06.07.2013
Roskilde 013: Kendrick Lamar @ Arena (torsdag)
Stjerneskuddet Kendrick Lamar havde fået fornøjelsen af en perfekt spilletid, scene og publikum. Han valgte desværre at kvittere med en vag optræden på autopilot, hvor der dertil var dårligere omstændigheder end ved sidste danske visit i februar.
Efter et timinutters DJ-set med masser af ungdom og smæk på, der i øvrigt gik rent ind hos masserne, kunne Kendrick med Dodgers-kasket gøre sin entre i rampelyset. Energien hos publikum var enorm, og det blev den ved med at være. Et sultent Roskildepublikum gjorde sit for at give Kendrick gode arbejdsbetingelser. Til gengæld havde Compton-knægten med sig slæbt, hvad der mindede om en trist udgave af et Lars Lilholt jam band, der tydeligvis havde første fællesøver på ’kilden. Det blev klart på blandt andet ’Backseat Freestyle’, hvor den fremragende Hit-Boy-produktion fuldstændig mistede sin aggressivitet og vildskab. Generelt manglede numrene nerve og detalje, når lydene var gået igennem Lilholt Jam og blevet reduceret til uorganiseret støj.
Når al denne galde om musikkens mangler er sagt, så må man samtidig rose Lamar, der er en virkelig dygtig liverapper, og samtidig kan finde ud af at lave en gedigen optræden. Men til gengæld var der alt for meget rutine i udtryk og udførelse. Vi så stort set samme optræden i Store Vega i februar. Det er dog forståeligt, hvorfor så mange kunstnere ser Roskilde Festival som noget særligt, for der hersker altså en hel unik sammenhørighed blandt publikum. Dette betyder, at der kan pustes liv i mange koncerter, der måske var faldet igenne med et brag andetsteds. Dette var tilfældet med Kendrick Lamar. Publikum kunne endda overskue at svare igen på den lidt for store mængde publikumsinteraktion, som Lamar klattede tiden af med.
Kendricks bagkatalog blev der dog virkelig sat pris på. Ikke uden grund, for både ’Bitch Don’t Kill My Vibe’, ’Poetic Justice’ og det ældre ’P&P’ er eksempler på noget af det bedste mainstream hiphop, der kan opstøves. Helt ekstase røg publikum naturligvis i til ’Money Trees’, som også blev nået til den brutale hjemstagnsvise ’m.A.A.d. city’. Denne blev i øvrigt på bedste vis kørt både op og ned, så publikums vilde energi blev vedholdt over et godt stykke tid. Her kunne man glimtvis ane, at bandet kunne bruges positivt og ikke kun som noget, der producerede lyde som bestik i en blender.
Da den obligatoriske ’Swimming Pools’ gjaldede ud af højttalerne, havde ungdommen under teltdugen tydeligvis hørt den på Voice før, så naturligvis var der fællessang for alle pengene. En smilende Kendrick kunne herefter trække sig tilbage hurtigt, for derefter at komme ind til en lille afskedssalut mere.
Et af sidste års allerbedste albums med så mange fantastiske produktioner kom slet ikke til sin ret i løbet af Kendricks time på Arena. Bestemt ikke alt hiphop bliver bedre af et band. Og hiphop bliver aldrig bedre af et dårligt band. Det feststemte publikum fik sig sikkert en fin start på årets Roskilde Festival med masser af energi og fest i pøblen, men for Lamar-fans der havde håbet på et høre en god Kendrick-koncert, så var der skuffelse at spore. Det elendige band og den middelmådige Kendrick blev båret af publikum, der reducerede den lurende katastrofe til en nogenlunde oplevelse.
3 ud af 6 spots
Foto: Kenneth Nguyen (klik for større skud)
Skrevet af Toobs 06.07.2013 arkiveret under LiveSpot |