05.05.2014

Per Vers – ‘DNA’ (album)

Per_Vers_-_DNA_artwork-pSelvom Per Vers snart må kunne fejre sit sølvbryllup som rapper og kan betegnes som the hardest working man in the industry herhjemme, kan han med ’DNA’ kun skrive sit tredje officielle soloalbum på CV’et.

Hvor Per førhen brugte sine evner på at mase andre MC’ere med ord i kampen om at være den bedste, har han som pensioneret battlerapper valgt at bruge sine færdigheder og stemme til at revse samfundet og folket. En battle, der kan synes sværere at vinde end Fight Night-titlen to gange i træk. Men Per lader sig ikke slå ud. Han kæmper ihærdigt videre.
Tidligere har Pers samfundskritik haft en tendens til at være formuleret som en pegefinger struttende ud fra egen navle. På ’DNA’ uddeler Per stadig opsange, men er mere subtil og sofistikeret. Han pakker sine budskaber ind i historier og lader i højere grad disse tale, fremfor at sætte sig selv i centrum. Således får både nosseløse mænd, vores manglende næstekærlighed, udlændingelovgivningen og narkotikamisbrug ord med på vejen.

En kommentar til uddannelsessystemet – på folkeskolernes 200 års fødselsdag – kommer i form af Pers modsvar på Raske Penges ’Intelligent’, ’Dum (omvendt intelligent)’. En tydelig kritik af uddannelsesinstitutioner, der er blevet pølsefabrikker, som vægter kroner og øre højere end mennesket. Her fortælles en historie om en knap så boglig stærk dreng, fanget i et ikke bredt favnende uddannelsessystem, der konstant overvåger ham med test og prøver, i et forsøg på at få ham til at passe ind, for her vægtes kun en vis form for intelligens. Mestres denne ikke hægtes du af og stemples som ’Dum’,

Vi har ikk’ tid eller råd til at gøre dig klog/men det gør ikk’ noget, du ska’ nok bestå/Vi skal ikke omkode dit lille hoved/det ’uden medicin eller elektrode/Vi timer bare at hver eneste test/handler om den sidste side I har læst/så si’r testen du er klog når du tager den/selvom du intet ved om resten af verden

På ’Midt i julenat’, der bliver indledt af Kate Bush’s chantende ”He’s here, he’s here…”, oprulles historien om Messias genkomst. Udfaldet for vor frelser ender dog med samme resultat og konklusion som for to tusinde år siden – mennesket mangler næstekærlighed og medfølelse. Dog er det denne gang “forsømmelser” og ikke ”søm”, der ender med at koste ham livet.

Nummeret ’Find mig her’ fortsætter, hvor Kinskis tolkning af Benny Andersens ’Verdensborger i Danmark’ slap. Her behandles mangel på næstekærlighed også, nu i form af problematiseringen af ideen “nationalisme”. I bedste Benedict Anderson stil, og med tanken om nationalisme som forestillede fællesskaber, pilles hele konstruktionen om at være dansker og danskhed fra hinanden, gennem blandt andet brug af og referencer til danske klenodier og nationalromantik:

For du ka’ lede, du ka’ søge/men ka’ du se skoven for bare brede bøge?/Værsgo’, så vær så venlig, led i det uendelige/efter det oprindelige/Og de oprindelige danskere var svenske/jeg ledte efter en dansker men fandt et menneske

I forlængelse af Pers indspark til nationalismedebatten ligger også ’At elske er at rejse’, der gæstes af Isam B. En ulykkelig kærlighedshistorie om hvordan kærlighed uden grænser bliver begrænset af netop nationale grænser og i værst tænkelige kafkaske stil bliver kvalt i paragraffer, procedurer og bureaukrati:

Mesterlig mørbankning uden synlige blå mærker/det ville ha’ været nemmere hvis de bare havde kaldt hende perker/De gik over din grænse/der hvor håbet var, der kan I nu lægge en krans/Og dit bryst er mere hult end du er i stand til at skjule/for dit hjerte er på vej til Istanbul…

Pers eminente fornemmelse for ord og det danske sprog, der gennemsyrer hele pladen, illustreres blandt andet i hans jonglering af brugen og forståelsen af ordet “grænse” i ovennævnte track.

Den stærkeste og mest rørende beretning leveres på nummeret ’Tre breve’. En fortælling uden formanende ord om en ung, eventyrlysten og kåd mand, der frivilligt melder sig til krigstjeneste i Irak for at returnere i en kiste. At nummeret rammer, skyldes opbygningen og udviklingen af selverkendelse og forvandlingen af selvsikkerhed til desperation og fortvivlelse, som kommer til udtryk i drengens tre breve (plus fraværet af det fjerde) til sin mor. Uheldigvis for nummeret synes det at miste sin fyrighed halvvejes inde, hvor Annisette med sin gåsehuds-fremkaldende stemme synger Steffen Brandts fortolkning af Leonard Cohens ’Halleluja’. Annisette gør det upåklageligt, men det kammer over og ender med at blive for meget og for corny, hvilket tager autenciteten ud af Pers rap. Et sjældent tilfælde af mangel på dømmekraft fra Pers side.

Lydsiden på ‘DNA’ er endnu engang udliciteret til de to svenskere DJ Large og DJ Embee, der igen har formået at kreere et jazz’et, mellow og laid back lydtapet, der på fornemmeste vis underbygger atmosfæren i Pers tekster. Et perfekt match og yderst velvalgte beats af Per. Dog er der enkelt svipsere som den Embee-producerede ’Dum (omvendt intelligent)’, hvor Embee har lånt en god del fra Boom Clap Bachelors’ ’Falder ud og falder ind’. Desværre er resultatet langt fra så vellykket som originalen.

Pladen er, som med alt fra Per Vers, intelligent, gennemtænkt, finurlig, udfordrende og spækket med referencer og citatværdige linjer. Du kan være sikker på at hvert et ord, rim og omkvæd er blevet diskuteret og overvejet og udgør en grundsten i et solidt og gennemarbejdet værk. Men ligeså fascinerende som produktet lyder for nogen, ligeså frastødende kan det være for andre. I en tid hvor indflydelsen fra dirty south-rappen synes større end nogensinde i DK, kan ’DNA’ komme til at virke for overtænkt, moralsk, poleret og kvælende i sin mangel på ignant-rap.
Er man derimod til voksenmands-rap krydret med et godt stænk eftertænksomhed, vil denne plade med sikkerhed være et sure shot. En plade, der vil kunne overraske og underholde i længere tid grundet dens mange lag og Pers intelligente tekster. ’DNA’ præsenterer lytteren for flere referencer, finurlige ordspil og leg med dobbeltbetydningen af ord, end før hørt hos Per. Du fanger med sikkerhed ikke alle ved de første gennemlytninger, men du vil snyde dig selv ved ikke at forsøge. Derfor, lyt til pladen (flere gange), den fortjener det, og er det værd.

5 ud af 6 spots
null


Skrevet af Johnny Lund 05.05.2014 arkiveret under Anmeldelser |