06.07.2013

Roskilde 013: Rihanna @ Orange (fredag)

rihannaDet var lidt af et gamble, der skabte rystende hoveder og fornærmede metalfolk, da popprinsessen Rihanna blev booket, men skønheden fra Barbados sejrede i en sådan grad, at selv chefen Jay-Z måtte se sig slået i forhold til at skabe mainstream musikfest på nordens største scene.

Rihanna mødte naturligvis op til divatid – sådan cirka en halv time forsinket. De sure miner som forsinkelsen havde frembragt forsvandt dog prompte ved første glans af Rihanna, der diskret spankulerede ind på scenen til en enorm hyldest fra en af de største Roskildeforsamlinger længe.
Selvom det tog lidt tid at finde fodfæste på den store scene, og selvom vokalen var lidt lav, så var Rihannas blotte tilstedeværelse nok til at fortrylle og fastholde publikum i det næsten halvanden times visit på Orange. Hun var i den grad ’Fresh Off The Runway’, som første titel på sætlisten proklamerede. Vi fik herefter leveret popperler fra Ri-Ri i dybt fashionabelt outfit (går undertegnede ud fra…?). Med hvide AirForce One og en attitude, der får alle drengenes øjne rettet mod hende – og kæresternes accept af dette – kunne hun nyde den eksalterede fest, som hun gennem de sidste otte år har arbejdet sig hen mod at kunne levere. Der blev skrålet, skålet, sunget og twerket for alle pengene blandt publikum, mens hovedpersonen dog lige skulle få vokalen med sig. Til gengæld er det let at aktivere pøblen, når man har ’Birthday Cake’, ’Rude Boy’, ’What’s My Name’ og en sjat ’All Of The Lights’ i baghånden. Og hertil kan trumfe med ’Umbrella’. Efter en stærk første halvdel fik koncerten et lille knæk på stemningskurven, hvor der så var tid til lidt guitarsolo og tøjjusteringer hos hovedpersonen.

Et par af hendes største radiohits måtte publikum undvære, men hun blev tilgivet, da hun mod slutningen kunne sætte en sand tour de force af en popparade i gang. Med alle de numre som du enten elsker, eller ikke vil indrømme, du elsker, fik hun vækket Orange og gik i ét med de urinstøvsbefængte gæster. ’We Found Love’, ’Only Girl In The World’ og særligt ’S&M’ sikrede fredagsfesten.
Det var ikke en musikalsk åbenbaring, da Rihanna besøgte Roskilde, men hun beviste dog på ’Stay’, at hun rent faktisk kan ramme toner, og at karrieren ikke kun er bygget på at være fuldstændig usandsynligt delikat, men også en stemme, sans for performance og hårdt arbejde siden teenageårene. Det var synd, at playback figurerede for ofte, når Rihanna jo så godt kunne selv. Før har man dog også bare set koncerter, der er faldet igennem på Orange, og på en fredag aften må man gøre, hvad man kan for at sikre festen. Til koncerter af denne størrelse er det før set, at der satses på for meget omkringliggende tingel tangel, men fredag aften var ingen var i tvivl om, at Rihanna var i fokus, playback eller ej. Dette blev understreget, da ’Diamonds’ lukkede ballet og skabte fællessang hele vejen rundt.

Udelukkende de mavesure i fornægtelse kunne ikke tage noget positivt med fra koncerten. For Rihanna formåede at gøre præcis, hvad hun var hyret til: Levere et af de mest imponerende hitkataloger med laber attitude, samt bevise at mainstream pop i den grad kan være berettiget til at fylde den enorme Orange og tage en plads øverst på plakaten. Det kan måske markere et skift i musikbookinger fra Roskilde Festival med Rihanna, men hellere en gedigen musikfest for masserne end afdankede legender, der for længst burde have lagt sig i sygesengen.
Rihanna virkede oprigtigt imponeret over Roskilde, publikum og hele Orange-oplevelsen, men det afholdte ikke divaen fra langsomt at glide ud i mørket på en nonchelant facon og herved sende et popmættet publikum videre ud i natten.

5 ud af 6 Spots

Foto: Intet. Ri-Ri var fotoknotten.

Skrevet af Toobs 06.07.2013 arkiveret under LiveSpot |