Danmarks mest produktive rapper, Pede B, er ude med endnu en plade, og med fare for at lyde som en voice-over fra en filmtrailer, så er det denne gang personligt. ‘Byggesten’ har ifølge pressematerialet til formål at give brikkerne til det puslespil, som viser rapperen som menneske. Et ambitiøst projekt, der desværre kun i glimt formår at berøre.

Jeg tror de fleste der har forsøgt sig med det, kan nikke genkendende til følgende udsagn: At skrive en god personlig raptekst er fucking svært! Med mange flere ord end den gængse popsang, bliver det en kamp at bibeholde en grad af subtilitet og ikke tale emnet ihjel. At der derudover skal være styr på rim og teknik gør ikke sagen lettere, og man ender nemt ud i hjerteskærende valg mellem det der lyder bedst og det der er mest rigtigt.

Pede B er på ingen måde ny i det personlige game, og trangen til at sige noget relevant om sig selv har faktisk været der lige siden den spæde start med numre som ‘Jeg Har En Ven’ og ‘Flyv Fugl’. 10 år er gået siden den gang, og behovet for at presse så mange multirim som muligt ned i teksten er taget lidt af. At Pede derudover er blevet 10 år ældre og far, gør at der er rigeligt at tage fat på. Med den udtalte parole om, at man skal vide mere om kunstneren efter man har hørt pladen, tømmer Pede således historier af sig, og på pladens 14 skæringer kommer vi derfor vidt omkring med emner om alt fra fremmedhad til nyredonation. Det er både underholdende og interessant, men desværre ikke helt nok.

For Pede har mange historier, men mangler til tider evnen at tage dem op på et almenmenneskeligt niveau, hvor det bliver vedkommende for andre. For hvis historierne bare fortælles uden at hægtes på noget større, så bliver de for en udefra-stående lytter i bedste tilfælde underholdende, men aldrig tankevækkende. Et godt eksempel herpå er titelnummeret ‘Byggesten’, hvor Pede i tre vers fortæller tre forskellige historier fra sit liv. Hver især er historierne både fine og vigtige, men sammenflettet i samme nummer, føles det hele ret overfladisk og halvfærdigt. Som lytter står man tilbage uden nogen klar idé om, hvorfor man skulle høre disse historier, andet end at det skulle man selvfølgelig for nu kender man Pede B bedre. Den samme forvirring og følelse af ligegyldighed dukker op flere gange undervejs på pladen, hvilket er ærgerligt da Pede bestemt lader til at være et menneske med noget på hjerte.

Dette ville dog være en uretfærdig kritik at drage over hele pladen, for der findes også numre på ‘Byggesten’, hvor det personlige inddrages på en virkelig fin måde. Her er ‘Tilbage Til Start’ en af pladens absolutte højdepunkter, hvor Pede fortæller en spændende historie om dele af sin egen families italienske ophav og bruger den som springbræt til at komme med en større kritik af det danske fremmedhad. Et andet fremragende eksempel er ‘Del Af Mig’, hvor Pede frygter for de uheldige psykologiske anlæg som hans nyfødte barn kan arve efter ham. Til et stemningsfyldt beat leverer Pede følgende velvalgte linjer:

“Mit hoved er en holdeplads for flere tons stress, som jeg samler op i det her rotteræs/
Det tager mig op til højder hvor jeg burde flyve, på receptpligtig medicin siden jeg var 22/
Har neuroser og masser af ting jeg tripper over, og perioder hvor jeg aldrig nogensinde sover/
Men samvittigheden tynger når ingen kigger, for hvordan undgår du at give videre hvad der er inden i dig”

På ‘Byggesten’s lydside har den efterhånden faste partner DJ Noize indgået et samarbejde med Adam Sampler, og denne dynamiske duo fungerer overraskende harmonisk. For på trods af at pladens produktioner er meget varierede, og spænder fra sydstatsinspireret tunghed til højtempo-vekselbas-swing, formår pladens lydside alligevel som helhed at virke helstøbt. Der er dertil en herlig fyldighed i produktionerne med mange lag, og der er ofte en progression i de enkelte numre, der sikrer at man ikke keder sig.

Variationen i produktionerne medvirker ligeledes til at Pede B flower ret forskelligt fra nummer til nummer. Udover at have ladet sig inspirere af den tidligere nævnte sydstatsbølge på numre som ‘Min Liga’ og ‘Kunstpause’, så byder Pede B også på rap i valse-takt på ‘Jeg Sværger’, samt mere rolige og mindre rytmiske leveringer på numre som ‘Ens Død’ og ‘Del Af Mig’. Der hersker ingen tvivl om at Pede B er en utrolig dygtig rapper, og nok en af de mest mangefacetterede i landet. Hvad man dog som lytter stadig sidder lidt og mangler er den førnævnte berøring. At Pede B har ambitionen om at smide det mere sædvanlige blærerap til side, for i stedet at fokusere på det mere personlige er bestemt en prisværdig beslutning. At skrive personligt er dog ikke så enkelt som blot at begynde at rappe om sig selv. Det forudsætter ligeledes en evne til at vække disse historier til live, og gøre dem relevante for lytteren. En evne som Pede B bestemt har, men som han kun slipper løs glimtvis.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Svensker-Martin 16.03.2015 arkiveret under Anmeldelser |