Indenfor den kunstneriske gerning, som det nu engang er at forfatte en tekst, eksisterer der en gammel klassisk skelnen mellem form og indhold. Denne skelnen har, måske lige siden digtningens fødsel, repræsenteret et valg, enhver digter har været nødt til at tage stilling til. Dette gælder ikke mindst indenfor hiphoppen, hvor de fleste nok kan genkende forskellen mellem de rappere, der har noget vigtigt at sige, overfor de rappere, der har sine skills i orden. Med debutalbummet ‘Frit Fald’, kaster den efterhånden garvede Mund De Carlo sig ud i et halsbrækkende forsøg på at ramme krydspunktet mellem disse to akser. Sigtet er ambitiøst, mens landingen dog mangler den sidste præcision.

’Frit Fald’ er med sine ikke mindre end 17 skæringer ingen lille mundfuld, og med de mange minutters spilletid er der blevet plads til en bred variation af udtryk. Dette bliver ofte af anmeldere opfattet som en mangel på evne til at sortere fra og/eller skabe et helstøbt produkt, men i Mund De Carlos tilfælde er det i højere grad en styrke, da det har givet plads til den unge mands legesyge tilgang til sit håndværk. Pladen igennem er kendetegnet ved Mund De Carlos ustyrlige trang til at lege med flowet og lave ukonventionelle rimmønstre, og resultatet er et uhyre højt niveau, der rent teknisk efterlader størstedelen af den danske rap-scene håbløst bagud.

Alsidigheden er samtidig også afspejlet i lydbilledet, der med en bred vifte af producere giver Mund De Carlo mulighed for at prøve kræfter med vidt forskellige stilarter. Fra den klassiske 90’er boom bap på numre som førstesinglen ’Hit med den’, der sprudler med ordlege serveret med et stilsikkert staccato-flow, over til et mere trap-inspireret lydbillede på ’Virus’, der tvinger Mund De Carlo ud i et hæsblæsende dobbelttempo med et fuldstændigt fremragende tredje vers:

”Fuld af uforløst potentiale/ Jeg nødt til at komme af med/
for det købt og betalt/ for den sygdom de spredte/
udgangspunktet skal man bygge på, ik’ flygte tilbage til/
sigter mod en lykkelig finale/
for hvor der står et dårligt svar, står der et hav af bedre løsninger bagved/”

Der er med andre ord ikke en finger at sætte på pladens form, forstået som de rim -og flowtekniske evner, Mund De Carlo besidder. Når det til gengæld kommer til pladens indhold opstår dog netop fornemmelsen af en finger, der mangles at sættes på punktet. En fornemmelse, der vokser i takt med det stigende antal gennemlytninger man især giver de numre, der prøver at favne et mere eksistentielt tema. Tag for eksempel nummeret ’Sigter’, der med sit fængende omkvæd, sin tunge produktion og Mund De Carlos upåklagelige levering hurtigt blev en favorit, men som med tiden nærer en stigende frustration over den kryptiske vaghed, der kendetegner Mund De Carlos standpunkter.

Dette er selvfølgelig et dybt personligt spørgsmål om smag, og for Mund De Carlo lader der til at være lagt vægt på det at skabe associationer og bruge stærke billedsprog, hvori der kan indfanges en stemning af dybde. Min anke er dog at udmeldinger som ”at man skal kravle før man kan gå” og ”hellere løbe panden mod muren, end at gå i stå med krum nakke” forekommer overfladiske, hvis de ikke knyttes fast til et standpunkt. Tværtimod hensigten kommer det til at virke en smule upersonligt, og man sidder tit tilbage med en lidt tom fornemmelse af, hvad fanden sangen egentlig handlede om. Dette gælder for eksempel titelnummeret ’Frit Fald’, der måske er et opråb til at frigøre sig fra normerne, måske en konstatering af at denne frihed er umulig. Alt jeg ved er, at jeg ikke ved, hvad Mund De Carlo synes om sagen.

Denne tendens til at ”skjule ansigterne i flowet” er ærgerlig, især når Mund De Carlo beviser, at han sagtens formår at knytte de malende ord sammen med en konsekvent tilgang til emnet. Dette gælder for eksempel hyldesten til Sisyfos på ’Manden på bjerget’. Teksten er formidabelt skrevet med et billedsprog, der formår at levere den episke stemning af grufuld alvor, emnet indbyder til. Derudover formår Mund De Carlo med smukke vendinger at få udmalet sit Albert Camus-lykkelig-i-bevægelsen-perspektiv, hvilket er intet mindre end djævelsk godt skruet sammen! Desværre er der flere sange, hvor balancen hælder over mod blændende rimteknisk lommefilosofi, på bekostning af den mere jordnære formidling af indholdet.

Det skal siges, at jeg som anmelder aldrig har gennemlyttet en plade så grundigt før anmeldelsen, hvilket lidt flytter de sædvanlige bedømmelseskriterier, der ellers gør sig gældende. I den forstand føles det om end endnu mere meningsløst, at lade anmeldelsen ebbe ud i et tal, og jeg håber at Mund De Carlo, hvis han skulle læse med, mere fokuserer på den potentielle udfordring, der ligger i at skrive mere udleverende og formå at sætte fingeren på det springende punkt. For rappen som håndværk bemestrer han fuldt ud. Det der ifølge min overbevisning mangler er, at kunne udfolde den i samspil med et klart standpunkt.

4 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 17.04.2014 arkiveret under Anmeldelser |