler selve festivalen, men samtidig skal man jo huske på, at hiphoppen dominerer opvarmningsdagene. Og i selve hovedprogrammet var vi med Orgi-Es ‘Klam Fyr‘-show, Eloq, Den Sorte Skole og Linkoban sikret solide shows af en håndfuld udsøgte navne, og i førstnævntes tilfælde en virkelig storladen koncert.

Desværre skuffede flere, først og fremmest Kendrick Lamar, der simpelt hen ikke var klar til så stor en scene. Hans allerede omtalte dårlige band var ikke det eneste problem: selve hans optræden savnede fokus og præcision, domineret som den var af ad libs og overlange hype-rutiner med publikum. Den love han blev mødt med og den tydelige glæde han udviste ved sin optræden hjalp dog meget, og hans materiale er jo af højeste kvalitet, så man stod alligevel tilbage med en god oplevelse.

Det samme gælder de alvorligt forsinkede koncerter med C2C, Angel Haze og Azealia Banks, der alle viste sig værd at vente på (well, i andennævntes tilfælde må jeg tage andres begejstring for pålydende, for jeg skred efter at have ventet en time). Alle disse optrådte på Cosmopol-scenen, der i det hele taget var hårdt prøvet i år—udover forsinkelserne var scenen plaget af usædvanlig dårlig lyd på flere centrale shows, først og fremmest El-P og Killer Mike, men også store dele af lørdagens program. Problemet er selvsagt ikke nyt, det var bare særlig slemt i år. Det er mig en gåde, at det fortsat skal være så svært at levere ordentlig lyd til festivalens hiphop-indslag.

Hvis man skal se lidt bredere på programmet var det sørgeligt at se, at festivalen lader til helt at have droppet reggaen. Det har imidlertid længe været et problem for Roskilde Festival at levere et overbevisende program når det gælder den jamaicanske musik, så måske er det her bare en form for selverkendelse. Til gengæld var soulmusikken fint repræsenteret ved såvel veteranen Bobby Womack, der nok lød lidt træt, men alligevel viste sit format, og Miguel der spillede en forrygende koncert med stemme, musik og personlighed flot forenet.

Hvilket bringer os til årets uden sammenligning mest kontroversielle koncert, Rihanna. Der har været meget snak om selve bookingen: hører et så poppet navn til på Roskilde, der traditionelt set har undgået den slags? I modsætning til mange kritikere har jeg svært ved at få øje på et problem her, så længe musikken er i orden og kunstneren leverer en indsats, der lever op til den scene hun står på. I modsætning til min mand på Rapspot-holdet, Toobs, synes jeg langt fra at det var tilfældet.

Hendes brug af playback har været heftigt omdiskuteret i medierne og festivalens musikalsk ansvarlige Rikke Øxner har hårdnakket nægtet, at Rihanna mimede sin koncert. Hun sang blot ”duet med sin egen samplede stemme” her og der, lød hendes noget tvivlsomme apologi. Jeg er enig i, at Rihannas mikrofon var tændt og at hun under tiden faktisk sang ind i den, men den samplede del af “duetten” udgjorde helt tydeligt broderparten af en koncert, der mere eller mindre lød som på plade og hvor hovedpersonen ofte ”sang” uden at holde mikrofonen for munden. Det forekommer mig, at den slags er gængs praksis i den hårdtpumpede popsfære, Rihanna bevæger sig i, hvor perfektion i lyd og gang i festen trumfer det personlige element, men når ens hovedaktiv er stemmen, skal man kraftedme kunne synge sig gennem en koncert på Roskilde (Miguel viste som sagt at det kan lade sig gøre med et meget væsensbeslægtet udtryk). Som Øxner selvmodsigende siger, har playback intet at gøre på en festival, der jo netop har musikken i centrum.

Det ligger i sagens natur, at elektronisk musik spiller efter andre regler på dette punkt, om end man også her ønsker sig kreative live-løsninger, hvis ikke tingene skal blive for kedelige. Feltets ærværdige besseforældre i Kraftwerk lukkede som bekendt Orange scene søndag og det var vitterlig vanskeligt at se, hvad de fire stive mænd bag deres synthesizere egentlig foretog sig, bortset fra vokalbidder sunget med den velkendte mekaniske charme af Ralf Hütter. Det er meget muligt, at store dele af showet blev spillet live, men det var ikke til at høre.

Til gengæld var der tænkt over sættet, der bød på udvidede og delvist omkalfatrede udgaver af mange af de kendte numre, samtidig med at kvartetten havde sammensat et flot og gennemtænkt sceneshow med raffineret lyssætning og fint udnyttet 3D-visuals på storskærmene, som folk med de i løbet af dagen omdelte papbriller kunne stene ud over. Man kan indvende at 3D uvægerligt bærer en snert af gimmick over sig og i øvrigt at videomaterialet, netop fordi det var lavet i pagt med numre, der har flere årtier på bagen, havde et mærkeligt retropræg over sig. I stedet for at forsøge sig med en visuel opdatering af deres univers—hvilket nok ville have været noget af en udfordring, men en spændende af slagsen—bidrog det i stedet til en fornemmelse af autopastiche.

Man kan diskutere, hvor klogt det var at programlægge et så intellektuelt orkester med så stenet og dybest set ironisk materiale på ærespladsen søndag. Publikum var fra starten sparsomt og de på tysk vis nøjagtigt planlagte to timer det varede drev mange hjem før tid. Det var simpelthen for stenet. Hvis der var nogen b-boys på Roskilde (og det er der af en eller anden grund sjældent), kan det ikke undre at de ikke foldede sig ud, da ‘Home Computer’, ‘Man Machine’ eller ‘Trans-Europe Express’ gjaldede udover dyrskuepladsen. Men sådan skal det jo være med Kraftwerk. Det skal jo lyde som det kommer fra en menneskemaskine. Halb Mensch Halb Ding. Og som hiphopper kunne man næppe ønske sig et finere blast from the past som afslutning på et program, der ville fremtiden.

PROPS: Roskilde Graffiti, der i år kunne fejre femten års jubilæum på festivalen med endnu en hype udsmykning af præmisserne. Dåsen ruller.
ÆD EN FED PIK: To fjolser fra “ØM Motherfuckers” (I ved hvem I er), der benyttede jeres små klistermærker til at rage på piger, der troede Roskilde var go stil. I praler med over tyve år på festivalen, men har tydeligvis ikke forstået et klap af dens ånd. Ynkeligt.

Skrevet af Mat 18.07.2013 arkiveret under Artikler |