22.11.2014

Bag knapperne: Interview med Lord Akton

Lord Akton 1Det er altid rapperne, der løber med opmærksomheden – med interviewserien Bag Knapperne retter RapSpot projektøren mod det rå talent blandt hiphop-undergrundens producere. Næste beatmaker i spotlyset er Lord Akton. En ganske produktiv herre med meget filmiske og dragende beats, som du kender fra sammenhænge som Flemming, Veteran Cosmic Rocker, Kridthuset (hvor han kaldte sig Kontant) og hans egen udgivelse ‘Days’.

Læs også: Bag knapperne – Aske, Bag knapperne – All Earz, Bag knapperne – Sofa T, Bag knapperne – Klagen og Bag knapperne – Antik

Lord Aktons produktioner påbegyndes med samples på hans MPC2000 Classic. Andre gange starter det på hans SP-303. Han sampler fra vinyl, og sampleren er hans startbase, hvorfra han har forskellige vinkler til at producere videre, alt efter hvilket projekt han arbejder med. Han bruger meget samplede trommer, som han chopper op. Disse trommer loopes og køres over på kassettebånd, for at give det lidt mere fylde og varme før det kommer over på hans stationære Mac, hvor produktionerne samles i Logic. Generelt benytter Lord Akton sig af analogt gear og rigtige instrumenter. Midi er ikke noget han bruger, og heller ikke noget han agter at bruge.
I forbindelse med nogle projekter griber han fat i guitaren og får lavet nogle akkorder, som overføres til synths. De synths som Lord Akton benytter sig af i sine produktioner er Kawai SX-210, Korg Poly-61, Casio Casiotone 410 og derudover bruger han Fender Rhodes, hvor han især godt kan lide baslyden. Han bruger også en Yamaha RX-11 trommemaskine, når han ikke bruger trommesamples.

Lord Akton har mange musikalske og produktionsmæssige talenter, og han lever og ånder musik. Han producerede, mixede og mastererede selv sin udgivelse ‘Days’, der blev udgivet via Green Shades digitalt og på bånd. Men på et af sine næste projekter har han valgt at benytte sig af eksterne ører for at styrke sine arrangementer og lave strammere tracks. Han har brug for andre ører på sin musik, og han er ikke længere så nidkær, at han føler et behov for at styre og bestemme det hele, så han sender det forbi en producer, som hjælper med arrangementerne. Han indrømmer blankt, at han til tider overproducerer sin musik, og at det ikke altid er nødvendigt med så mange samples og musikalske lag i produktionen, som han benytter sig af. Han er ved at ændre nogle af sine arbejdsprocesser og har gang i nogle numre, hvor guitaren er i fokus, og hvor han har skrevet tekster til. Her forsøger han at udfordre sig selv og skabe nogle nye processer i forbindelse med at lave musik.

Lord Akton 2

Lord Akton kan godt lide at sample trommer fra Sweet Silence-udgivelser, idet der generelt var god lyd på plader fra det legendariske studie, som desværre brændte ned for nogle år siden. De udgav og producerede en masse forskelligt, lige fra dansk jazz, hen over Shit & Chanel til Metallica. Lord Akton kan desuden også godt lide at sample prog-rock fra halvfjerdserne og freejazz fra 60’erne. Derudover har han været ude i verden og grave efter plader:

”Jeg har været på Cuba, hvor jeg fandt en masse fede ting. Afrojazz ting, som jeg har taget udgangspunkt i på Days-pladen. Der er mange samples, som kommer fra nogle af de plader. Så har jeg været med Veteran Cosmic Rocker i Senegal, hvor vi spillede en masse koncerter, og hvor jeg gravede en masse plader og fandt frem til nogle spøjse afrikanske ting fra Mali, Gambia og Senegal selvfølgelig.”

