27.01.2015

J-Spliff – ‘Større end alting’ (album)

J-Spliff - St├©rre End Alting_coverJ-Spliff udgav i efteråret sit første dansksprogede album. Han er allerede velkendt som én af Danmarks skarpeste engelsksprogede rappere med flere soloalbums i bagagen og som en femtedel af kollektivet Majors. Men nu har han så i stedet valgt at forsøge sig på dansk med ‘Større end alting’, der er hjulpet godt på vej af en helt masse homies i ryggen.

Der er ingen tvivl om, at J-Spliff er en garvet personlighed i det danske hiphop-miljø, der høster masser af respekt. Det er dog et svært skift, at lige pludselig ændre det sprog, som man er vant til at rappe og skrive på. For selvom det stadigvæk er samme tankegang og ting, man vil fortælle, så bliver flowet og rim-strukturerne bare anderledes. Derfor har J-Spliff taget de store skyts frem, og lagt vægten på de sikre odds med navne L.O.C., Wafande, Pilfinger og Shaka Loveless. På producer-siden er det den altid produktive Esben Thornhal, som sidder sikkert i chefstolen, og bliver assisteret af velkendte navne som Adam Sampler, Frednukes, Turkman Souljah, Kay&Ndustry og DJ Graded. J-Spliff har desuden selv en stor andel i produktionerne, der generelt er af høj kvalitet.

Det virker lidt som om, at J-Spliff har ville afprøve forskellige stilarter, og derfor er variationen stor på ‘Større end alting’. Der bliver skruet helt op for dancehall´en på den glimrende ‘System’, når Pilfinger tænder for hitmaskinen. Imens L.O.C. inviteres med ind i rampelyset til et stadion-hit med festfyrværkeri på ‘Sluk lyset’, og de to opkommende rappere Lord Siva og Danni Toma leverer varen på ‘Envejskommunikation’ over en indbydende dunkel produktion af Adam Sampler og Esben Thorndal. J-Spliff kommer desværre til at virke lidt anonym blandt de mange gæster, og viser kun lidt i glimt sit potentiale, som vi kender fra engelsk. Heldigvis kommer han med lidt overskud og karakter på ‘Natten’ sammen med Shaka Loveless og Jonas.

“Se en gang hvad katten har slæbt ind/ Politisk ukorrekthed – Washington Redskins/ Det handler ikke om hvad du mener/ Det handler om min kones følelser, når du kalder hende neger/ Det handler ikke om, at hun skal finde sig i mere/ Nej det handler om familiens ære/ Voksne mennesker burde kunne skelne/ Imellem rigtigt og forkert og så vælge.”

Hvis man skulle pege på et gennemgående tema på pladen, så må det være dedikationen til hans kæreste. Både ‘Over Broen’, med Wafande på et radio-skarpt omkvæd, og ‘Psykopassioneret’ er henvendt til hende. Derfor er det også en smule malplaceret, at J-Spliff pludselig giver den som slibrig scorekarl og tager kvinderne ‘2 ad gangen’. Det er heller ikke videre vellykket, når Fufu Afreaq og Uso medvirker, og forsøger at ‘River huset ned’ i dobbelttempo. På de få numre hvor J-Spliff er alene på vokalen, så bliver det ret middelmådigt. ‘Har det som jeg har det’ er egentlig ok, men man forventer bare mere af en mand med hans erfaring. ‘Hold dit fjæs’ lider under kedelige og intetsigende rim ligesom titelnummeret ‘Større end alting’, der ligeledes har for mange halvhjertede rim med slatne leveringer, som man bare ved, at han kan gøre bedre;

“Hvem havde troet vi skulle nå så langt/ Det havde jeg, for jeg har knoklet for at nå så langt.”

Der er ingen diskussion om, at J-Spliff er en dygtig rapper, men han har taget et halvt skridt tilbage ved at skifte sprog. Selvom han momentvis glimter, så lykkes det desværre ikke helt for ham, at overføre sin blærede stil og tekniske færdigheder, som han har oparbejdet gennem årene på engelsk. Rimene kommer slet ikke så nemt til ham på dansk, og derfor bliver det lidt for ofte letkøbt og overfladisk. Men andre gange så imponerer han også lige pludselig som på føromtalte ‘Natten’ og ‘Over Broen’ til dels. Han fungerer bare bedre på engelsk, men underholdende at høre ham på dansk.

De mange venner der er inviteret med har en stor andel i det forholdsvis høje niveau, men gør også, at J-Spliff desværre indimellem kommer til at stå lidt i baggrunden. Det er fint, at der prøves kræfter med forskellige stilarter, men det samlede billede bliver en anelse rodet. På den anden side så giver det også albummet noget mixtape over sig, hvor mange forskellige rappere og producere kommer til orde. For det er velproduceret med flere fængende hooks, der kan holde festen kørende midt på aftenen, og derfor kommer den over middel.

J-Spliff har begået en hæderlig debut på dansk, men han skal også takke venner og kollegaer for deres hjælp, fordi ellers var det ikke blevet til mere end en ep. ‘Større end alting’ er en underholdende plade, men den har ikke en langtidsholdbar etiket. Det er vel bare en lille sproglig flirt, inden han vender tilbage til sin engelsksprogede hjemmebane. På trods af dette godkendte album, så skal der i hvert fald mere til, for at perifert komme op omkring toppen på dansk iblandt det store udvalg af rappere

4 ud af 6

null

Skrevet af Jaycob 27.01.2015 arkiveret under Anmeldelser |