Her lidt mere end et år efter den oprindelige søsættelse, leverer Benal nu det afsluttende kapitel i sin EP-trilogi. En trilogi, der indtil videre har været udgjort af de to fremragende udgivelser ‘Baby’ og ‘Hiphop’, der hver især har høstet masser af ros. ‘Hvad med nu’ er så navnet på den sidste brik, der på en passende måde fuldbyrder projektet ved at trække på lyden fra begge de to tidligere besøg i Benals univers.

Så hvad med nu? Hvad med nu? hvordan lyder Benal i dag? Det korte svar er ikke så meget anderledes end tidligere. Vi har på de to tidligere udspil været forkælede med at blive taget med bukserne nede, forundrede over gruppens nye musikalske gulvtæppetræk. På den seneste EP, der i højere grad sender referencer tilbage til det tidligere, udebliver denne tilfredsstillende og stærkt vanedannende fornemmelse af nyhed, som vi er blevet vant til at sidde tilbage med, når Benal har materiale klar.

Dermed ikke et ondt ord sagt om ‘Hvad med nu’. Vores urimelige krav om fornyelse må vi lige fortrænge et øjeblik. De 4 skæringer som sammen udgør EP’ens 14 minutter er nemlig alle stærke numre i sig selv, der dyrker den samme melankolsk-dystopiske stemning, som efterhånden er blevet Benals signatur. Som lytter er det bare om endnu en gang at lade sig blive opslugt af den dystre sindsstemning, der omslutter ethvert udtalt ord på hele pladen.

Om end stemningen gennemgående er den samme, så er EP’en musikalsk ret spraglet. Alberts yderst gennemarbejdede produktioner rummer på den ene side plads til det mere langsommelige og headnod-venlige som på nummeret ‘Hun’, men også på den anden side, et mere højtempo og dansabelt udtryk som på ‘Tema’ og ‘Pænt’. Alt sammen er medrivende og ikke mindst uhyre godt skruet sammen. Der er en progression i de enkelte numre, som gør at beatsne aldrig bliver kedelige at lytte til på trods af deres ellers minimalistiske udtryk.

På ordsiden er Benjamin som sædvanlig fænomenal med sit herligt afstumpede udtryk. Der er noget til tider fremmedgjort og nærmest robotagtigt ved Benjamins levering af nogle ellers meget alvorlige tekster. Det ligesom om han holder emnet ud foran sig på en armslængdes afstand, uinteresseret betragtende den døde genstand som var den det mest ligegyldige i verden. Det er dog alt andet end følelseskoldt, når Benjamin taler ud på EP’ens og måske også gruppens ubestridt bedste nummer ‘Transition’. Her lader Benjamin for en gangs skyld paraderne falde og laver en selvudleverende tekst om det komplicerede kærlighedsliv:

“Det ligesom om, der’ ikke så meget snavs mer, det’ ren klud/
vi udtaler alle ord uden at tale ud/
jeg savner dit smil/
andre folks ambitioner giver mig klaustrofobi/
men du gider mig ik’/
mine dårlige træk, det på tide at gi’ slip/
terminalfase: had/
hvad mon jeg ville sige, hvis du en dag sagde du gad/
de talte om hvad de havde gjort, hvis de havde stået der selv/
Og det er sødt, men de fatter ikke noget som helst!”

Den store mængde kryptiske udsagn, der normalt medvirker til at gøre det hele lidt distanceret og upersonligt, er stærkt rationeret på ‘Transition’, og i stedet træder Benjamin som person sårbart frem. Det bliver mere jordnært og letforståeligt, hvilket medvirker til at udtrykket bliver meget mere personligt og vedkommende. ‘Transition’ peger lidt hen imod en ny retning, som det kunne være interessant at se Benjamin forfølge. At skrive tekster med henblik på, at lytteren skal kunne forstå, i stedet for at gemme sig bag abstrakte udmeldinger. Det ville blive mere blottende, hvilket passer perfekt med Alberts stemningsfulde produktioner.

Så hvad med nu? Hvad skal Benal så lave nu? Vi ved ikke så meget mere, end at der er blevet lagt op til et debutalbum til sommer. Om der bliver kørt videre på samme spor, eller ændret fuldstændig stil, står tilbage at se. Uanset hvad, så tror jeg roligt man kan begynde at gå rundt og glæde sig, da Benal ikke rigtig kan lave fejl for tiden.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 19.12.2014 arkiveret under Anmeldelser |