Så kom der igen ny plade fra Danmarks bedst sælgende og mest produktive mainstream-rapper. Efter samarbejdsaftaler med TDC og Røde Kors på de to seneste albums – ‘Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1’ og ‘2’ – så er L.O.C. nu tilbage med sit ottende soloalbum. Denne gang har han været på inspirations-tur til Bangkok for at fange storbystemningen, og de mørke sider af nattelivet som ‘Sakrilegium’ kredser om.

Ordet ‘Sakrilegium’ har religiøse undertoner, og bruges i dag om en handling, der krænker det hellige. Det symboliseres på coveret, hvor en krystalkaraffel er blevet en tændt molotovcocktail, for lige at fortælle, at L.O.C. ikke er blevet helt pæn endnu på trods af kone og Hellerup-villa. Det er stadigvæk de dystre stemninger og emnerne sex, stoffer og kærlighed, som han dyrker og udforsker ud i de allermørkeste afkroge. Lad os bare afsløre med det samme, at ‘Sakrilegium’ ikke er en helt fornyende og forrygende plade, og ikke helt på niveau med tidligere bedrifter. Da RapSpot ofte arbejder i hiphop-tid, så har albummet allerede været ude i nogle uger, og er selvfølgelig blevet anmeldt af de fleste større medier, og det er ikke imponerende. Tre ud af seks er standarden (lige på nær fra hende den spøjse på Gaffa), og det må betegnes som hans dårligst anmeldte album.

Det er hans fans naturligvis fuldstændig ligeglade med, for albummet ligger stadigvæk top-ti, og musikken skal da også altid tale for sig selv. Men for at komme til programmet, så er det Es, der endnu en gang indtager producerstolen, som han gjorde på de to forrige L.O.C.-albums. Denne gang er hans beats indspillet i samarbejde med Daniel Davidsen på guitar og synth, og trommeslageren Michel Svane, som er med til at give ‘Sakrilegium’ en meget rå og rocket lyd. Ved at involvere de to musikere så kraftigt i indspilningerne, så er det nærmest blevet skræddersyet til live-koncerter. Her er førstesinglen ‘Marquis’ et perfekt eksempel, hvor man sagtens kan se publikum til sommerens festivaler slå sig løs til det hoppevenlige beat, og så er det jo lige meget om det kun er 30 procent, der fanger tekstens sammenhæng.

L.O.C. er blevet meget mere sofistikeret i sin tekstskrivning, hvor han uden tøven blander filosofiske tanker og religiøse referencer med byens røverhistorier. Han tager meget befriende afstand til Dan Turéll, der bliver fundet for pæn, og identificerer sig hellere som en “moderne Marquis”. Med et sort syn på verden kommer han dybere ind i nattelivet og de menneskelige eksistenser end de mørke værtshuse, som Onkel Danny beskrev. Når L.O.C. har lagt alkoholen og stofferne på hylden, så må han finde andre karakterer, at kanalisere sine beskidte tanker ud igennem. Det er for eksempel ‘Anneliese Michel’, som oprindeligt var en skizofren tysk pige, der i 70´erne døde efter at være blevet udsat for eksorcisme, men hos L.O.C. uddriver pigen sine dæmoner i nattelivet i jagten på tryghed. Det kan derfor indimellem være svært at fange, om han snakker om sig selv, generelt om samfundets mentaliteter, eller en karakter som på den prostituerede ‘Rødt lys’ eller den sexafhængige ‘Min’.

Det starter ellers så afslappet og knivskarpt på ‘V.S.S.B.’;

“Råber fuck jeres mønter alt man kan købe for dem/ Mens jeg har så travlt med at dø for dem/ Rejser mig og går før jeg når at snakke færdig/ Det er svært at hade et røvhul, når han ved at han er det/Nogle bliver forelskede jeg bliver bare forfærdelig/ Andre venter på at det sker jeg går ud og tager det/ For alting kommer med en pris/ Og min er defineret af det samme som din/ trangen til at imponere folk vi ikke engang har mødt/ og hvis jeg ikke kan få dem til at smile kan jeg få dem stødt”.

Når noget af larmen aftager, så er det ‘Sakrilegium’ peaker. Her beviser L.O.C., at han sagtens kan tage den op til ‘1. klasse’, men desværre ender mange af numrene som ‘Paradis brænder’ – der starter fedt, men kammer over i venstrehåndsarbejde og støjende stadionrock. Det er et meget kompakt og klaustrofobisk lydbillede, som skal give et indtryk af storbyens larm og trængsel. Musikken er da også velproduceret, som det er standarden efterhånden med Es, men det er sgu lidt ærgerligt, at lyden er blevet så rocket. Når L.O.C. rapper/synger/crooner, så er han helvedes god, og der er ikke mange i DK, der når op på siden af ham. Derfor er det også pokkers irriterende, at han ikke bare smadrer et ordentligt hiphop-beat, og viser hvor skabet skal stå, i stedet for at forfalde til langtrukne omkvæd og rockguitar.

Pladen knækker ved jeg-knepper-‘Dit hjerte’ og orgasme-sangen ‘La Petite Mort’, der bliver ligeså klichefyldt som metaforet på ‘$ucces’. Selvom det er godt pakket ind, så er det hørt før fra L.O.C. bare med andre ord. Det bliver hurtigt kedeligt, for man har meget større forventninger til en mand af hans kaliber. Det lyder måske hårdt, men han ved godt selv, at forventningerne er enorme.

Så heldigvis slutter det nede i tempo med først ‘V.S.S.B. II’, hvor der vises lidt selverkendelse;

“Alt jeg kender er lav de der fucking penge/ Alle mine venner er ligesom, fortæl mig du kneppede hende/ Mentaliteten er for mange hoes for lidt tid/ Brækkede næser og BMW´er/ Samleje med enhver der er interesseret/ Jeg burde vide bedre end det vanvid/ Men forfalder til hvad der tænder min samtid/ Vold, sex, stjålne biler/ Kan du se mig nu mor jeg er ikke dårligt dannet/ Jeg er blot ligeså fucked som resten af landet”.

Derefter med den positive ‘Livet’, og et lille “hemmeligt” nummer, der giver et par plusser. L.O.C. er hele vejen igennem intens og nærværende, når han fortæller sine historier, der desværre er placeret i de forkerte kasser. Så selvom han stadigvæk skriver rim på et højt niveau, og leverer dem med et slebent flow, så gentager han sig selv, og trænger til fornyelse ud over rockguitaren. ‘Sakrilegium’ er ikke det ottende vidunder, men har mange gode momenter, som dog fungerer bedst i små bidder. Det skal nok rocke Plænen i Tivoli osv., men et gammelt hiphop-hjerte havde håbet noget mere.

4 ud af 6

Skrevet af Jaycob 14.03.2014 arkiveret under Anmeldelser |