05.01.2015
Bag knapperne: Interview med Sofa T
Det er altid rapperne, der løber med opmærksomheden – med interviewserien Bag Knapperne retter RapSpot projektøren mod det rå talent blandt hiphop-undergrundens producere. Næste beatmaker i spotlyset er Sofa T fra Stoned Academy, der er aktuel med ‘Handmade Hip Hop Vol. 2’.
Læs også: Bag knapperne – Aske, Bag knapperne – All Earz, Bag knapperne – Lord Akton, Bag knapperne – Klagen og Bag knapperne – Antik
Kollektivet Stoned Academy holder til på Bolsjefabrikken på Ragnhildgade i København. Her har de et studie og benytter sig af hinandens input og talenter til at kreere beats og tracks. Sofa T gik tidligere under navnet Jack Dollars, men skiftede til aliaset Sofa T inden han udgav ‘1988’ og ‘Handmade Hip Hop Vol.1’. To beattapes som fangede manges opmærksomhed på grund af den rå lyd og lidt kaotiske struktur. Selvom spilletiden er forholdsvis kort, så føles udgivelsen længere på grund af de mange korte numre, skæve indfald og de til tider lidt abrupte skift.
Sofa T voksede op sammen med Fou Fou i nærheden af Hareskovby, hvor de påbegyndte deres leg med beats da de var teenagere – Fou Fou er ligeledes medlem af Stoned Academy og har blandt andet leveret et track til pladeselskabet Kontrafons udgivelse ‘Music Over Money’, hvorpå Inspectah Deck fra Wu Tang Clan spytter rim. De startede med at lave beats på PC – først via programmet FastTracker og senere hen CoolEdit. Sofa T rappede lidt og gør det stadigvæk på enkelte tracks, men det var det at producere, og ikke rappen, som trak:
”Jeg lytter aldrig efter rappen, jeg lytter bare efter beatsne. Det skal virkelig være nogle ekstraordinære rappere, før jeg ikke ville ønske, at de bare holdte deres kæft.”
I dag bliver musikken produceret via analogt udstyr og ofte om natten, hvor Sofa T forsvinder væk i sin beatverden. Hans beats er baseret på samples fra vinyl, og han undlader mest muligt at inddrage computeren. Han er gået væk fra at bruge programmet Logic og arbejder mestendels på sine samplere; MPC2500 og Sp-404. Derudover benytter han sig også af sampleren Ensoniq ASR-X og dens indbyggede lyde, filtre og effekter. Han har arbejdet seriøst med hardware i lidt over et år og finder det efterhånden uinspirerende at arbejde med computer og trættende at bruge diverse musikprogrammer. Efter en visit i en kammerats studie, som inspirerede til at arbejde mere hands-on, fik Sofa T blod på tanden, og Mighty Mala fra Stoned Academy-crewet kom en dag forbi med en MPC2000XL, som Sofa T forelskede sig i.
”Det har genoplivet min glæde ved at lave musik – 100 procent. Det er meget sjovere og mere umiddelbart… intuitivt… raw… Det er bare sjovere altså – og det er jo dét, det handler om.”
I ny og næ hives der også gamle synths af mærkerne Roland og Casio frem og lidt percussion, når der skal tilføjes lidt ekstra til de samplebaserede produktioner fra Sofa T’s hænder. Han sampler enkelte lyde ind fra sine synths, og disse lagres på hans pads, så han derigennem kan spille det ønskede eller manipulere via sampleren. Han har haft en MicroKorg men agter at skaffe sig en synth eller to mere, gerne Korg eller noget gammel Roland, som kan være med til at udgøre hans fremtidige set-up, til når der skal produceres flere Sofa T-beats.
Det er dog mest samples, som Sofa T benytter sig af, og han har samplet plader fra diverse rejser, som han har været på: Georgien, Tyrkiet, Venezuela, Indien og sågar Burkina Faso. Bånd kan også sagtens bruges, som eksempelvis det pygmækor fra en jungle, der endte med at udgøre et Stoned Academy-tracket ‘100 Stenår’.
Der arbejdes på kryds og tværs i Stoned Academy, og Sofa T kan godt lide disse sessions med selskab, og hvor de sammen starter fra nul og på nogle timer får udviklet et track. Men oftest vælger han dog at sidde alene med beatsne:
”Jeg foretrækker at sidde alene om natten og bare lade det køre… forsvinde ind i det. Der er ikke rigtigt noget eller nogen omkring én, så man dykker bare ned i sin verden der. Man tænker ikke rigtigt – man gør det bare.”
Madlib, J Dilla, Dj Premier, Kankick, Exile og Pete Rock er alle navne, som har inspireret Sofa T. Nogle af inspirationskilderne har markeret sig ved at levere rå og upolerede hiphopproduktioner, og det er også Sofa T’s ønske: At kreere rå og upolerede tracks ved at arbejde intuitivt og umiddelbart. Ikke for gennemtænkt, poleret og overproduceret – det er ikke Sofa T’s stil. Det skal være legende, og det skal være levende.
Sofa T erkender, at han ikke er stærk nok på de digitale medieplatforme, og at han ikke skaber nok opmærksomhed omkring sit navn. Dette vil ændre sig på sigt for ham og de andre producere i Stoned Academy, idet de har lavet deres musikkollektiv til et officielt pladeselskab. Herigennem skal de udgive deres musik og ved fælles hjælp bidrage til at blive mere udbredt. Stoned Academy er samlet omkring en fælles lyd, og selvom de alle stikker ud i hver deres retning, har de en fælles identitet, som bunder I, at det skal være soulful og støvet.
”Vi er bare et kollektiv af beathoveder og folk, der har den samme ide om, hvordan en feeling skal være i noget musik.”
Sofa T arbejder deltid som tekstforfatter og har en stille drøm om at rykke til Berlin i en ikke for fjern fremtid. En by som han anser for værende åben og afslappende at færdes i, og hvor folk har en sund holdning til forbrug og ikke lader sig stresse af tiden. Dog er det svært at få en tysk løn og leveomkostninger til at hænge sammen, så indtil videre er han ganske tilfreds i København og ude på Bolsjefabrikken. En anden stille drøm er at få en producerkontrakt med et anerkendt label og derigennem blive leverandør af beats til en masse dygtige rappere.
Indenfor de danske grænser anser han Khal Allan som en af de dygtigste til at spytte rim, og han er bestemt en rapper, som Sofa T satser på lave en kollaboration sammen med. Philip Owusu nævnes også som en, der kunne være cool at samarbejde med – især i forbindelse med nogle lidt mere soulede produktioner. Hvis der skal drømmes ud over de danske grænser, så er det en rapper som den unge Bishop Nehru, som Sofa T godt kunne tænke sig at levere beats til. Sofa T ser ham som en af de klart dygtigste og mest interessante af de amerikanske rappere, som er derude for tiden.
Sofa T føler selv at han først indenfor det seneste år har ramt den lyd i sine produktioner, som han gerne vil forbindes med i et fremtidigt perspektiv. Han er under udvikling som beatmaker og har gang i forskellige udgivelser og samarbejder, som gerne skulle skabe endnu mere opmærksomhed omkring både hans og Stoned Academys navn. Om det bliver Berlin eller et andet sted, som ender med at være næste destination, så kender Sofa T sine musikalske rødder, hvor der er plads til det imperfekte – fejl, skrat og støj – og hvor det legende og levende er vigtige nøgleord i processen for Sofa T, når der skal skabes nye værker. Følg med her:
Sofa T – Soundcloud
Stoned Academy – Soundcloud og Facebook
Skrevet af Zort Blak 05.01.2015 arkiveret under Interviews |