Hans to rejser til Senegal sammen med Exampler som duoen Veteran Cosmic Rocker var også en stor inspiration. De mødte mange dygtige musikere på deres færd, og især percussive elementer har sidenhen sneget sig mere ind i Lord Aktons produktioner efter de to rejser. For Lord Akton var det opløftende at få lov til at besøge det afrikanske kontinent med deres musik:

”Baggrunden for at starte alt det her musik er at kunne komme ud med det, at kunne rejse med de ting, man elsker så højt, og folk virkelig sætter pris på det.”

Lord Akton har ikke som sådan nogen musikalske præferencer, men bliver inspireret af meget forskelligt musik. Et navn som Nick Drake og hans lyriske univers dukker op og nævnes som en meget stor inspiration for Lord Akton, der også nævner musik fra teenageårene, såsom Nirvana:

”Min bror havde lige købt et kassettebånd i Italien, og der blev jeg bare slået helt væk af Nirvanas lyd. Deres rå, sprælske lyd og deres vanvid.”

Beastie Boys og Cypress Hill var de navne, som fik Lord Akton på sporet af hiphop, og som blev dyrket endnu mere i gymnasiet, da han blev venner med Luxx og Pede B. I gymnasiet blev han også introduceret til New York-hiphoppen og faldt selvfølgelig for DJ Premiers lyd:

”Der er mange jeg kender, som har haft J-Dilla i deres hiphop-opvækst, men der har jeg helt klart været til Premier, og så er J-Dilla kommet til senere.”

Dj Shadow blev introduktionen til den mere instrumentale del af hiphoppen, hvor det var mesterværket ‘Endtroducing’ fra 1996, som blev en øjenåbner for Lord Akton. Af yderligere inspiration nævner Lord Aktons sin omgangskreds af producere og musikere i Danmark, og især Exampler, hans mangeårige ven og tidligere samarbejdspartner fra Veteran Cosmic Rocker, bliver i særdeleshed fremhævet:

”Ham har jeg kigget meget over skulderen. Han begyndte at producere før jeg gjorde, så der er selvfølgelig helt klart nogle tricks, som jeg har lært derfra. Han er en gudsbenådet producer og fortjener meget, meget mere opmærksomhed.”

Psykofarmakarisma er Lord Aktons nye hjem, hvorigennem han udgiver og producerer for forskellige artister. Her bliver han inspireret igennem sine samarbejder med Manky, Datamatros og Flemming, som han også har lavet musik med før i teenageårene og i gruppen Kridthuset, som udgav ‘Musik & Monologer’.

Det er ikke alle som har sat pris på Lord Aktons musik. På et tidspunkt blev der linket til ‘Days’-albummet inde på RapSpot-boardet, og her kom der en klar udmelding fra en enkel bruger: ”Damn noget lort. Pis af med det hipsterpis. Og fuck jeres kassettebånd, vil med glæde købe alle 50 stk for at trampe dem i stykker. Riv jeres hipster dildo ud af røven, køb en quick can og spray en vagthund i fjæset. Det har hiphop brug for. Forstår godt det bliver udgivet i ganske få eksemplarer. Håber godt nok ikke vedkommende har droppet sit fuldtidsarbejde for at lave det her.” Ordene har Lord Akton printet ud, indrammet og hængt op i sit studie. Det er ikke noget han er bitter eller sur over, men mere bare et sjovt indslag og noget som han stadigvæk griner af den dag i dag.

Lord Akton har færdiggjort tracks til et helt friskt album, som ligger klar til udgivelse, og derudover arbejder han på nogle beattapes og førnævnte projekt, hvor han spiller guitar og fremfører sine egne tekster. Det er stadigvæk lidt tys-tys med hensyn til de fleste af de nye projekter, men med Lord Aktons professionalisme og ihærdighed går der nok ikke længe, før vi får lov til at lægge ører til hans nye eksperimenter og dragende produktioner. Følg med her:

Lord AktonBandcamp, Soundcloud og Facebook
PsykofarmakarismaFacebook

Lord Akton 3

Skrevet af Zort Blak 22.11.2014 arkiveret under Interviews |